Olaf Liljekrans
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
(staaer paa et Klippestykke ved Elven og lytter til de
forskjellige Chor, som høres udenfor Skuepladsen.)
(dybt inde i Skoven tilvenstre.)
(langt borte, udenfor til Høire.)
(lidt nærmere end før.)
(i Nærheden, men stedse udenfor Scenen.)
(nærmere end før)
(ærgerlig)
(uvis)
(der imidlertid har faaet Øie paa Levningerne af
Broen.)
(gaa over Elven og komme ned i Forgrunden.)
(seer sig om)
(forbittret, men med dæmpet Stemme.)
(sagte)
(med et Udraab.)
(til sit Følge, uden at bemærke de Andre.)
(idet han gaaer hende imøde.)
(fatter sig og rækker ham Haanden.)
(vedbliver fornøiet.)
(forlegen.)
(spændt.)
(der har seet ud til Høire.)
(sagte til sine Svende)
(afsides, sukkende, idet han fremdeles seer ud til Høire.)
(endnu i Baggrunden)
(nærmer sig.)
(tvungen, spøgende)
(hviskende til Arne.)
(mistænkeligt til Fru Kirsten.)
(der imidlertid har holdt Øie med Fru Kir-
sten og hendes Følge.)
(afsides.)
(dæmpet.)
(ligesaa)
(der imidlertid har fattet sig.)
(utaalmodig)
(truende, idet Flere trække deres Knive og styrte
ind paa Fru Kirstens Folk:)
(hæve Øxerne og sætte sig til Modværge)
(kaster sig mellem de Stridende)
(der har søgt at berolige sine Frænder, nærmer
sig Fru Kirsten og siger med dæmpet Stemme,
idet han søger at betvinge det indre Oprør, der
dog er synligt hos ham.)
(med indædt Forbittrelse)
(vedblivende.)
(sagte til Arne)
(til Arne.)
(paa samme Tid.)
(der har faaet Øie paa Thorg{ jerd }ejr som stiger op
fra Elven)
(ængstelig)
(hviskende mellem hverandre)
(idet han træder et Par Skridt nærmere)
(studsende)
(med et listigt Smiil)
(med et forvildet Udtryk og halvt for sig selv.)
(til Fru Kirsten.)
(nærmer sig atter)
mere forvirret.)
(til Fru Kirsten)
(sagte og inderligt.)
(med et stolt, afvisende Blik.)
(sagte til Fru Kirsten.)
(sagte til Hemming, der staaer nedslaaet.)
(ved Udgangen.)
(til Hemming, der vil gaa.)
(gaa ud til Venstre.)
(rækker Foden frem.)
(knæler ned og gjør som hun byder.)
(medens han er beskjæftiget dermed.)
(fremdeles beskjæftiget som før.)
(hurtigt.)
(nynner, idet hun betragter ham med skjult Drilleri.)
(kort.)
(nærmer sig)
(stedse mere og mere ivrig.)
(der er stegen op paa en Steen, hvor hun plukker
nogle blomstrende Hæggekviste)
(fremdeles beskjæftiget.)
(sukkende)
(nynner, bortvendt fra ham, uden at forandre Stilling,
og beskjæftiget som før.)
(i høieste Glæde)
(vender Hovedet om og siger koldt)
(som ude af sig selv.)
(heftigt, idet hun stedse kjæmper med et frembryden-
de Smiil.)
(uden at lægge Mærke til Hemming.)
(halvt opvaagnende)
(ængsteligt.)
(vedblivende)
(korser sig)
(afsides.)
(vedblivende)
(træder forbauset tilbage)
(afsides)
Forgrunden til Høire.)
(idet han sønderriver nogle Blomster som han har
plukket udenfor)
(ligesom pludselig belivet.)
(smilende)
(idet han reiser sig.)
(fjernt fra Skoven til Venstre)
(idet han seer ud til Høire.)
(fjernt fra Skoven til Venstre)
(viger ængsteligt tilbage)
(standser pludseligt, som greben af en uklar og
smertelig Erindring)
(dæmpet og langt inde i Skoven)
(afsides, idet hun træder ind fra Baggrunden, uden
at bemærkes af de Øvrige)
(med stigende Heftighed:)
(raskt men dæmpet inde i Skoven til Venstre)
(afsides, under Choret.)
(jublende)
at stirre ud til Venstre)
(med et Skrig, og ligesom paa engang opvaagnende)
(til Olaf.)
(aandsfraværende)
(afbrydende)
(peger paa Alfhild.)
(smerteligt, med et Blik paa Alfhild.)
(sagte og bestemt.)
(sagte og triumpherende, idet han tager Ringen
(frem.)
(tager Ringen fra ham og siger ligegyldigt.)
(staaer et Øieblik forbløffet og følger derpaa
langsomt efter de Øvrige, der Alle gaa ud til
Venstre, undtagen Alfhild.)
(har med stille og barnlig Forbauselse betragtet
det foregaaende Optrin; dog uden at lægge Mær-
ke til Handlingen; naar Alle ere borte fa-
rer hun efter en Pause op, ligesom af en
Drøm.)
(i Baggrunden.)
(nærmer sig)
(jublende)
tankefuld efter hende; Choret taber sig i det
Fjerne, idet Tæppet falder.)
(for sig selv.)
(afledende Samtalen)
(gaaer nogle Gange frem og tilbage; endelig standser
han foran sin Moder og siger)
(betragter ham skarpt.)
(i Tanker)
(livligt.)
(seer ud til Høire)
(iler ham glad imøde.)
(afsides)
(afsides)
(afsides.)
(uvis og beklemt.)
(stille og tankefuld, efter en Pause)
(sagte.)
(for sig selv.)
(livligt)
(afsides.)
(seer forundret paa hende)
(afsides)
(studsende)
(med barnlig Glæde)
(for sig selv.)
(sagte, idet hun nærmer sig.)
(smilende)
(afsides)
(i høieste Bestyrtelse)
(forundret.)
(vedblivende)
(fortumlet af Glæde.)
(trohjertig.)
(smilende)
(for sig selv.)
(kalder, udenfor til Venstre)
(kommer ned i Forgrunden)
(for sig selv.)
(sætter sig paa Bænken til Venstre)
(rækker ham Bollen)
(reiser sig.)
(forlegen)
(for sig selv.)
(sagte)
(sagte til Hemming.)
(dæmpet.)
(smilende)
(høit og afmaalt)
(afsides)
(afsides, studsende)
(som før)
(sagte.)
(afsides.)
(sagte.)
(afsides)
(med et Udraab.)
(ligesaa)
(paa samme Tid.)
(for sig selv.)
(med tvungen Fatning.)
(dæmpet.)
(sagte og forskrækket.)
(til Ingeborg, med hvem han imidlertid har hvisket.)
(med et Udraab)
(til Ingeborg)
(forbløffet.)
(hurtigt.)
(for sig selv.)
(afsides)
(der imidlertid har gjenvundet sin Fatning.)
(uvillig, da han seer Ingeborg hviske til Hemming)
(paa engang, idet hver af dem griber en af Olafs Hænder.)
(afsides)
(slipper hans Haand.)
(i stærkt Oprør.)
(tier.)
(med hævet Stemme)
(fortvivlet, kjæmpende med sig selv.)
(træder som forstenet et Skridt tilbage og stirrer
paa ham)
(med stigende Ophidselse)
(tager Kronen og de øvrige Smykker af og lægger
dem for Olafs Fødder, idet hun vedbliver ufra-
vendt at stirre paa ham.)
(synker paa Knæ og bedækker Ansigtet med sine Hænder.)
(synker mod Jorden saaledes, at hun kommer
til at hvile i en liggende Stilling ved Steen-
bænken til Venstre. – Et stærkt Lyn oplyser
Scenen; Tordenen ruller; under det Følgende
tiltager Mørket og Uveiret mere og mere, ind-
til Aktens Slutning.)
(truer sagte til Hemming i Forbigaaende)
(gaa stille og forstemte ud til Høire; Tyendet til
Venstre.)
(holder Hemming tilbage)
(bliver en tidlang ubevægelig liggende med Ansigtet
skjult i Hænderne. Endelig hæver hun sig halvt
iveiret, seer sig forvildet om, reiser sig og siger
med stille, afbrudt Latter:)
(lister sig under Choret ind fra Venstre)
(ligesom greben af en ængstelig Anelse)
(i feberagtig Angst.)
(tager en af Faklerne.)
(med frembrydende Taarer)
hild springer op fortvivlet og ude af sig selv.)
i Gavlen og styrter til Jorden. – Hemming
og Ingeborg komme hurtig frem bag ved
Huset.)
(springer forvildet op.)
(med vild Latter)
(seer stivt paa ham.)
(nikker.)
(endnu halvt i Drømme)
(viger sky og ængstelig tilbage)
(mildt og klagende)
i Graad.)
(smertelig bevæget.)
(springer op med barnlig Glæde)
(med et stærkt og stigende Udtryk af Forvildelse)
(ligeledes med et Udtryk af Forsagthed.)
(utaalmodigt.)
(seer sig om og kalder med dæmpet Stemme)
(stikker ubemærket Hovedet ud af Døren og
faar Øie paa Olaf.)
(afsides)
(afsides)
(afsides)
(afsides)
(høit, idet hun træder nærmere)
(forbauset.)
(begynder at fatte Sammenhængen)
(afsides)
(som er bleven alene tilbage)
og andre Smykker.)
(høit og med undertrykt Lidenskabelighed.)
(i heftigt Udbrud)
(trykker Hænderne mod Brystet.)
(med tilbagetrængt Forbittrelse)
(til de Omstaaende)
(afsides)
(med frembrydende Taarer)
(staa som forstenede med Udraabet:)
(hæver ham op.)
(afsides)
(til Fru Kirsten)
(forbittret.)
(kaster sig om hans Hals.)
(forskrækket.)
(sagte)
(kaster sig i hans Arme)
Faksimile
Olaf Liljekrans.
Skuespil i 3 Akter
Faksimile
2.
Personerne:
Fru Kirsten Liljekrans. ˹– – Md Jørgensen
˺
Olaf Liljekrans, hendes Søn
˹– Hr. Wiehe
˺
Arne fra Guldvik. ˹– – {–}
Hr. Jørgensen
˺
Ingeborg, hans Datter. ˹– – Md Wolff
˺
Hemming, hans Svend
˹– Hr. Wolff
˺
Thorg{
jerd
}ejr, en gammel Spillemand. ˹
Hr. Nielsen
˺
Alfhild. ˹– – Jfr: Svendsen,
˺
Bryllupsgjæster.
Slægtninge af Arne fra Guldvik.
Terner og Svende hos Fru Kirsten.
(Handlingen foregaaer i Middelalderen i en Fjeldbygd.)
Faksimile
3.
Første Akt.
(En tæt bevoxet Li, der fører op til høiere liggende
Fjeldegne; i en dyb Kløft løber en strid Elv fra
Baggrunden ud til Høire; over Elven ligge nogle gamle
Træstammer og andre Levninger af en forfalden Bro. Sto-
re Klippeblokke ligge adspredte i Forgrunden; langt bor-
te sees Toppene af høie Sneefjelde. Aftenrøden hviler
over Landskabet; senere kommer Maanen frem.)
Fjeldegne; i en dyb Kløft løber en strid Elv fra
Baggrunden ud til Høire; over Elven ligge nogle gamle
Træstammer og andre Levninger af en forfalden Bro. Sto-
re Klippeblokke ligge adspredte i Forgrunden; langt bor-
te sees Toppene af høie Sneefjelde. Aftenrøden hviler
over Landskabet; senere kommer Maanen frem.)
1ste Scene.
Thorg{
jerd
}ejr
(staaer paa et Klippestykke ved Elven og lytter til de
forskjellige Chor, som høres udenfor Skuepladsen.)
Chor af Fru Kirstens Følge
(dybt inde i Skoven tilvenstre.)
Med fromme Sange, med Klokkespil
Saa vide vi færdes i Dale;
Faksimile
4.
Du christne Mand, Du lytte dertil,
Vaagn op af den koglende Dvale!
Slægtninge af Arne fra Guldvik
(langt borte, udenfor til Høire.)
Nu Færden staaer
Til Bryllupsgaard;
Folen løber let under Lide!
Det drønner under Hov
I den grønne Skov,
Der de lystige Svende monne ride!
Fru Kirstens Følge
(lidt nærmere end før.)
Vi mane Dig frem af Houg og Fjeld,
Hvorhelst Du end sidder bunden;
Du vaagne derved, Du fri din Sjæl
Fra listige Alfer i Lunden!
Faksimile
5.
(Thorg{
jerd
}ejr forsvinder i Kløften, hvor Elven løber;
efter et raskt Mellemspil høres nærmere:)
efter et raskt Mellemspil høres nærmere:)
Arnes Slægtninge
Vor Vei vi korte med Skjemt og Sang,
Alt om den Brudenat!
Fru Kirstens Følge
Med Graad vi vandre den Dag saa lang,
Vi speide i Ur og i Krat!
Arnes Slægtninge
(i Nærheden, men stedse udenfor Scenen.)
Til Bryllupsgilde, til Spil og Dands
Stævne baade Terner og Drenge!
Fru Kirstens Følge
(nærmere end før)
Olaf Liljekrans! Olaf Liljekrans!
Hvi sover Du saa tungt og saa længe!
Faksimile
6.
2den Scene.
Arne fra Guldvik (viser sig med sine Slægtninge,
Mænd og Kvinder, Spillemænd o. s. v. i Baggrunden
til Høire paa den anden Side af Elven; de ere Alle i
Høitidsdragt.) Strax efter Hemming fra samme Side.
Mænd og Kvinder, Spillemænd o. s. v. i Baggrunden
til Høire paa den anden Side af Elven; de ere Alle i
Høitidsdragt.) Strax efter Hemming fra samme Side.
En af Følget
See her gaaer Veien!
En Anden
Nei her!
En Tredie
Vist ikke, her maa det være.
Arne fra Guldvik
See saa, staa vi nu fast igjen! (kalder) Hem-
ming! Hvor er Hemming?
ming! Hvor er Hemming?
Hemming
(træder ind)
Her!
Faksimile
7.
Arne
.Har jeg ikke sagt, Du skal holde Dig nær hos
for at gaa mig tilhaande.
for at gaa mig tilhaande.
Hemming
Det var Jomfru Ingeborg – hun vilde, – og saa –
Arne
(ærgerlig)
Jomfru Ingeborg! Jomfru Ingeborg! Er Du Jom-
fru Ingeborgs Terne? Du er min Riddersvend, Du
skal tjene mig, faaer Du ikke Kost og Løn derfor?
Naa, sig os hvor Veien gaaer, vi sidde fast!
fru Ingeborgs Terne? Du er min Riddersvend, Du
skal tjene mig, faaer Du ikke Kost og Løn derfor?
Naa, sig os hvor Veien gaaer, vi sidde fast!
Hemming
(uvis)
Veien? Ja, jeg er lidet kjendt heroppe, men –
Arne
.Kunde jeg ikke tænke det, det er altid den
Gavn jeg har af Dig! Ja, saa maa vi holde
til i Ødemarken i Nat, saasandt jeg hedder
Arne fra Guldvik.
Faksimile
8.
Gavn jeg har af Dig! Ja, saa maa vi holde
til i Ødemarken i Nat, saasandt jeg hedder
Arne fra Guldvik.
Hemming
(der imidlertid har faaet Øie paa Levningerne af
Broen.)
Ei, det har liden Nød, her komme vi over!
Arne
.Hvorfor siger Du saa ikke det strax.
Alle
(gaa over Elven og komme ned i Forgrunden.)
Arne
(seer sig om)
Ja, nu kjender jeg mig igjen. Elven der er
Grændseskjællet mellem mine og Fru Kirstens Ene-
mærker. (Peger til Venstre) Dernede ligger
hendes Gaard; om en Time eller to kan vi sidde
lunt i Brudehuset, men saa maa vi ogsaa rappe
os. (kalder) Ingeborg! – Hemming! hvor er
nu Ingeborg igjen?
Grændseskjællet mellem mine og Fru Kirstens Ene-
mærker. (Peger til Venstre) Dernede ligger
hendes Gaard; om en Time eller to kan vi sidde
Faksimile
9.
lunt i Brudehuset, men saa maa vi ogsaa rappe
os. (kalder) Ingeborg! – Hemming! hvor er
nu Ingeborg igjen?
Hemming
.Bagved, oppe i Lien. (viser til Høire.) Hun leger
med sine Brudepiger; grønne Kviste hente de ned
fra Hæggetræerne og jages dermed under Lyst og Latter.
med sine Brudepiger; grønne Kviste hente de ned
fra Hæggetræerne og jages dermed under Lyst og Latter.
Arne
(forbittret, men med dæmpet Stemme.)
Hemming! dette Bryllup gjør mig helseløs, saa-
megen Harme voldes mig derved. (seer udad
til Høire) Der rende de, see, nei see kun! Det
var hende, som fandt paa, at vi skulde tage
over Fjeldet, istedetfor at følge Veien, saa kom
vi snarere frem, mente hun, og ikke desmindre
saa – hu! jeg kunde blive gal derover; alt
imorgen skal hun for Alteret; er det de høviske
Sæder, hun skulde beflitte sig paa! Hvad vil
Fru Kirsten sige, naar hun finder min Datter
saa ilde optugtet. (da Hemming vil tale) Ja,
for det er hun; hun er ilde optugtet, siger jeg.
megen Harme voldes mig derved. (seer udad
til Høire) Der rende de, see, nei see kun! Det
var hende, som fandt paa, at vi skulde tage
over Fjeldet, istedetfor at følge Veien, saa kom
vi snarere frem, mente hun, og ikke desmindre
saa – hu! jeg kunde blive gal derover; alt
Faksimile
10.
imorgen skal hun for Alteret; er det de høviske
Sæder, hun skulde beflitte sig paa! Hvad vil
Fru Kirsten sige, naar hun finder min Datter
saa ilde optugtet. (da Hemming vil tale) Ja,
for det er hun; hun er ilde optugtet, siger jeg.
Hemming
.Huusbond! I skulde aldrig giftet Jer Datter
ind i Fru Kirstens Æt. Fru Kirsten og hendes
Frænder ere høibaarne Folk og –
ind i Fru Kirstens Æt. Fru Kirsten og hendes
Frænder ere høibaarne Folk og –
Arne
.Du er dum, Hemming! «høibaaren, høibaaren!»
jo, det skal godt forslaa; det hverken gjøder eller
føder nogen Mand. Er Fru Kirsten høibaaren,
saa er jeg rig; jeg har Guld paa Kistebunden
og Sølv i Skabet.
jo, det skal godt forslaa; det hverken gjøder eller
føder nogen Mand. Er Fru Kirsten høibaaren,
saa er jeg rig; jeg har Guld paa Kistebunden
og Sølv i Skabet.
Faksimile
11.
Hemming
.Ja, men Eders Grander gjør sig lystige over det
Forlig, som I har sluttet med hende.
Forlig, som I har sluttet med hende.
Arne
.Ha, ha, lad dem det, det kommer af, at de unde
mig ilde!
mig ilde!
Hemming
De sige, at I har givet Slip paa Jer lovlige Ret
for at faa Jomfru Ingeborg gift med Olaf Lilje-
krans; ja, jeg skulde vel ikke nævne det; men
der er gjort en Nidvise om Jer, Huusbond!
for at faa Jomfru Ingeborg gift med Olaf Lilje-
krans; ja, jeg skulde vel ikke nævne det; men
der er gjort en Nidvise om Jer, Huusbond!
Arne
.Det er Løgn i din Hals! der er Ingen som
tør gjøre Nidviser om Arne fra Guldvik. Jeg
har Magt; jeg kan jage dem fra Huus og
Gaard, saasnart det lyster mig. Nidvise!
jo, Du skjønner Dig godt paa Nidviser! – Har
de gjort Viser, saa er det til Hæder for Bruden
og hende{ <...> }s Fader! (opbrusende) Men det er en us-
sel Vise forresten, ret en ussel Vise, siger jeg
Dig; det er ingen kvædekyndig Mand, som har
sat den sammen, og faaer jeg engang Tag i ham
saa –
tør gjøre Nidviser om Arne fra Guldvik. Jeg
har Magt; jeg kan jage dem fra Huus og
Gaard, saasnart det lyster mig. Nidvise!
Faksimile
12.
jo, Du skjønner Dig godt paa Nidviser! – Har
de gjort Viser, saa er det til Hæder for Bruden
og hende{ <...> }s Fader! (opbrusende) Men det er en us-
sel Vise forresten, ret en ussel Vise, siger jeg
Dig; det er ingen kvædekyndig Mand, som har
sat den sammen, og faaer jeg engang Tag i ham
saa –
Hemming
.Ei, Huusbond! saa kjender I den da? Er der
Nogen, som har dristet sig til at synge den for
Jer?
Nogen, som har dristet sig til at synge den for
Jer?
Arne
.Synge, synge; staa nu ikke der og hold mig
op med Snak. (til de Andre) Afsted, mine Frænder,
lidet maa vi dvæle, ifald vi skal række frem
til Brudehuset før Midnat. I skulde hørt,
hvad Hemming fortæller. Han siger, der gaaer
et sikkert Ord om, at Fru Kirsten har baade bryg-
get og baget i fem fulde Dage for at tage imod
os med Ære; er det ikke sandt, Hemming?
op med Snak. (til de Andre) Afsted, mine Frænder,
lidet maa vi dvæle, ifald vi skal række frem
til Brudehuset før Midnat. I skulde hørt,
Faksimile
13.
hvad Hemming fortæller. Han siger, der gaaer
et sikkert Ord om, at Fru Kirsten har baade bryg-
get og baget i fem fulde Dage for at tage imod
os med Ære; er det ikke sandt, Hemming?
Hemming
.Jo, Huusbond!
Arne
Han siger, hun eier ikke det Sølvkruus saa ko-
steligt, at hun jo sætter det paa Bordet baade
blankt og pudset; saa prægtigt et Gilde har hun
ikke beredt, siden Kongen gjæstede hendes salig
Herre for tyve Aar siden; er det ikke sandt,
Hemming?
steligt, at hun jo sætter det paa Bordet baade
blankt og pudset; saa prægtigt et Gilde har hun
ikke beredt, siden Kongen gjæstede hendes salig
Herre for tyve Aar siden; er det ikke sandt,
Hemming?
Hemming
Jo, Huusbond! (hviskende) Men Huusbond!
det er ilde betænkt at sige Sligt; Fru Kirsten
er hoffærdig over sin Byrd; hun mener der times
Jer en Hæder ved dette Giftermaal, lidet kan I vide,
hvorlunde hun agter at tee sig mod sine Gjæster.
det er ilde betænkt at sige Sligt; Fru Kirsten
Faksimile
14.
er hoffærdig over sin Byrd; hun mener der times
Jer en Hæder ved dette Giftermaal, lidet kan I vide,
hvorlunde hun agter at tee sig mod sine Gjæster.
Arne
.
(sagte)
Ei hvilken Snak! (til de Andre.) Han siger
Fru Kirsten har ingen Ro paa sig; baade
Dag og Nat færdes hun i Fadebuur og i Kjælder.
Er det ikke –? (studsende idet han seer ud
til Venstre.) Hemming! hvad er det? See
hid, hvo kommer der?
Fru Kirsten har ingen Ro paa sig; baade
Dag og Nat færdes hun i Fadebuur og i Kjælder.
Er det ikke –? (studsende idet han seer ud
til Venstre.) Hemming! hvad er det? See
hid, hvo kommer der?
Hemming
(med et Udraab.)
Fru Kirsten Liljekrans!
Alle
(forbausede)
Fru Kirsten!
Faksimile
15.
3die Scene.
De Forrige. Fru Kirsten (kommer med sine
Huuskarle fra Venstre.)
Huuskarle fra Venstre.)
Fru Kirsten
(til sit Følge, uden at bemærke de Andre.)
Nu, kun et Stykke længere frem, saa veed jeg
vist han maa findes. (farer sammen, afsides.)
Arne fra Guldvik! Himlen staa mig nu bi!
vist han maa findes. (farer sammen, afsides.)
Arne fra Guldvik! Himlen staa mig nu bi!
Arne
(idet han gaaer hende imøde.)
Gudsfred, Fru Kirsten Liljekrans!
Fru Kirsten
(fatter sig og rækker ham Haanden.)
Gudsfred igjen! (afsides) Skulde han Intet vide?
Arne
(vedbliver fornøiet.)
Faksimile
16.
Og vel mødt ved Grændseskjællet! See, det maa
jeg lide; men fast for stor er den Hæder, I vi-
ser mig!
jeg lide; men fast for stor er den Hæder, I vi-
ser mig!
Fru Kirsten
.Hvad mener I?
Arne
.Jeg mener, for stor er den Hæder, I viser mig,
naar I drager milevidt afsted igjennem Lier og
Ødemarker for at byde mig Velkommen paa
Eders Grund.
naar I drager milevidt afsted igjennem Lier og
Ødemarker for at byde mig Velkommen paa
Eders Grund.
Fru Kirsten
Ei, Herr Arne! (afsides) Han veed Intet endnu!
Arne
.Og det paa en Dag som denne, da I har fuldt
op at agte paa; det er jo hos Jer vore Børns
Bryllup skal holdes, eftersom min Gaard ligger
for langt fra Kirken, og dog kommer I mig
imøde med alle Eders Karle.
op at agte paa; det er jo hos Jer vore Børns
Bryllup skal holdes, eftersom min Gaard ligger
Faksimile
17.
for langt fra Kirken, og dog kommer I mig
imøde med alle Eders Karle.
Fru Kirsten
(forlegen.)
Jeg beder Jer, tal ikke mere derom.
Arne
.Jo, jeg vil tale høit derom; Bygdens Folk har
sagt, at I hovmoder Jer af Eders høie Byrd, at
I lader haant om mig og Mine, og at I kun slut-
tede Forliget for at ende de lange Tvistigheder,
som faldt Jer til Besvær, nu da I var bleven
Enke og tog til at ældes; og havde ikke det
været, saa skulde I aldrig –
sagt, at I hovmoder Jer af Eders høie Byrd, at
I lader haant om mig og Mine, og at I kun slut-
tede Forliget for at ende de lange Tvistigheder,
som faldt Jer til Besvær, nu da I var bleven
Enke og tog til at ældes; og havde ikke det
været, saa skulde I aldrig –
Fru Kirsten
Hvor gider I lytte til, hvad onde Tunger kan
spinde sammen. Ikke vil vi mere tænke paa
Tvistighederne, som nu har varet ved siden Jer
Stamfaders Tid. Jeg mener, vore Ætter har lidt
tungt nok derunder, Eders saavel som min. See Jer
om, Herr Arne! Er ikke Lien her at ligne med de
vildeste Udmarker, og i vore Fædres Dage var
her dog folksomt og rigt. En Bro var lagt over
Elven, og Vei gik der fra Guldvik til min Faders
Huus. Men med Ild og Sværd drog de frem fra
begge Sider; de lagde øde Alt hvad de traf paa;
thi det tyktes dem, at de var hinanden for nære
Grander. Nu voxer der alleslags Urter i Al-
farveien, Broen er brækket ned, og det er kun
Ulv og Bjørn, som holde tilhuse herinde.
spinde sammen. Ikke vil vi mere tænke paa
Faksimile
18.
Tvistighederne, som nu har varet ved siden Jer
Stamfaders Tid. Jeg mener, vore Ætter har lidt
tungt nok derunder, Eders saavel som min. See Jer
om, Herr Arne! Er ikke Lien her at ligne med de
vildeste Udmarker, og i vore Fædres Dage var
her dog folksomt og rigt. En Bro var lagt over
Elven, og Vei gik der fra Guldvik til min Faders
Huus. Men med Ild og Sværd drog de frem fra
begge Sider; de lagde øde Alt hvad de traf paa;
thi det tyktes dem, at de var hinanden for nære
Grander. Nu voxer der alleslags Urter i Al-
farveien, Broen er brækket ned, og det er kun
Ulv og Bjørn, som holde tilhuse herinde.
Arne
.Ja, de lagde Veien nedenom Fjeldet; den er en
god Deel længer og der kunde de bedre holde
Øie med hinanden; men det trænge vi nu lidet
til, som godt og vel er for os Begge.
god Deel længer og der kunde de bedre holde
Faksimile
19.
Øie med hinanden; men det trænge vi nu lidet
til, som godt og vel er for os Begge.
Fru Kirsten
Tilvisse, tilvisse! Men Ingeborg, Bruden, hvor
har I hende? Jeg seer hende ei, og Brudepigerne
fattes med; skulde hun ikke –
har I hende? Jeg seer hende ei, og Brudepigerne
fattes med; skulde hun ikke –
Arne
.Hun følger efter; ret nu maa hun komme.
Men – ja, hør, Fru Kirsten! Een Ting vil jeg
sige Jer, ligesaagodt først som sidst, skjøndt
I sagtens veed det kan jeg tro. Ingeborg har
stundom Nykker og Luner – jeg svær Jer til,
hun har det, saa vel optugtet hun end kan være.
Men – ja, hør, Fru Kirsten! Een Ting vil jeg
sige Jer, ligesaagodt først som sidst, skjøndt
I sagtens veed det kan jeg tro. Ingeborg har
stundom Nykker og Luner – jeg svær Jer til,
hun har det, saa vel optugtet hun end kan være.
Fru Kirsten
(spændt.)
Nu, hvad saa? (afsides) Skulde hun ogsaa –
Faksimile
20.
Arne
.Sligt maa I tæmme; mig, som hendes Fader,
vil det ikke ret lykkes, men I finder vel Raad.
vil det ikke ret lykkes, men I finder vel Raad.
Fru Kirsten
Ei vær I kun tryg. (afsides) Og Olaf som
ikke er at see!
ikke er at see!
Hemming
(der har seet ud til Høire.)
Der kommer Jomfru Ingeborg! (afsides) Hvor
fager skrider hun forrest i Flokken!
fager skrider hun forrest i Flokken!
Fru Kirsten
(sagte til sine Svende)
I tie vel med vort Ærinde heroppe.
En Svend
.Det kan I lide paa!
Faksimile
21.
Hemming
(afsides, sukkende, idet han fremdeles seer ud til Høire.)
Lyksalig er Olaf, der skal eie hende!
4de Scene.
De Forrige. Ingeborg og Brudepigerne
komme over Broen.)
komme over Broen.)
Ingeborg
(endnu i Baggrunden)
Hvi løbe I fra mig? Hvad skal det gavne; der
bliver dog Intet af, før jeg kommer. (bemærker Fru
Kirsten og hendes Følge.) Fru Kirsten! er I her?
see det maa jeg lide. (raskt i Forbigaaende til Følget.)
Min Hilsen til Jer Alle! (til Fru Kirsten, idet
hun seer sig om.) Men Olaf, hvor har I ham?
bliver dog Intet af, før jeg kommer. (bemærker Fru
Kirsten og hendes Følge.) Fru Kirsten! er I her?
see det maa jeg lide. (raskt i Forbigaaende til Følget.)
Min Hilsen til Jer Alle! (til Fru Kirsten, idet
hun seer sig om.) Men Olaf, hvor har I ham?
Fru Kirsten
Olaf! (afsides.) O vee! nu bryder det løs!
Faksimile
22.
Arne
.Ja, forsandt, Olaf! Ha, ha, ha! Jeg maa være
blind; godt er det at Bruden seer desbedre; thi
ikke har jeg agtet paa at Brudgommen fattedes;
men nu skjønner jeg heel vel, hvi det kommer
sig at vi mødes her, – det er ham som volder at –
blind; godt er det at Bruden seer desbedre; thi
ikke har jeg agtet paa at Brudgommen fattedes;
men nu skjønner jeg heel vel, hvi det kommer
sig at vi mødes her, – det er ham som volder at –
Fru Kirsten
Ham – I mener – I veed at –
Arne
.Jeg mener, at Tiden er falden ham for lang
dernede i Gildestuen. Jo, jo, jeg mindes nok fra
min egen Høitidsdag; dengang var jeg ogsaa
ung. Stærkt har det lystet ham at møde Bru-
den saasnart skee kunde, og saa fik han Jer
til at følge med.
dernede i Gildestuen. Jo, jo, jeg mindes nok fra
min egen Høitidsdag; dengang var jeg ogsaa
ung. Stærkt har det lystet ham at møde Bru-
den saasnart skee kunde, og saa fik han Jer
til at følge med.
Faksimile
23.
Fru Kirsten
Stærkt lystede det ham vist at møde Bruden, men –
Ingeborg
.Hvad nu?
Fru Kirsten
Ikke er Olaf med heroppe.
Hemming
(nærmer sig.)
Ei med!
Arne
.Og hvorfor ikke?
Ingeborg
.I sige frem, jeg beder Jer!
Fru Kirsten
(tvungen, spøgende)
Forsand, det lader som Bruden ogsaa længes!
Følg med, følg med til Bryllupsgaarden, der
tænker jeg vel han maa findes.
Faksimile
24.
Følg med, følg med til Bryllupsgaarden, der
tænker jeg vel han maa findes.
Hemming
(hviskende til Arne.)
Huusbond! kom ihu, jeg har varet Jer ad.
Arne
(mistænkeligt til Fru Kirsten.)
Svar først, saa skal vi følge!
Fru Kirsten
Nu da, – han er reden sig ud for at jage.
(Idet hun vil gaa.) Kom nu, det tager stærkt
til at mørknes.
(Idet hun vil gaa.) Kom nu, det tager stærkt
til at mørknes.
Ingeborg
.At jage?
Fru Kirsten
Ei! Kan det undre Jer? I kjender vel Visen:
Faksimile
25.
«Den Riddersmand lyster at ride sig i Lunde,
At prøve sine Heste og Hunde!»
Ingeborg
.Agter han sin unge Brud saa ringe at han
nytter Bryllupsdagene til at vejde Dyr.
nytter Bryllupsdagene til at vejde Dyr.
Fru Kirsten
Nu skjæmter I? Kom med, kom med!
Arne
.
(der imidlertid har holdt Øie med Fru Kir-
sten og hendes Følge.)
Nei, vent Fru Kirsten! Vel tør jeg ikke
maale mig med Jer i Kløgt, men Eet skjel-
ner jeg dog klarligen, og det er, at I døl-
ger Jert rette Ærinde heroppe.
maale mig med Jer i Kløgt, men Eet skjel-
ner jeg dog klarligen, og det er, at I døl-
ger Jert rette Ærinde heroppe.
Fru Kirsten
(truffen)
Jeg! Hvor kan I tro?
Faksimile
26.
Arne
.Paa Store og Smaa kan jeg mærke, at der er No-
get I ei vil ud med. I er sært forstemt og
dog stiller I Jer an, som om I var skjæmtsom til-
sinde; men det har ingen Art –
get I ei vil ud med. I er sært forstemt og
dog stiller I Jer an, som om I var skjæmtsom til-
sinde; men det har ingen Art –
Fru Kirsten
.Ikke er det nyt, at I tænker ilde om mig og mine.
Arne
.Kan være; men ingentid gjorde jeg det uden
skjællig Grund. (udbrydende) Saasandt jeg lever,
der er Noget I dølger for mig!
skjællig Grund. (udbrydende) Saasandt jeg lever,
der er Noget I dølger for mig!
Fru Kirsten
(afsides.)
Hvad vil her følge paa?
Arne
.Jeg lod mig daare af Jer, men nu seer jeg grant
nok. I sagde, at I kom for at hilse mig ved
Grændseskjællet, hvor vidste I da at vi tog Veien
over Fjeldene? Det var Ingeborg som vilde det
saa, da vi reiste fra Guldvik, og Ingen kunde mel-
de Jer derom. (da Fru Kirsten ikke svarer) I
tier, det tænkte jeg nok.
Faksimile
27.
nok. I sagde, at I kom for at hilse mig ved
Grændseskjællet, hvor vidste I da at vi tog Veien
over Fjeldene? Det var Ingeborg som vilde det
saa, da vi reiste fra Guldvik, og Ingen kunde mel-
de Jer derom. (da Fru Kirsten ikke svarer) I
tier, det tænkte jeg nok.
Hemming
(dæmpet.)
Seer I vel, Huusbond! Vil I nu sande mine Ord?
Arne
(ligesaa)
Ti stille!
Fru Kirsten
(der imidlertid har fattet sig.)
Nuvel, Herr Arne! ærligt vil jeg tale Jer til;
lad saa Lykken raade for Resten.
lad saa Lykken raade for Resten.
Faksimile
28.
Arne
Saa sig da –
Ingeborg
Hvad mener I?
Fru Kirsten
Ved Ord og Haandslag er Forliget sluttet mel-
lem os, mange hæderlige Mænd seer jeg her
som k{ <...> }an vidne i den Sag. Olaf, min Søn,
skulde ægte Jer Datter, hos mig skulde Gildet
holdes imorgen –
lem os, mange hæderlige Mænd seer jeg her
som k{ <...> }an vidne i den Sag. Olaf, min Søn,
skulde ægte Jer Datter, hos mig skulde Gildet
holdes imorgen –
Arne
(utaalmodig)
Javist, javist!
Fru Kirsten
.Skjændsel over den, der bryder sit Ord, men –
– –
– –
Faksimile
29.
Arne
og Gjæsterne
.Hvad nu? Sig frem!
Fru Kirsten
Ikke kan Brylluppet holdes imorgen, som beslut-
tet var.
tet var.
Arne
.Ikke holdes?
Fru Kirsten
Vi maa vente dermed!
Hemming
.Ha, Tort og Skam!
Ingeborg
.Ei Bryllup?
Arne
.Forbandet være I, at I sviger mig!
Faksimile
30.
Gjæsterne
(truende, idet Flere trække deres Knive og styrte
ind paa Fru Kirstens Folk:)
Hævn! Hævn! over Liljekransætten!
Fru Kirstens Svende
(hæve Øxerne og sætte sig til Modværge)
Slaa til! Ned med Mændene fra Guldvik!
Fru Kirsten
(kaster sig mellem de Stridende)
Hold inde, hold inde! jeg beder Jer derom. –
Herr Arne! I høre mig tilende førend I døm-
mer min Færd.
Herr Arne! I høre mig tilende førend I døm-
mer min Færd.
Arne
(der har søgt at berolige sine Frænder, nærmer
sig Fru Kirsten og siger med dæmpet Stemme,
idet han søger at betvinge det indre Oprør, der
Faksimile
31.
dog er synligt hos ham.)
I forlade mig, Fru
Kirsten! jeg var for rap i min Vrede. Havde
jeg tænkt mig om, saa maatte jeg vel skjønne,
at det Alt tilhobe var Jert Skjæmt; jeg beder
Jer, sig mig ikke imod, saa maa det være! Ei
Bryllup imorgen, – hvor kunde Sligt hændes! –
Trænger I Øl og Mjød, skorter det Jer paa Sølv
eller blommede Liinklæder, saa kom I til mig!
Kirsten! jeg var for rap i min Vrede. Havde
jeg tænkt mig om, saa maatte jeg vel skjønne,
at det Alt tilhobe var Jert Skjæmt; jeg beder
Jer, sig mig ikke imod, saa maa det være! Ei
Bryllup imorgen, – hvor kunde Sligt hændes! –
Trænger I Øl og Mjød, skorter det Jer paa Sølv
eller blommede Liinklæder, saa kom I til mig!
Fru Kirsten
Ikke er det Fattigmands Huus I gifter Jer
Datter ind i, Herr Arne! Mød I frem til
Gildet med alle Eders Frænder og Venner, ja, kom
med trefold saamange om det lyster Jer, – hos
mig skal I finde baade Huusrum og Bryllupskost,
saameget I vil tære. Tro aldrig at slig uhæderlig
Aarsag kunde hindre mig.
Datter ind i, Herr Arne! Mød I frem til
Gildet med alle Eders Frænder og Venner, ja, kom
med trefold saamange om det lyster Jer, – hos
mig skal I finde baade Huusrum og Bryllupskost,
saameget I vil tære. Tro aldrig at slig uhæderlig
Aarsag kunde hindre mig.
Faksimile
32.
Arne
.I har da skiftet Sind, kan hænde?
Fru Kirsten
Ei heller det. Har jeg givet mit Ord, saa er
jeg ogsaa rede til at holde det, og det ligesaa
gjerne idag som imorgen; thi saa var stedse Sæd
og Skik i min Æt. Men i denne Sag staaer
det ikke til mig; det skorter paa En –
jeg ogsaa rede til at holde det, og det ligesaa
gjerne idag som imorgen; thi saa var stedse Sæd
og Skik i min Æt. Men i denne Sag staaer
det ikke til mig; det skorter paa En –
Ingeborg
Paa En? Paa hvem? Vel skulde jeg mene
at naar Bruden er rede saa –
at naar Bruden er rede saa –
Fru Kirsten
Til Brudefærd er To fornødne, Brudgommen saa-
vel som Bruden –
vel som Bruden –
Arne
og Gjæsterne
Olaf!
Faksimile
33.
Ingeborg
Min Fæstemand!
Fru Kirsten
Ja, han min Søn, – inat er han flygtet baade
fra Hjem og Brud!
fra Hjem og Brud!
Gjæsterne
Flygtet!
Arne
.Flygtet! Han!
Fru Kirsten
Saasandt jeg haaber Himlens Naade, jeg har ei
Deel deri!
Deel deri!
Arne
(med indædt Forbittrelse)
Og alt imorgen skulde Brylluppet holdes! Min
Datter klæder sig i Gyldenskrud, Budsending har
jeg skikket Bygden rundt, mine Venner og Frænder
stævne langveisfra for at møde frem til Gildet.
(opbrusende) Ha, agt Jer vel, om Arne fra Guldvik
stilles til Spot og Spee for sine Grander; lidet
skal det baade Jer, det sværger jeg høit og dyrt!
Datter klæder sig i Gyldenskrud, Budsending har
Faksimile
34.
jeg skikket Bygden rundt, mine Venner og Frænder
stævne langveisfra for at møde frem til Gildet.
(opbrusende) Ha, agt Jer vel, om Arne fra Guldvik
stilles til Spot og Spee for sine Grander; lidet
skal det baade Jer, det sværger jeg høit og dyrt!
Fru Kirsten
Uskjællig Grund er det I bygger paa, om I kunde
tro at – –
tro at – –
Arne
.Sig ikke saa, Fru Kirsten, sig ikke saa! Vi
To har en gammel Regning at klare med hinanden;
det er ikke førstegang at I lægger listige Snarer
for mig og mine. Guldviksætten har længe maat-
tet holde for, naar I og Jere Frænder pønsede
paa Underfundighed og List! Magten havde vi,
vi havde Gods og Penge med; men I var os for
snedige. I vidste at lokke os med daarende Ord
og Talemaader, – det er Varer som jeg lidet mæg-
ter at værdsætte, som det bør sig.
To har en gammel Regning at klare med hinanden;
det er ikke førstegang at I lægger listige Snarer
for mig og mine. Guldviksætten har længe maat-
tet holde for, naar I og Jere Frænder pønsede
paa Underfundighed og List! Magten havde vi,
vi havde Gods og Penge med; men I var os for
Faksimile
35.
snedige. I vidste at lokke os med daarende Ord
og Talemaader, – det er Varer som jeg lidet mæg-
ter at værdsætte, som det bør sig.
Fru Kirsten
.Herr Arne! I høre mig!
Arne
(vedblivende.)
Grant seer jeg nu, jeg har baaret mig ad, som
Manden, der byggede sit Huus paa Iisflaket: Tø-
veir kom og saa gik han tilbunds. Men liden Gam-
men skal I have deraf. Til Jer vil jeg holde
mig, Fru Kirsten! I maa svare for Jer Søn, Eder
var det som beilede for ham, Eders Sag bliver
det at holde det Ord som er givet mig! En Daa-
re var jeg, ja tifold en Daare, at jeg slog Lid
til Eders glatte Tunge. De, der meente mig det
ærligt, varede mig ad, mine Avindsmænd spottede
mig; men lidet agtede jeg begge Dele. Jeg tog
mine Høitidsklæder paa, samlede Frænder og Venner;
med Sang og Leg drog vi til Gildehuset, og saa, –
saa er Brudgommen rømt!
Manden, der byggede sit Huus paa Iisflaket: Tø-
veir kom og saa gik han tilbunds. Men liden Gam-
men skal I have deraf. Til Jer vil jeg holde
mig, Fru Kirsten! I maa svare for Jer Søn, Eder
var det som beilede for ham, Eders Sag bliver
det at holde det Ord som er givet mig! En Daa-
re var jeg, ja tifold en Daare, at jeg slog Lid
til Eders glatte Tunge. De, der meente mig det
Faksimile
36.
ærligt, varede mig ad, mine Avindsmænd spottede
mig; men lidet agtede jeg begge Dele. Jeg tog
mine Høitidsklæder paa, samlede Frænder og Venner;
med Sang og Leg drog vi til Gildehuset, og saa, –
saa er Brudgommen rømt!
Ingeborg
.Ikke gaaer jeg til Kirken med ham, der holder
mig saalidet værd.
mig saalidet værd.
Arne
.Ti stille!
Hemming
(sagte til Arne)
Jomfru Ingeborg har Ret, bedst er det I bry-
der Forliget.
der Forliget.
Arne
Ti stille, siger jeg.
Faksimile
37.
Fru Kirsten
(til Arne.)
Vel maa Jert Sind fyldes med Harm og Vrede; men
holder I mig svigfuld i Hu, da gjør I mig Uskjæl,
mere end billigt kan være. I mener der føres en
underfundig Leg med Jer; men sig mig, hvad skulde
friste mig og min Søn til Sligt? Har han ikke
Ingeborg kjær; hvor kunde han kaare sig en be-
dre Brud? Er hun ikke vakker og djærv? Er
hendes Fader ikke rig og mægtig? Nævnes ikke
hendes Slægt med hæderlige Ord, saalangt den er kjendt?
holder I mig svigfuld i Hu, da gjør I mig Uskjæl,
mere end billigt kan være. I mener der føres en
underfundig Leg med Jer; men sig mig, hvad skulde
friste mig og min Søn til Sligt? Har han ikke
Ingeborg kjær; hvor kunde han kaare sig en be-
dre Brud? Er hun ikke vakker og djærv? Er
hendes Fader ikke rig og mægtig? Nævnes ikke
hendes Slægt med hæderlige Ord, saalangt den er kjendt?
Arne
.Men hvor kunde saa Olaf –
Fru Kirsten
Den Lod jeg har fristet er værre end I mener.
I vil ynke mig og ikke vredes naar I faaer det at
høre. – Fra Solen randt imorges har jeg nu fær-
dedes heroppe for at finde ham igjen.
I vil ynke mig og ikke vredes naar I faaer det at
Faksimile
38.
høre. – Fra Solen randt imorges har jeg nu fær-
dedes heroppe for at finde ham igjen.
Arne
.Heroppe?
Fru Kirsten
Ja, heroppe! for I maa da vide – I vil ræddes
derved – men ligegodt, – Olaf er bjergtagen!
derved – men ligegodt, – Olaf er bjergtagen!
Gjæsterne
Bjergtagen!
Ingeborg
(paa samme Tid.)
Fri mig Gud!
Arne
.Hvad siger I, Fru Kirsten?
Fru Kirsten
Han er bjergtagen! Ei, kan det være andet. –
For tre Uger siden da Fæstensøllet var drukket
paa Guldvik, kom han ikke hjem før langt ud
paa den næste Dag. Bleg var han og stur og
stille med, som jeg aldrig før havde seet ham.
Saadan gik nu Dagene, lidet talte han, i Sengen
laa han for det meste og vendte Hovedet ifra;
men led det tilkvælds, da var det ret som en sælsom
Uro kom over ham, da sadlede han sin Hest og
red fra Gaarden, langt op i Lierne; men der var
Ingen som turde følge ham og Ingen vidste hvor
han videre drog hen. Tro mig, det er onde Vætter
som har koglet hans Sind; stor er den Magt
de øve herinde; fra den Tid den store Landfar-
sot gik over Bygderne var det aldrig ret trygt
her i Fjeldet; der gaaer jo fast ingen Dag uden
at Sæterjenterne hører sælsomt Spil og Strengeleg,
skjøndt intet Menneske færdes der hvor det kom-
mer fra.
Faksimile
39.
For tre Uger siden da Fæstensøllet var drukket
paa Guldvik, kom han ikke hjem før langt ud
paa den næste Dag. Bleg var han og stur og
stille med, som jeg aldrig før havde seet ham.
Saadan gik nu Dagene, lidet talte han, i Sengen
laa han for det meste og vendte Hovedet ifra;
men led det tilkvælds, da var det ret som en sælsom
Uro kom over ham, da sadlede han sin Hest og
red fra Gaarden, langt op i Lierne; men der var
Ingen som turde følge ham og Ingen vidste hvor
han videre drog hen. Tro mig, det er onde Vætter
som har koglet hans Sind; stor er den Magt
de øve herinde; fra den Tid den store Landfar-
sot gik over Bygderne var det aldrig ret trygt
her i Fjeldet; der gaaer jo fast ingen Dag uden
at Sæterjenterne hører sælsomt Spil og Strengeleg,
Faksimile
40.
skjøndt intet Menneske færdes der hvor det kom-
mer fra.
Arne
.Bjergtagen; skulde Sligt være tænkeligt.
Fru Kirsten
.Give Gud det ikke var; men ei kan jeg mere
tvivle derpaa. Tre Døgn er det nu siden han
sidst var hjemme.
tvivle derpaa. Tre Døgn er det nu siden han
sidst var hjemme.
Arne
.Og intetsteds har I spurgt hvor han færdes?
Fru Kirsten
Ak nei, det er ikke saavel. Heroppe saae en
Skytte ham igaar; men han var vild og sky
som Renen; alleslags Urter havde han plukket,
og dem strøede han ud for sig hvor han gik og
stod, og alt imens hviskede han sælsomme Ord der-
til. Saasnart det blev mig sagt drog jeg ud med
mine Folk, men vi har Intet fundet.
Skytte ham igaar; men han var vild og sky
som Renen; alleslags Urter havde han plukket,
og dem strøede han ud for sig hvor han gik og
stod, og alt imens hviskede han sælsomme Ord der-
Faksimile
41.
til. Saasnart det blev mig sagt drog jeg ud med
mine Folk, men vi har Intet fundet.
Ingeborg
Og Ingen traf I som kunde sige Jer –
Fru Kirsten
I veed jo, Lien ligger øde!
Arne
.
(der har faaet Øie paa Thorg{ jerd }ejr som stiger op
fra Elven)
Der kommer dog En, ham vil jeg
spørge ad.
spørge ad.
Hemming
(ængstelig)
Huusbond! Huusbond!
Arne
.Hvad nu?
Faksimile
42.
Hemming
.Lad ham gaa; seer I ikke hvem det er.
Gjæsterne
og Fru Kirstens Svende
(hviskende mellem hverandre)
Thorg{
jerd
}ejr Spillemand! Den gale Thorg{
jerd
}ejr!
Ingeborg
Han har lært Nøkkens Sange.
Hemming
Lad ham gaa, lad ham gaa!
Arne
.Ei, om han saa var Nøkken selv –
5te Scene.
De Forrige. Thorg{
jerd
}ejr (er imidlertid gaaet
henimod Udkanten til Venstre; ved Arnes sidste
Ord vender han sig pludselig som om han var
bleven tiltalt.)
henimod Udkanten til Venstre; ved Arnes sidste
Ord vender han sig pludselig som om han var
bleven tiltalt.)
Faksimile
43.
Thorg{
jerd
}ejr
(idet han træder et Par Skridt nærmere)
Hvad vil Du mig?
Arne
(studsende)
Hvad er det?
Hemming
.Der kan I høre!
Arne
.Lad mig raade. (til Thorg{
jerd
}ejr.) Vi søge Olaf
Liljekrans, har Du mødt ham herinde idag?
Liljekrans, har Du mødt ham herinde idag?
Thorg{
jerd
}ejr
Olaf Liljekrans?
Fru Kirsten
Nu ja, Du kjender ham vel.
Faksimile
44.
Thorg{
jerd
}ejr
Er det ikke en af de onde Mænd derude fra
Bygderne?
Bygderne?
Fru Kirsten
.Onde?
Thorg{
jerd
}ejr
Der er de Alle onde! Olaf Liljekrans bander
Smaafuglen, naar den synger paa hans Moders
Stuetag.
Smaafuglen, naar den synger paa hans Moders
Stuetag.
Fru Kirsten
Du lyver, Spillemand!
Thorg{
jerd
}ejr
(med et listigt Smiil)
Da er det godt for ham!
Arne
.Hvi saa?
Faksimile
45.
Thorg{
jerd
}ejr
I spørger om Olaf Liljekrans? Er han vildfarende
herinde? Søger I efter ham, men kan ikke finde ham?
herinde? Søger I efter ham, men kan ikke finde ham?
Fru Kirsten
.Ja, ja!
Thorg{
jerd
}ejr
.Da er det godt for ham; – var det Løgn jeg
sagde, saa har han ingen Nød.
sagde, saa har han ingen Nød.
Ingeborg
Sig frem hvad Du veed!
Thorg{
jerd
}ejr
Seent blev jeg da færdig! (ondskabsfuldt.) Alfer
og Vætter raade herinde! Vær I trøstige! –
Finde I ham ei, saa er han i Alfernes Leg; de
lide godt den, der har Smaafuglen kjær og Olaf
sagde I jo – Drag hjem, drag kun hjem igjen! –
Olaf sidder i Bjerget, han har ingen Nød!
og Vætter raade herinde! Vær I trøstige! –
Finde I ham ei, saa er han i Alfernes Leg; de
lide godt den, der har Smaafuglen kjær og Olaf
sagde I jo – Drag hjem, drag kun hjem igjen! –
Faksimile
46.
Olaf sidder i Bjerget, han har ingen Nød!
Fru Kirsten
.Forbandede! at Du siger Sligt!
Thorg{
jerd
}ejr
(med et forvildet Udtryk og halvt for sig selv.)
Jeg var mig engang en Ungersvend,
Jeg sov under grønnen Li.
Det var sig alt ved de Midnatstider,
Da kom der Alfepiger ni!
– Som Maanen skinner i disig Kvæld,
Som Morild i dyben Vand,
Saa lyste de fagre Trolddomsmøer,
Der de dandsed' ved Elvens Rand.
De gav mig Hornet med Glemselsdrikken,
Tregange maatte jeg det tømme, –
Og derfor sidder jeg i Haugbondens Hal
Faksimile
47.
Og drømmer saa fagre Drømme!
(paa engang ligesom opvaagnende; til de Øvrige)
Den Vise kan Olaf Liljekrans synge naar saa
skal være, – tro I mig! – Farvel! (gaaer)
skal være, – tro I mig! – Farvel! (gaaer)
Arne
(til Fru Kirsten.)
Agt ei paa det han siger!
Thorg{
jerd
}ejr
(nærmer sig atter)
Nu gaaer jeg for at spille op. Olaf Liljekrans
sidder i Bjerget, der skal hans Bryllup staa.
Gale Thorg{ jerd }ejr maa være med, han kan faa
Bord og Bænke til at dandse, saa saare han
rører ved sin Fælestreng. Men I, agt Jer vel,
drag hjem igjen; her er ikke godt for Jer; har
I ikke hørt hvad der siges:
sidder i Bjerget, der skal hans Bryllup staa.
Gale Thorg{ jerd }ejr maa være med, han kan faa
Bord og Bænke til at dandse, saa saare han
rører ved sin Fælestreng. Men I, agt Jer vel,
drag hjem igjen; her er ikke godt for Jer; har
I ikke hørt hvad der siges:
Faksimile
48.
Jeg veed forvist saa veen en Dal,
Alfer monne raade derinde!
Du vogte Dig vel, naar de Alfer lege,
De mægte din Hu at binde!
Du agte Dig vel, naar de Alfer lege,
De drage Dig i Legen ind;
Og Alt hvad Du seer og hører der,
Det gaaer aldrig meer af dit Sind.
(pludselig udbrydende med vild Glæde)
Men her er jo Bryllupsfolk med, – ha, ha!
Hver Kvinde har sin bedste Stak, hver Mand
har sin bedste Kofte paa, – nu skjønner jeg. O-
laf Liljekrans er Brudgom i Bygden med, han
har sig en Fæstemø der ogsaa! Ja Sligt har I
vel spurgt før! Jeg veed nu engang, – det
er mange Aar siden – men jeg mindes det vel.
(vedbliver efter et Øiebliks Pause, stedse mere og
Hver Kvinde har sin bedste Stak, hver Mand
har sin bedste Kofte paa, – nu skjønner jeg. O-
laf Liljekrans er Brudgom i Bygden med, han
har sig en Fæstemø der ogsaa! Ja Sligt har I
Faksimile
49.
vel spurgt før! Jeg veed nu engang, – det
er mange Aar siden – men jeg mindes det vel.
mere forvirret.)
Herr Alvar havde liden Ingrid fæst',
Hun var sig en Mø behænde;
Med Gammen og Leg drak de hendes Bryllup,
Tre hellige Dage til Ende!
Og Bruden var baade flink og fiin,
Hun dandsed' mellem Gjæsternes Flok;
Det var sig Nøkken, den onde Vætte,
Sad han paa Sengestok,
Sad han som en Spillemand paa Sengestok
Og slog de forlokkende Strenge!
Da dandsed i Ring baade Bord og Bænke,
Saa let som Terner og Drenge!
Faksimile
50.
Og Nøkken han gik sig af Stuedøren ud,
Det baader lidet at dølge –
Og alt som han spilled paa Fælestreng
Monne Bruden efter ham følge!
(vildt, triumpherende)
Trolddomsbunden stod Ridder og Svend,
Brudgommen saae sig ud saa vide;
Nøkken redte liden Ingrids Seng –
Hendes Brudeseng i Elven hin stride!
(bliver pludselig stille og siger sagte)
Den Vise glemmer jeg aldrig! – – –
Men gaa I hjem, det tager til at kvældes og er
Solen nede saa hører Skoven de Andre til. Far-
vel! Jeg bringer Bud og Hilsen til Olaf, der han
sidder – i Bjerget! (gaaer ind i Lien til
Venstre.)
Men gaa I hjem, det tager til at kvældes og er
Solen nede saa hører Skoven de Andre til. Far-
vel! Jeg bringer Bud og Hilsen til Olaf, der han
sidder – i Bjerget! (gaaer ind i Lien til
Venstre.)
Faksimile
51.
6te Scene.
De Forrige, undtagen Thorg{
jerd
}ejr
˹.˺.
Arne
(til Fru Kirsten)
Han lyver! tro ham ikke!
Hemming
.Men det er dog Sandhed det med Bruden, som
blev borte paa Bryllupskvælden.
blev borte paa Bryllupskvælden.
Arne
.Ei det var for mange Aar siden, nu hænder
ikke Sligt mere! Men Alle vil vi hjælpes
ad med at lede ham op.
ikke Sligt mere! Men Alle vil vi hjælpes
ad med at lede ham op.
Ingeborg
.Ikke blev det sjunget for min Vugge, at jeg
skulde løbe om i Skov og Mark for at finde
min Brudgom igjen!
skulde løbe om i Skov og Mark for at finde
min Brudgom igjen!
Faksimile
52.
Arne
Ti stille!
Ingeborg
Er han koglet i Fjeldet, saa lad den tage ham,
som har gjort det; jeg agter ikke at dele min
Fæstemands Hu og Hjerte.
som har gjort det; jeg agter ikke at dele min
Fæstemands Hu og Hjerte.
Hemming
(sagte og inderligt.)
Herren signe Jer for de Ord!
Ingeborg
(med et stolt, afvisende Blik.)
Hvad nu?
Arne
.Vil Du tie, siger jeg! (til Gjæsterne.) Rask nu,
mine Frænder! Spreder Jer ad, søger efter ham
i hver Aas, i hver Houg! Afsted! Retsaa! I-
morgen drikke vi Bryllup!
mine Frænder! Spreder Jer ad, søger efter ham
i hver Aas, i hver Houg! Afsted! Retsaa! I-
Faksimile
53.
morgen drikke vi Bryllup!
(Gjæsterne og Fru Kirstens Følge gaa, i forskjellige
Grupper ud til begge Sider.)
Grupper ud til begge Sider.)
Arne
(sagte til Fru Kirsten.)
Han maa findes! Det vilde volde mig evig
Skam om Brylluppet –
Skam om Brylluppet –
Fru Kirsten
Følg med, følg med!
Ingeborg
(sagte til Hemming, der staaer nedslaaet.)
Hvi gaaer Du ikke med de Andre? Bedre
var det, at Du skafte mig min Fæstemand igjen,
end at Du staaer her og signer mig for Ord,
som jeg lidet mener.
var det, at Du skafte mig min Fæstemand igjen,
end at Du staaer her og signer mig for Ord,
som jeg lidet mener.
Faksimile
54.
Arne
(ved Udgangen.)
Kom! kom!
Ingeborg
(til Hemming, der vil gaa.)
Vent Hemming! Fæst mine Skospender!
Fru Kirsten
og Arne
(gaa ud til Venstre.)
7de Scene.
Ingeborg. Hemming.
Ingeborg
(rækker Foden frem.)
See der, spænd den vel til!
Hemming
(knæler ned og gjør som hun byder.)
Faksimile
55.
Ingeborg
(medens han er beskjæftiget dermed.)
Herr Hjalmar seiled til Sjællands Ø,
Der lod han sit unge Liv;
I Høienloftssal sad alt imens
Skjøn Ingeborg, hans væne Viv!
(idet hun flytter den anden Fod frem.)
Der, spænd mig ogsaa den fast!
(vedbliver at nynne)
Og der hun fik det klagelige Bud,
Da blev hun saa sorrigfuld og mod,
At Bæltet sprængtes om hendes Midje,
Og Sølvspænden brast om hendes Fod!
Saadan gik det mig med, da jeg fik det Bud
om min Fæstemand, at Vætterne havde lokket ham;
(idet hun speider efter hvad Indtryk det vil gjøre
paa Hemming.) Det er derfor mine Spænder brast!
(utaalmodig, da han Intet forraader) Hører Du,
Hemming! jeg siger det er derfor –
om min Fæstemand, at Vætterne havde lokket ham;
(idet hun speider efter hvad Indtryk det vil gjøre
Faksimile
56.
paa Hemming.) Det er derfor mine Spænder brast!
(utaalmodig, da han Intet forraader) Hører Du,
Hemming! jeg siger det er derfor –
Hemming
(fremdeles beskjæftiget som før.)
Ja, ja, jeg hører nok!
Ingeborg
.Du hører, Du hører! – Det skulde Ingen
see paa Dig! Nu, hvorfor bøier Du Hovedet?
Er der gaaet Dig Noget imod?
see paa Dig! Nu, hvorfor bøier Du Hovedet?
Er der gaaet Dig Noget imod?
Hemming
Kræver I, at jeg ærligt skal sige Jer –
Ingeborg
Javist gjør jeg!
Hemming
Saa maa I da vide –
Faksimile
57.
Ingeborg
(hurtigt.)
Aa nei, det trænges ikke! (Hun fjerner sig nogle
Skridt; Hemming reiser sig.)
Skridt; Hemming reiser sig.)
Ingeborg
(nynner, idet hun betragter ham med skjult Drilleri.)
Og der hun fik det klagelige Bud,
Da blev hun saa sorrigfuld og mod,
At begge hendes Øine brast derved,
Og Blodet sprang fra Hjerterod!
(henkastende)
Ja, saadan gik det nu ikke med mig; men det tør vel
komme – (vender sig pludseligt om mod ham; heftigt.)
Og saa siger han, «Herren signe Jer for de Ord»,
ret som om –
komme – (vender sig pludseligt om mod ham; heftigt.)
Og saa siger han, «Herren signe Jer for de Ord»,
ret som om –
Faksimile
58.
Hemming
Ak, Jomfru Ingeborg! engang var I mig saa god;
men nu, siden I er bleven stor og fuldvoxen Jomfru –
og mest kan jeg tro siden I gav Jert Fæstensord –
men nu, siden I er bleven stor og fuldvoxen Jomfru –
og mest kan jeg tro siden I gav Jert Fæstensord –
Ingeborg
.Hvad saa?
Hemming
.Aa nei, Intet! – (Pause) Kan I mindes, vi
har været heroppe engang før?
har været heroppe engang før?
Ingeborg
(kort.)
Jeg mindes aldrig!
Hemming
I var løbet efter Jer brogede Gjed og jeg skulde
nu følge Jer som jeg altid pleiede, – ja, det er
længesiden, men jeg kommer det ihu, som om det
var idag; lige dernede ligger Myren som –
nu følge Jer som jeg altid pleiede, – ja, det er
længesiden, men jeg kommer det ihu, som om det
Faksimile
59.
var idag; lige dernede ligger Myren som –
Ingeborg
(nærmer sig)
Var det dengang vi hørte Bjørnen?
Hemming
.Ja, ret dengang!
Ingeborg
(stedse mere og mere ivrig.)
Jeg fandt Gjeden igjen!
Hemming
Nei, det var mig, som fandt den først.
Ingeborg
Ja, ja, saadan var det; deroppe under Uren.
Hemming
Og saa tog I Jert Strømpebaand!
Faksimile
60.
Ingeborg
Og bandt den.
Hemming
Ja, for vi skulde sanke Jordbær.
Ingeborg
Derborte i Bakken, ja! Og Du havde gjort en
Næverskrukke til mig.
Næverskrukke til mig.
Hemming
Men saa var det vi hørte –
Ingeborg
Bjørnen, ha, ha, ha! Vi maatte over Myren,
der hvor den var blødest, –
der hvor den var blødest, –
Hemming
Og saa tog jeg Dig paa Armen.
Ingeborg
Og sprang med mig fra den ene Tue til den anden.
(leende) Hvor rædde vi var, begge To!
Faksimile
61.
(leende) Hvor rædde vi var, begge To!
Hemming
.Ja, jeg var nu mest ræd for din Skyld.
Ingeborg
Og jeg for din – – (standser pludselig og vedbliver
at betragte ham, idet hendes Ansigt antager et by-
dende og krænket Udtryk.) Hvad er det Du her
staaer og siger? Hvorfor gaaer Du ikke? Søm-
mer det sig at tale saa til din Herres Datter?
Gaa, gaa, Du skulde jo finde min Fæstemand!
at betragte ham, idet hendes Ansigt antager et by-
dende og krænket Udtryk.) Hvad er det Du her
staaer og siger? Hvorfor gaaer Du ikke? Søm-
mer det sig at tale saa til din Herres Datter?
Gaa, gaa, Du skulde jo finde min Fæstemand!
Hemming
Ak, jeg glemte Jer Fæstemand, jeg glemte at I
er min Herres Datter!
er min Herres Datter!
Ingeborg
Finder Du ham, saa lover jeg Dig en baldyret
Trøie til Juul, saa glad bliver jeg derved!
Trøie til Juul, saa glad bliver jeg derved!
Faksimile
62.
Hemming
Jeg vil ingen Trøie have; jeg tjener Jer hverken
for Guld eller Sølv, hverken for Kost eller Ridder-
klæder. Men nu gaaer jeg; hvad jeg mægter, det
skal jeg gjøre, naar jeg veed det glæder Jer.
for Guld eller Sølv, hverken for Kost eller Ridder-
klæder. Men nu gaaer jeg; hvad jeg mægter, det
skal jeg gjøre, naar jeg veed det glæder Jer.
Ingeborg
(der er stegen op paa en Steen, hvor hun plukker
nogle blomstrende Hæggekviste)
Hemming! hvor rig er min Fæstemand?
Hemming
Hvor rig han er, skal jeg ikke kunne sige;
men om hans Faerfader hedder det i Visen:
men om hans Faerfader hedder det i Visen:
Han mægter at klæde i Gyldenskrud
Vel hundrede Terner til sin Brud!
Saa mægtig er nu vel ikke Olaf Liljekrans; men
han eier dog baade Gaard og Grunde.
han eier dog baade Gaard og Grunde.
Faksimile
63.
Ingeborg
.
(fremdeles beskjæftiget.)
Og Du, hvad eier Du?
Hemming
(sukkende)
Min Armod, det er det Hele!
Ingeborg
Det er ikke meget, Hemming!
Hemming
Nei, det er ikke meget, Jomfru Ingeborg!
Ingeborg
(nynner, bortvendt fra ham, uden at forandre Stilling,
og beskjæftiget som før.)
Saalidet monne mit Hjerte stunde
Til ham som eier baade Gaard og Grunde!
Langt bedre huer mig den fattige Svend,
Faksimile
64.
Til ham staaer min Tanke, han er min Ven!
Hemming
(i høieste Glæde)
Ingeborg! nei, er det sandt, som Du siger, da
maa jeg tifold prise min Armod!
maa jeg tifold prise min Armod!
Ingeborg
(vender Hovedet om og siger koldt)
Jeg skjønner Dig ikke; det jeg sang var kun
en gammel Vise! (stiger ned fra Stenen med Hæg-
gekvistene i Haanden og nærmer sig, idet hun be-
tragter ham stivt.) Men jeg kjender en Vise
til, og den vil jeg sige for Dig:
en gammel Vise! (stiger ned fra Stenen med Hæg-
gekvistene i Haanden og nærmer sig, idet hun be-
tragter ham stivt.) Men jeg kjender en Vise
til, og den vil jeg sige for Dig:
I Kongens Gaard stander Gangeren god;
Den Beiler som eier en Ridders Mod,
Han skoer den Gule, han skoer den Graa,
Den Rappeste lægger han Sadlen paa!
Faksimile
65.
Han løfter sin Brud paa Gangerens Ryg,
Hun følger ham villig, hun følger ham tryg.
Han rider sig med hende saa langt under Ø,
Med ham vil hun gjerne baade leve og dø!
Hemming
(som ude af sig selv.)
Ingeborg! Ingeborg! da skal Intet skrække
mig mere! Ei, at Du har en Fæstemand, ei at
Du er min Huusbonds Datter; – ja, saasandt jeg
lever, jeg røver Dig endnu inat!
mig mere! Ei, at Du har en Fæstemand, ei at
Du er min Huusbonds Datter; – ja, saasandt jeg
lever, jeg røver Dig endnu inat!
Ingeborg
(heftigt, idet hun stedse kjæmper med et frembryden-
de Smiil.)
Hjælpe mig Gud! hvordan er det fat med Dig?
Hvad er det Du tænker paa? Vil Du røve din
Herres Datter? Du maa være syg eller gal, siden
Du kan falde paa Sligt! Dog, det skal være
glemt – for denne Gang. Gaa nu! og tak Him-
len at Du slap saa let; thi vel har Du fortjent
et Rap – (løfter Kvistene, men lader dem synke
og siger med forandret Stemme) – og min røde
Guldring – see der, tag den! (tilkaster ham en
Ring som hun har trukket af Armen og iler hur-
tigt ud til Venstre.)
Hvad er det Du tænker paa? Vil Du røve din
Herres Datter? Du maa være syg eller gal, siden
Faksimile
66.
Du kan falde paa Sligt! Dog, det skal være
glemt – for denne Gang. Gaa nu! og tak Him-
len at Du slap saa let; thi vel har Du fortjent
et Rap – (løfter Kvistene, men lader dem synke
og siger med forandret Stemme) – og min røde
Guldring – see der, tag den! (tilkaster ham en
Ring som hun har trukket af Armen og iler hur-
tigt ud til Venstre.)
8de Scene.
Hemming. Strax efter Olaf Liljekrans fra
Baggrunden.
Baggrunden.
(Maanen staaer op.)
Hemming
Den gyldne Ring, den har hun mig skjænket,
Saa er hun mig endnu baade huld og god!
Hun mente det ikke, det var Skrømt naar hun lod
Faksimile
67.
Som hun var saa bitterlig krænket.
Alt vil jeg friste, Alt tør jeg vove!
(nedslaaet.)
Og dog, jeg er jo saa fattig en Svend,
Og imorgen skal hun føres for Alteret hen!
(raskt.)
Men Brudgommen færdes i de vilde Skove;
O, hvis han aldrig mere kom igjen!
(vil ile ud men standser med et Udraab.)
Olaf! der er han!
(Olaf kommer langsomt frem mellem Klipperne i
Baggrunden. Han gaaer drømmende, med blottet
Hoved og Hænderne fulde af Blomster som han
sønderriver og strøer paa Veien; hans hele Færd
bærer under det Følgende Præg af en forvirret Tilstand.)
Baggrunden. Han gaaer drømmende, med blottet
Hoved og Hænderne fulde af Blomster som han
sønderriver og strøer paa Veien; hans hele Færd
bærer under det Følgende Præg af en forvirret Tilstand.)
Faksimile
68.
Olaf
(uden at lægge Mærke til Hemming.)
Kunde jeg raade
De sælsomme Ord, den forvildende Gaade!
(vil gaa ud til Venstre)
Hemming
Herr Olaf! Hr. Olaf! hvor gaaer Eders Vei?
Saa hør dog, Herr Olaf!
Olaf
.
(halvt opvaagnende)
Hemming! er det Dig?
Du standse mig ikke!
Hemming
Hvad ligger Jer paa Sinde,
At I færdes tre samfulde Dage herinde?
(betragter ham nærmere)
Faksimile
69.
Hvad øver I der for sælsom en Leg, –
Eders Kind er hvid, Eders Pande er bleg!
Olaf
.Du maa ikke undres hvi min Kind er hvid,
Tre Nætter har jeg stridt saa sær en Strid;
Du maa ikke undres hvi min Pande er bleg,
Tre Nætter har jeg været i Alfeleg!
Hemming
Gud staa os bi!
Olaf
.Jeg er syg, jeg er svimmel!
Jeg kan ikke mindes hverken Jord eller Himmel!
Hemming
(ængsteligt.)
Herr Olaf! følg med til Jer Moders Gaard!
Faksimile
70
Olaf
.Min Moders Gaard! Hvor er det den staaer?
Her tykkes det mig, jeg har hjemme!
Skoven er bleven mit Fædrenehuus,
Grantoppens Kvæder og Elvens Suus
Kan jeg bedre forstaa, end min Moders Stemme!
(med stigende Henrykkelse)
Ei sandt, her er fagert! Ei sandt, her er stille!
Seer Du, min Høisal er smykket til Gilde,
Seer Du de tindrende Perler smaa!
(heftigt, idet han griber ham i Armen.)
Staa stille, Hemming! her maa Du ikke gaa!
Du træder paa de blinkende Rader!
Hemming
.Det er kun Maanen som skinner paa
Alle de duggede Blade!
Faksimile
71.
Olaf
.Jeg siger forsandt, det er Perler smaa!
(lyttende.)
Hør, Hemming! kan Du mine Spillemænd forstaa?
Kan Du høre det lokkende Kvæde?
Hemming
I feiler, det er Elven som suser dernede.
Olaf
.Jeg siger forsandt, det er Spil og Sang,
Jeg kjender den klagende Strengeklang.
Hemming! see hid! Kan Du see de hvide
Jomfruer hist som i Dandsen skride?
Hemming
Ei, Herre! det er kun Taager som glide
Ned over Elven. – (afsides.) Hjælpe mig Gud!
Faksimile
72.
Olaf
.Det er Bryllupstærner; snart kommer min Brud!
Hemming
Eders Brud! I veed da –?
Olaf
.
(vedblivende)
Naar Dagen gaaer under,
Naar Skyen blegner og Fuglen blunder,
Da kommer hun hid saa ung og prud!
Hemming
(korser sig)
Alle hellige Mænd! saa er det dog sandt!
Olaf
.Veed du hvornaar jeg først hende fandt?
Jeg red fra Guldvik en Aften silde,
Det bæres mig for, der var holdt et Gilde.
Faksimile
73.
Mit Sind var tungt, mit Hjerte var klemt!
Noget havde mig krænket; hvad det var, har jeg glemt.
Jeg red mig alene op under Li,
Ved Midnatstider kom jeg Elven forbi,
Da lød det som en klingende Harpestreng,
Det gik som en Slaat over Mark og Eng,
Det hørtes som et lokkende, klagende Kvæde,
Jeg folded' mine Hænder, jeg prøved' at bede,
Men Tungen svigted og Tanken med;
Mig Tonerne fristed', jeg maatte afsted.
Snart klang det som Graad og snart som Latter,
Snart lød det som Lyst og snart lød det atter
Som var der et bristende Hjertes Nød,
Som var der en Dødsens Vee og Vaande
Lagt i det koglende Kvæde, der flød
Lig en Strøm omkring mig! – Knapt kunde jeg aande!
Faksimile
74.
Saa sært forvildet blev Sands og Sind;
Det var som om baade stærke og milde
Magter drog mig i Lien ind,
Jeg maatte herop om jeg end ikke vilde.
Og stedse det lokked' og lød paa min Vei;
Hvorlangt jeg red, det mindes jeg ei!
Hemming
(afsides.)
Og Bruden som Spillemanden fortalte om, hun
maatte jo ogsaa følge –
maatte jo ogsaa følge –
Olaf
.Da standsed' min Fole, jeg vaktes derved,
Jeg saae mig om med undrende Blikke;
Hvor var der fagert og veent! Men det Sted
Jeg var kommen til, kjendte jeg ikke!
Jeg stod i en Dal; – Skygge og Fred
Faksimile
75.
Var drysset som Dugg derover!
Maanen legte ved Kjærnets Bred,
Det var som den lo, naar den dukked' sig ned
I de svale, trillende Vover!
Mit Hoved var tungt, min Hu var mod,
Mig længedes efter at blunde;
Jeg lagde mig ned ved en Linderod
I de væne, hviskende Lunde!
Hemming
Hr. Olaf! Hr. Olaf! Hvor turde I friste Sligt?
Olaf
(vedblivende)
Saa kom jeg i Alfekvindernes Dands;
Den Fagreste mellem dem bød mig en Krands
Af Vaarklokker blaa, af Vandliljer hvide;
Hun saae mig i Sjælen med Øine saa blide,
Faksimile
76.
Hun hvisked' i mit Øre et gaadefuldt Ord,
Som aldrig gaaer mig af Minde:
«Olaf Liljekrans! veed Du hvor Lykken groer,
Veed Du, naar Fred for Dig er at vinde?
Mellem alle de Urter smaa paa Rad
Maa Du den Fagreste finde,
Og plukke den sønder, Blad for Blad,
Og drysse den ud for alle Vinde,
Da – først da skal Du Lykken finde!»
Hemming
I har sovet og drømt!
Olaf
.Fra denne Stund
Det blev mig for trangt i min Moders Stue!
Gjennem Ur, over Hei, til den fagre Lund
Stævned' jeg op med Piil og med Bue!
Faksimile
77.
Der mødte jeg Alfepigen igjen!
Hemming
(træder forbauset tilbage)
Hvad nu, har I vaagen fundet –?
Olaf
.Min Fæstensring tog jeg og skjød med den
I Luften over hendes Hoved hen;
Nu er hun for evig bundet!
Hemming
Og det er Bruden I venter her?
Olaf
.Det er Bruden, snart er hun nær!
Hemming
(afsides)
Hans Sjæl er hildet, hans Sind er sygt;
Alt skal Fru Kirsten vide!
Faksimile
78.
(høit.)
I tør da færdes foruden Frygt
Heroppe?
Olaf
.Her er det godt og trygt
At vugges i Drømme blide!
(gaaer langsomt ind mellem Klippestykkerne i
Forgrunden til Høire.)
Hemming
Alt imorgen skal hans Bryllup staa,
Men sin Fæstemø agter han lidet paa,
Lidet veed han at hun er nær,
Og mindre at hun har en Anden kjær! –
Han færdes forvildet i Skoven omkring,
Og mig gav Ingeborg den gyldne Ring!
Hvad jeg har seet skal hans Moder kjende; –
Faksimile
79.
Alle Helgene veed hvor dette skal ende!
(gaaer ud til Venstre)
9de Scene.
Olaf Liljekrans (træder atter ind fra Høire.)
Olaf
(idet han sønderriver nogle Blomster som han har
plukket udenfor)
«Mellem alle de Urter smaa paa Rad
Maa Du den Fagreste finde;
Og plukke den sønder, Blad for Blad,
Og drysse den ud for alle Vinde, –
Da – først da skal Du Lykken finde!»
Jeg faaer ikke Fred for de sælsomme Ord.
Den fagreste Urt? Hvor er det den groer?
Hvorpaa skal den kjendes? Er dens Fagerhed lagt
I Duftens Sødme, i Bladenes Pragt?
Faksimile
80.
Hvad heller er den lagt i lønlige Kræfter,
Som jeg aldrig kan finde, om jeg speider derefter?
Saalunde eier jo mangt et Sværd
Under Klingens Rust et kosteligt Værd,
Saalunde kan jo en Harpe hænge
Glemt i en Krog, Ingen derpaa giver Agt,
Og dog kan Alverdens forlokkende Magt
Være gjemt i de støvede Strenge!
10de Scene
Olaf Liljekrans. Alfhild (fra Baggrunden)
(Hun er phantastisk klædt og smykket med
Løvflætninger og Blomster; ængsteligt seer hun
sig om, indtil hun opdager Olaf og iler ham
da glad imøde.)
(Hun er phantastisk klædt og smykket med
Løvflætninger og Blomster; ængsteligt seer hun
sig om, indtil hun opdager Olaf og iler ham
da glad imøde.)
Alfhild
O, bliv, bliv! gaa ikke fra mig!
Faksimile
81.
Olaf
(ligesom pludselig belivet.)
Alfhild! min unge, deilige Brud!
Alfhild
.Olaf! min fagre Ridder! Det blev mig for tungt
at vente, jeg maatte gaa Dig imøde!
at vente, jeg maatte gaa Dig imøde!
Olaf
.Men sig mig, hvi frygter Du stedse for at komme
hid?
hid?
Alfhild
Jeg har jo sagt Dig, udenfor Dalen kom jeg
ingensinde før Du gjæsted' mig. Min Fader har
sagt at onde Magter raade herude; kun derinde
mellem Bjergene kunde jeg færdes tryg og trøstig!
O, lad raade hvad Magter der vil, Du er her,
det er nok for mig! Kom, lad mig s{ <...> }ee Dig
ind i Øinene! Ja, ja, jeg har Dig igjen!
ingensinde før Du gjæsted' mig. Min Fader har
sagt at onde Magter raade herude; kun derinde
mellem Bjergene kunde jeg færdes tryg og trøstig!
O, lad raade hvad Magter der vil, Du er her,
det er nok for mig! Kom, lad mig s{ <...> }ee Dig
Faksimile
82.
ind i Øinene! Ja, ja, jeg har Dig igjen!
Olaf
.Har mig! Ak ja, Alfhild! Du list{
ige
}elige, Du deilige
Kvinde, vel har Du mig igjen! Mit Sind har Du
koglet saa dybt, saa dybt; før mig hvorhen og
saa langt Du vil, i Bjerget, dybt under Haugen,
i den grønne Græsvold, hvor Slaat og Sang klinge
saa lifligt ved Kvældstid, paa Elvens Bund, dybt
under Fossen, hvor der er Harper for de store,
klagende Kvæder; hvor dit Hjem er, der er jeg
rede til at færdes!
Kvinde, vel har Du mig igjen! Mit Sind har Du
koglet saa dybt, saa dybt; før mig hvorhen og
saa langt Du vil, i Bjerget, dybt under Haugen,
i den grønne Græsvold, hvor Slaat og Sang klinge
saa lifligt ved Kvældstid, paa Elvens Bund, dybt
under Fossen, hvor der er Harper for de store,
klagende Kvæder; hvor dit Hjem er, der er jeg
rede til at færdes!
Alfhild
Hvi taler Du saa? Vel maa Du vide bedre, end
Du der siger. – Vætter og Alfer raade i Haug og
Fjeld, og paa Elvens Bund boer Nøkken, det har
Fader sagt. Mener Du jeg er en Alf eller –
Du der siger. – Vætter og Alfer raade i Haug og
Fjeld, og paa Elvens Bund boer Nøkken, det har
Fader sagt. Mener Du jeg er en Alf eller –
Faksimile
83.
Olaf
.Du er den Fagreste i Verden! Vær for mig
hvad Du vil, naar Du kun er min!
hvad Du vil, naar Du kun er min!
Alfhild
(smilende)
Var jeg Alfekvinde, forsandt jeg siger Dig,
da skulde det gaa Dig ilde!
da skulde det gaa Dig ilde!
Olaf
.Mig!
Alfhild
Ja, Dig! Hvor Du red paa din enlige Sti, skul-
de jeg træde Dig imøde, Glemselsdrikken skulde
jeg række Dig af det gyldne Horn, jeg skulde
kogle mine Kunster deri, saa Du glemte Himmel
og Jord, glemte hvor Du var født og baaren,
hvad Navn Du lød og hvor dine Frænder færdes,
kun Et skulde Du mindes, et Eneste skulde fylde
din Hu og din Tanke!
de jeg træde Dig imøde, Glemselsdrikken skulde
jeg række Dig af det gyldne Horn, jeg skulde
kogle mine Kunster deri, saa Du glemte Himmel
og Jord, glemte hvor Du var født og baaren,
hvad Navn Du lød og hvor dine Frænder færdes,
Faksimile
84.
kun Et skulde Du mindes, et Eneste skulde fylde
din Hu og din Tanke!
Olaf
.Forvist, da er Du Alfekvinden! Thi fra den første
Stund har Du saalunde koglet dine Kunster for mig.
Stund har Du saalunde koglet dine Kunster for mig.
Alfhild
.Har jeg!
Olaf
.Gjennem Lien red jeg, dybt dernede hvor Elven
løber, – det var Nat, sælsomt lød Sange og
klagende Kvæder rundt om mig – – –
løber, – det var Nat, sælsomt lød Sange og
klagende Kvæder rundt om mig – – –
Forvildet blev mig min Sti, jeg kom langt,
langt ind mellem Bjergene, jeg fandt den deilige
Dal, hvor ingen Fod har traadt, hvor intet Øie
har forlystet sig før mit – – – –
langt ind mellem Bjergene, jeg fandt den deilige
Dal, hvor ingen Fod har traadt, hvor intet Øie
har forlystet sig før mit – – – –
Tungt faldt en Slummer paa mig derinde, men
Alfekvinderne legte imens og de drog mig ind i
Legen – – – –
Faksimile
85.
Alfekvinderne legte imens og de drog mig ind i
Legen – – – –
Men da jeg vaagnede var der Bedrøvelse i mit
Sind; hjemad red jeg, men dernede kunde jeg ikke
trives mere; det bares mig for som jeg havde
glemt efter mig det Rigeste og Bedste i Livet, som
om en herlig Skat var mig beskaaret, ifald jeg
kun søgte og fandt den – – – –
Sind; hjemad red jeg, men dernede kunde jeg ikke
trives mere; det bares mig for som jeg havde
glemt efter mig det Rigeste og Bedste i Livet, som
om en herlig Skat var mig beskaaret, ifald jeg
kun søgte og fandt den – – – –
Til Dalen maatte jeg op, før var der ikke
Fred for mig – – – –
Fred for mig – – – –
Du kom mig imøde, fager og varm som
i denne Stund; jeg greb din Haand, jeg saae Dig
ind i Øiet – Himmel og Jord, Alverdens Deilig-
hed var i dit Øie! – – – –
i denne Stund; jeg greb din Haand, jeg saae Dig
ind i Øiet – Himmel og Jord, Alverdens Deilig-
hed var i dit Øie! – – – –
Da glemte jeg Venner og Frænder! – – –
Jeg kom der næste Nat, jeg favnede din Midje,
jeg krystede Dig til mit Bryst, Himlens Herlig-
hed var i dit Favntag – – – –
Faksimile
86.
jeg krystede Dig til mit Bryst, Himlens Herlig-
hed var i dit Favntag – – – –
Da glemt jeg mit Christennavn og mine Fædres
Hjem! – – – –
Hjem! – – – –
Og jeg kom den tredie Nat, jeg maatte
komme, jeg kyssede dine røde Læber, mine Øine
aad sig ind i din Sjæl – Mere end Alverdens Herlig-
hed var deri! Jeg glemte mere end Gud og Hjem,
mere end Himmel og Jord, jeg glemte mig selv!
(styrter ned for hende) Alfhild! Alfhild!
komme, jeg kyssede dine røde Læber, mine Øine
aad sig ind i din Sjæl – Mere end Alverdens Herlig-
hed var deri! Jeg glemte mere end Gud og Hjem,
mere end Himmel og Jord, jeg glemte mig selv!
(styrter ned for hende) Alfhild! Alfhild!
Alfhild
Er det en Glemselsdrik, det som Du der nævner,
da har jeg koglet mig selv dermed. Mig er det
gaaet som Spillemanden, der lærte Nøkkens Kvæder,
for at kogle sin Hjertenskjær; – han koglede
og koglede saalænge til Kogleriet omspandt hans
eget Sind og han aldrig kunde vinde sig ud deraf.
(standser og bliver tankefuld staaende)
da har jeg koglet mig selv dermed. Mig er det
gaaet som Spillemanden, der lærte Nøkkens Kvæder,
for at kogle sin Hjertenskjær; – han koglede
og koglede saalænge til Kogleriet omspandt hans
Faksimile
87.
eget Sind og han aldrig kunde vinde sig ud deraf.
Olaf
(idet han reiser sig.)
Hvad grubler Du over?
Alfhild
.Høit paa Fjeldet er en Styrtning, saa brat at
end ikke Ørnen kan fæste sin Klo deroppe; der
staaer en enlig Birk, ilde trives den og fattig
er den paa Løv; men den bøier sine Grene nedad
imod Dalen som ligger langt borte; det er som
den længedes efter sine Søstre i den friske, frodige
Lund, som om den higede efter at plantes ind i
det solvarme Liv dernede – – – –
end ikke Ørnen kan fæste sin Klo deroppe; der
staaer en enlig Birk, ilde trives den og fattig
er den paa Løv; men den bøier sine Grene nedad
imod Dalen som ligger langt borte; det er som
den længedes efter sine Søstre i den friske, frodige
Lund, som om den higede efter at plantes ind i
det solvarme Liv dernede – – – –
Som Birken paa Fjeldet saa var mit Liv, jeg
længedes udad, efter Dig længedes jeg i lange, lange
Tider, før jeg vidste Du var til. Dalen blev
mig for trang, men jeg vidste ikke at der bag
Fjeldene var en anden Dal som min derinde. Ridder-
ne og Fruerne som gjæstede mig hver Nat, var mig
ikke nok og de sagde mig Intet om Livet derude!
længedes udad, efter Dig længedes jeg i lange, lange
Faksimile
88.
Tider, før jeg vidste Du var til. Dalen blev
mig for trang, men jeg vidste ikke at der bag
Fjeldene var en anden Dal som min derinde. Ridder-
ne og Fruerne som gjæstede mig hver Nat, var mig
ikke nok og de sagde mig Intet om Livet derude!
Olaf
.Ridder og Fruer? Du har jo sagt mig at In-
gentid mødte Du Nogen derinde.
gentid mødte Du Nogen derinde.
Alfhild
Ingen som Du! Men hver Kvæld sang min
Fader sine Viser for mig og naar det blev Nat
og mine Øine lukkedes, da kom de og gjæstede
mig, Alle de, der leve i min Faders Viser. –
Freidige Riddere, fagre Kvinder vare blandt
dem, de kom med Falk paa Haanden, ridende
paa stolte Gangere. Paa Engen dandsede de,
Lyst og Skjæmt lød rundt om, hvor de færdedes;
Alferne lyttede tyst fra hver en Blomst og Fug-
lene fra Grenen, der de var sovet ind. Men naar
Dagen randt, da var de Alle borte; eensom
gik jeg, jeg pyntede mig med Blomster og med
grønne Blade; thi jeg vidste, at næste Nat
vilde de komme igjen. Ak, det Liv var mig dog
ikke nok; en mægtig Længsel fyldte mit Bryst,
aldrig var den blevet stillet om ikke Du var
kommen!
Fader sine Viser for mig og naar det blev Nat
og mine Øine lukkedes, da kom de og gjæstede
mig, Alle de, der leve i min Faders Viser. –
Freidige Riddere, fagre Kvinder vare blandt
dem, de kom med Falk paa Haanden, ridende
paa stolte Gangere. Paa Engen dandsede de,
Faksimile
89.
Lyst og Skjæmt lød rundt om, hvor de færdedes;
Alferne lyttede tyst fra hver en Blomst og Fug-
lene fra Grenen, der de var sovet ind. Men naar
Dagen randt, da var de Alle borte; eensom
gik jeg, jeg pyntede mig med Blomster og med
grønne Blade; thi jeg vidste, at næste Nat
vilde de komme igjen. Ak, det Liv var mig dog
ikke nok; en mægtig Længsel fyldte mit Bryst,
aldrig var den blevet stillet om ikke Du var
kommen!
Olaf
.Du nævner din Fader; ingentid saae jeg ham
derinde!
derinde!
Alfhild
.Kun sjelden kommer han nu, han var der ei
fra den Kvæld vi først mødtes!
fra den Kvæld vi først mødtes!
Faksimile
90.
Olaf
.Men sig mig, hvo er han?
Alfhild
.Du har sagt mig at Du red en Sommernat i Lien,
der hvor Elven løber; der hørte Du sælsomme San-
ge, som Du kun halvt forstod, men som dog ma-
ne og mane Dig, saa Du aldrig glemmer dem.
der hvor Elven løber; der hørte Du sælsomme San-
ge, som Du kun halvt forstod, men som dog ma-
ne og mane Dig, saa Du aldrig glemmer dem.
Olaf
Javist, javist!
Alfhild
.Da har Du hørt min Faders Sange! Det er
ved dem jeg er voxet op. Forsandt˹,˺ heller ikke
jeg har forstaaet dem tilfulde, de tyktes mig at
være den dyreste Skat, at være Livet selv; nu
gjælde de Lidet for mig; de er mig kun et Bud
om al den Herlighed som skulde komme. I dem
Alle var der en fager Ridder; ham tænkte jeg mig
som det Bedste og Herligste i alle Dale, det Bedste
og Herligste saalangt Fugl kan flyve, saalangt
Sky kan stævne. Olaf! det var Dig, jeg kjender
Dig vel igjen! O, Du maa fortælle mig om dit
Hjem, om den fjerne Dal, Du kommer fra; rigt
og lyst maa det være derude; did maa det være
mine Fugle drage hen ved Løvfaldstid; thi naar
de atter gjæste mig, da har de saameget sælsomt
at fortælle, saa mangt et Under at synge om, at
alle Urter sprætte og blomstre derved, alle Træer
grønnes, og den store, deilige Sol staaer tidlig op
og gaaer seent til Hvile, for ret at lytte til
alle de fagre Eventyr og Sange. Men lidet
fatter jeg af Alt hvad de fortælle, Du maa
tolke det for mig, Du maa klare for mig Alt
hvad der spørger og kræver Svar i mit Bryst.
ved dem jeg er voxet op. Forsandt˹,˺ heller ikke
jeg har forstaaet dem tilfulde, de tyktes mig at
være den dyreste Skat, at være Livet selv; nu
gjælde de Lidet for mig; de er mig kun et Bud
om al den Herlighed som skulde komme. I dem
Faksimile
91.
Alle var der en fager Ridder; ham tænkte jeg mig
som det Bedste og Herligste i alle Dale, det Bedste
og Herligste saalangt Fugl kan flyve, saalangt
Sky kan stævne. Olaf! det var Dig, jeg kjender
Dig vel igjen! O, Du maa fortælle mig om dit
Hjem, om den fjerne Dal, Du kommer fra; rigt
og lyst maa det være derude; did maa det være
mine Fugle drage hen ved Løvfaldstid; thi naar
de atter gjæste mig, da har de saameget sælsomt
at fortælle, saa mangt et Under at synge om, at
alle Urter sprætte og blomstre derved, alle Træer
grønnes, og den store, deilige Sol staaer tidlig op
og gaaer seent til Hvile, for ret at lytte til
alle de fagre Eventyr og Sange. Men lidet
fatter jeg af Alt hvad de fortælle, Du maa
tolke det for mig, Du maa klare for mig Alt
Faksimile
92.
hvad der spørger og kræver Svar i mit Bryst.
Olaf
.Lidet er jeg det mægtig. Du spørger om mit
Hjem. Mit Hjem? Har jeg havt et andet
Hjem end her, da mindes jeg kun ringe Ting der-
af. Det er mig Alt som en taaget Drøm, der
glemmes i den Stund vi vaagne. Dog, kom!
langt dernede ligger en Bygd, der bæres det mig
for, at jeg færdedes før jeg saae Dig, der
bæres det mig for at mine Frænder bo. Hø-
rer Du hvor Elven maner og suser, lad os
følge den; ude paa Kanten, ved Fossefaldet, der
kan vi see over Bygden, hvor jeg – engang
hørte hjemme, kom, kom!
Hjem. Mit Hjem? Har jeg havt et andet
Hjem end her, da mindes jeg kun ringe Ting der-
af. Det er mig Alt som en taaget Drøm, der
glemmes i den Stund vi vaagne. Dog, kom!
langt dernede ligger en Bygd, der bæres det mig
for, at jeg færdedes før jeg saae Dig, der
bæres det mig for at mine Frænder bo. Hø-
rer Du hvor Elven maner og suser, lad os
følge den; ude paa Kanten, ved Fossefaldet, der
kan vi see over Bygden, hvor jeg – engang
hørte hjemme, kom, kom!
Alfhild
.Men tør jeg –
Faksimile
93.
Olaf
Følg trøstig; jeg skal værne om Dig!
Alfhild
Jeg er rede; jeg veed det jo nok, selv om jeg ikke
vilde, følge Dig maa jeg hvor Du færdes.
(de gaa ud til Høire)
vilde, følge Dig maa jeg hvor Du færdes.
Chor af Brudefolket og Fru Kirstens Følge
(fjernt fra Skoven til Venstre)
Du agte Dig vel, Du fri din Sjæl
Fra listige Alfer i Lunden!
11te Scene.
Fru Kirsten og Hemming (komme ind fra Venstre)
Hemming
Her var han; – see – nei, nu er han borte!
Fru Kirsten
Hemming
Ja, men hvem han mente kunde jeg ikke ret
blive klog paa; thi hans Tale var sælsomt for-
vildet. Ingeborg mente han ikke, det er vist.
blive klog paa; thi hans Tale var sælsomt for-
vildet. Ingeborg mente han ikke, det er vist.
Fru Kirsten
Stille, gode Hemming! stille med det han har
sagt! Velgjort var det at Du lod mig alene
vide han var her. Rigelig skal Du lønnes derfor,
men først maa vi finde ham fat –
sagt! Velgjort var det at Du lod mig alene
vide han var her. Rigelig skal Du lønnes derfor,
men først maa vi finde ham fat –
Hemming
(idet han seer ud til Høire.)
See, see der, i Maaneskinnet, paa Bakken
ved Elven, – ja, forvist troer jeg – –
ved Elven, – ja, forvist troer jeg – –
Fru Kirsten
Stille, stille, det er Olaf!
Faksimile
95.
Hemming
Der er To; en Kvinde staaer hos –
Fru Kirsten
Alle gode Aander!
Hemming
Han viser udover Bygden, som om –; der gaaer
de Begge!
de Begge!
Fru Kirsten
Hent Hr. Arne og vore Folk! Vi vil mødes
her; jeg bringer Olaf hid!
her; jeg bringer Olaf hid!
Hemming
Men tør I ogsaa –?
Fru Kirsten
Gjør som jeg siger; men ti vel med det du har
hørt og seet. Du kan sige, at Olaf drog
herop for at jage Reen og Bjørn og at han
foer vild paa Fjeldet.
hørt og seet. Du kan sige, at Olaf drog
herop for at jage Reen og Bjørn og at han
Faksimile
96.
foer vild paa Fjeldet.
Hemming
I kan lide paa mig, Fru Kirsten! (gaaer ud
til Venstre)
til Venstre)
Fru Kirsten
Skulde det da være sandt? Skulde onde Vætter
have faaet Magt over ham? Ei, Sligt kan
jeg bilde Arne fra Guldvik ind, men lidet troer
jeg det selv; – og dog siges der, at det tidt nok
hændte i fordums Tider. Men det er nok Alfe-
kvinder af Kjød og Blod som – – Der stiger
han ned til Elven, jeg maa rappe mig!
(gaaer ud til Høire i Mellemgrunden)
have faaet Magt over ham? Ei, Sligt kan
jeg bilde Arne fra Guldvik ind, men lidet troer
jeg det selv; – og dog siges der, at det tidt nok
hændte i fordums Tider. Men det er nok Alfe-
kvinder af Kjød og Blod som – – Der stiger
han ned til Elven, jeg maa rappe mig!
Chor
(fjernt fra Skoven til Venstre)
Med fromme Sange, med Klokkespil,
Faksimile
97.
Saa vide vi færdes i Dale!
Du christne Mand, Du lytte dertil,
Vaagn op af den koglende Dvale!
12te Scene
Olaf og Alfhild (komme ind fra Høire i
Baggrunden.) Senere Fru Kirsten
Baggrunden.) Senere Fru Kirsten
Alfhild
O, Du maa fortælle mig mere endnu!
I mit Sind falde dine Ord, som Duggen hin svale;
Det er mig, som raaded' Du alle min Længsels Runer
Med din liflige Tale! – – –
Sad Du aldrig en Sommernat ved det øde Fjeldvand,
Der er saa dybt at Du ei kan bunde?
Saae Du ikke alle Himlens smaa Lys dernede,
De kloge Øine, der tolke mere end Du kan udgrunde,
Mere end Du kan udsige, om Du havde tusinde Munde!
Faksimile
98.
– – – – –
Tidt sad jeg saa; med mine Hænder vilde jeg fange
De dybe, de tindrende Gaader dernede –
Jeg greb efter dem, vilde see dem nær,
Da blev de dunkle, som Øine der græde, –
Det var faafængt at speide og lede! –
– – – – –
Saa var det ogsaa fordum i mit Sind!
Mange, mange Gaader som jeg vilde forstaa; –
Men de gjækked' mig som Stjernen i det dybe Vand,
Bleve mig ugrundelige, desmere jeg grunded' derpaa!
Olaf
.Og er jeg ikke bleven mig selv en ugrundelig Gaade?
Er jeg Olaf Liljekrans, den stolte Ridder,
Den ætstore Mand, der broutede af sin Slægt,
Og lod haant om Elskov og Fuglekvidder!
Faksimile
99.
Dog ligegodt, jeg river ud af Mindet hvad jeg var!
Lykkelig er jeg, det kan jeg forstaa – –
Din Spaadom slog feil, – Lykken skulde jeg finde,
Naar jeg fandt den Fagreste blandt Urter smaa.
Ha! Lykken har jeg alt fundet!
Alfhild
Jeg har Intet spaaet.
Dog – fortæl mig mere om Livet derude!
Olaf
.Lad Livet derude gaa sin egen Gang!
Her er mit Hjem, hos Dig, min prude,
Min deilige Viv! Alfhild! tal!
Er det ikke ret som en Høienloftssal
Var reist for os under de grønne Lier!
Blaaklokken staaer pyntet paa alle Stier,
Her er Gilde herinde, her er Fryd og Lyst,
Faksimile
100.
Mere fast, end der kan rummes i mit Bryst!
Hør, fra Elven klinger det dybe Kvæde;
O, det er det som volder at jeg baade maa lee og græde!
Det sælsomme Kvad, det koglende Spil,
Har gjort mig saa fro, saa salig og vild!
(griber hende lidenskabeligt i sine Arme)
Farvel jeg skikker til Bygden dernede!
Heroppe vil jeg min Brudeseng rede;
Farvel jeg skikker over Verden ud, –
Nu vil jeg favne min fagre Brud!
Alfhild
(viger ængsteligt tilbage)
Olaf!
Olaf
.
(standser pludseligt, som greben af en uklar og
smertelig Erindring)
Faksimile
101.
Min Brud! Hvad sagde jeg der!
Sig mig – Alfhild – da jeg førstegang kom her –
Kan Du – Kan Du mindes den første Kvæld?
Hvad var det jeg søgte, – hvad vilde jeg vel?
Kom jeg for at hente Dig – til – Bygden ned?
Var det for at bede til Bryllups jeg red –?
Alfhild
.Hvad mener Du? Bryllup! Jeg kan ei forstaa –?
Olaf
.Vort Fæstensøl var jo drukket paa Guldvik! Ei saa?
Tre Uger efter skulde vort Bryllup stande –
Men det tykkes mig at – Nei, det brænder i min Pande!
Jeg vil ikke mere tænke derpaa!
Chor
.
(dæmpet og langt inde i Skoven)
Olaf Liljekrans! Olaf Liljekrans!
Faksimile
102.
Hvi sover Du saa tungt og saa længe?
Alfhild
Tys, Olaf! hører Du?
Olaf
.Hørte Du det med?
Alfhild
.Hvad er det?
Olaf
.Et gammelt, et halvglemt Minde,
Som stundom faaer Ord, naar jeg færdes herinde!
Det vil mig ilde, det vil mane mig til Bygden ned.
Fru Kirsten
(afsides, idet hun træder ind fra Baggrunden, uden
at bemærkes af de Øvrige)
Der er de! Han taler; kunde jeg forstaa –!
(nærmer sig lyttende)
Faksimile
103.
Olaf
.
(med stigende Heftighed:)
Ja, ja, jeg kommer; men ene vil jeg ikke gaa!
Riddere og Fruer skal stævnes hid paa mit Bud;
Med Sang skal de ride herop for at hente min Brud!
Guldsadlen skal lægges paa min rappeste Ganger,
Forrest i Laget skal gaa Spillemand og Sanger,
Derefter skal ride Kjøgemester og Præst,
Alt Folket i Bygden skal bydes til Gjæst!
Høviske Svende skal lede din Ganger ved Haand,
Liflige Urter skal drysses paa alle Veie,
Bonden skal bøie sig for Dig som en Vaand,
Og ved Ledet skal hans Kvinde neie!
Kirkeklokkerne skal ringe over Landet ud:
Nu rider Olaf Liljekrans hjem med sin Brud!
Faksimile
104.
Chor af Bryllupsgjæster
(raskt men dæmpet inde i Skoven til Venstre)
Nu Færden staaer
Til Bryllupsgaard!
Folen løber let under Lide!
Det drønner under Hov
I den grønne Skov,
Der de lystige Svende monne ride!
Fru Kirsten
(afsides, under Choret.)
Himlen være lovet! Hemming har fortalt –!
Alfhild
(jublende)
De komme, de komme, jeg hører dem alt!
Hvor veent det klinger! Olaf! see! see!
Faksimile
105.
Fru Kirsten
Olaf, min Søn!
(iler hen til ham, useet af Alfhild, der vedbliver
at stirre ud til Venstre)
Olaf
.Hjælp Gud! hvad er det?
Min Moder!
Fru Kirsten
Mit arme, forvildede Barn!
Nu er Du frelst fra den Ondes Garn!
Der kommer Hr. Arne med Ingeborg, din Viv!
Olaf
(med et Skrig, og ligesom paa engang opvaagnende)
Ingeborg! – Med det Navn har I brudt mit Liv!
Min Lykke var da idel Tant og Skrømt;
Ak, at I maatte mig Sligt bebude!
Faksimile
106.
(fortvivlet.)
Kjære Moder min! saa fagert har jeg drømt;
Nu har I vakt mig, nu er Alting ude!
13de Scene.
De Forrige. Arne. Ingeborg. Hemming
.
Bryllupsfolk og Fru Kirstens Følge fra Venstre.
Bryllupsfolk og Fru Kirstens Følge fra Venstre.
Arne
Til Lykke, Fru Kirsten! I har jo fundet
ham, som jeg hører.
ham, som jeg hører.
Fru Kirsten
Javist, jeg har fundet ham – Og nu hjemad!
Arne
(til Olaf.)
Og der er ingen Skade voldt Jer?
Faksimile
107.
Olaf
.
(aandsfraværende)
Mig! Hvad mener I?
Fru Kirsten
(afbrydende)
Vist ikke, Herr Arne! Han foer vild paa
Jagten og –
Jagten og –
Ingeborg
(peger paa Alfhild.)
Men denne unge Kvinde?
Fru Kirsten
Et fattigt Barn! Hun har skjænket ham
Ly og Tilhold.
Ly og Tilhold.
Arne
.Men der har jo Ingen sin Bo heroppe.
Faksimile
108.
Fru Kirsten
En og Anden dog! Mangen enkelt Slægt hol-
der endnu til mellem Fjeldene, siden Landfarsot-
tens Tid.
der endnu til mellem Fjeldene, siden Landfarsot-
tens Tid.
Arne
.Saa, kom, kom! Hestene vente nede under Lien.
Olaf
(smerteligt, med et Blik paa Alfhild.)
Min Moder! jeg kan ikke!
Fru Kirsten
(sagte og bestemt.)
Du maa! Det vil volde Dig evig Skjændsel ifald –
Arne
.Hvad mener han?
Fru Kirsten
Han er syg og mødig endnu, det gaaer over; kom!
(med et betydningsfuldt Blik til Olaf.) Den unge
Kvinde følger med!
Faksimile
109.
(med et betydningsfuldt Blik til Olaf.) Den unge
Kvinde følger med!
Ingeborg
I mener, at hun –?
Fru Kirsten
Trolig har hun pleiet ham; vel bør det sig
at hun lønnes derfor.
at hun lønnes derfor.
Arne
Og imorgen holdes Gildet!
Fru Kirsten
Imorgen! det sværger jeg høit og helligt!
Arne
.Jeg har Jert Ord!
Hemming
(sagte og triumpherende, idet han tager Ringen
(frem.)
Faksimile
110.
Og jeg har Ingeborgs røde Guldring!
Ingeborg
(tager Ringen fra ham og siger ligegyldigt.)
Min Ring! See, see! har Du den, Hemming!
Tak, nu skal jeg selv tage Vare derpaa!
Tak, nu skal jeg selv tage Vare derpaa!
Hemming
(staaer et Øieblik forbløffet og følger derpaa
langsomt efter de Øvrige, der Alle gaa ud til
Venstre, undtagen Alfhild.)
14de Scene
Alfhild. Strax efter Thorg{
jerd
}ejr (fra Bag-
grunden.)
grunden.)
Alfhild
(har med stille og barnlig Forbauselse betragtet
det foregaaende Optrin; dog uden at lægge Mær-
Faksimile
111.
ke til Handlingen; naar Alle ere borte fa-
rer hun efter en Pause op, ligesom af en
Drøm.)
De er borte! Kan jeg tro det, er det ogsaa sandt?
Ja, ja, her stod de; Maanen skinned', jeg saae dem
grant!
grant!
Der seer jeg dem igjen; over Bakken drage de ned,
Og jeg er Bruden, jeg maa med, jeg maa med!
(vil ile ud til Venstre)
Thorg{
jerd
}ejr
(i Baggrunden.)
Alfhild! mit Barn! Hvor kommer Du her?
Jeg har jo sagt Dig –
Alfhild
Min Fader kjær!
Nu maa jeg flyve fri som alle Vinde,
Faksimile
112.
Nu kan jeg ikke længer lukkes bag Fjeldene inde!
Thorg{
jerd
}ejr
(nærmer sig)
Hvad er Dig mødt?
Alfhild
(jublende)
Han er kommen!
Thorg{
jerd
}ejr
Hvem?
Alfhild
.
Den fagre Ridder! Han vil føre mig hjem!
Nu fatter jeg al den urolige Lyst,
Som længe har knuget og tynget mit Bryst!
Mangen Kvæld har vi siddet ved striden Elv,
Du sang om Kongens Datter, som var hexet i Fjeldet!
Kongens Datter, min Fader! det er jeg selv;
Faksimile
113.
Men han, den fagre Ridder! har Trolden fældet! –
Nu er jeg fri, jeg veed hvad jeg vil,
Jeg vil udad, i Livets brogede Spil!
Hans Ord var Sang. Det var som gav han mig Vinger;
Ingen, ingen Magt nu mere mig binder og tvinger!
Thorg{
jerd
}ejr
Mit arme Barn! til Bygden vil Du ned;
Nei bliv, det vil koste din Hjertensfred!
Alfhild
Jeg maa, min Fader! Dit bedste Kvad
Vil tykkes mig nu som en disig Taage!
Thorg{
jerd
}ejr
Saa gaa da, Alfhild! og drøm Dig glad,
Din Fader skal over Dig vaage!
Men agt Dig for hver underfundig Svend,
Som lokker med listelig Tale!
Faksimile
114.
Alfhild
.Hvor Olaf færdes, did maa jeg hen,
Udad, langt ud i de lyse Dale!
Der stander hans Slot med gyldne Sale!
O, jeg kjender ham fra dine Kvæder igjen;
Han er Ridderen, Kongesønnen, bold og prud,
Og jeg, den fattige Alfhild, er hans Brud!
Fattig, nei, nei, Prindsessen jeg er,
O, meer end Prindsesse; jeg er Olafs Hjertenskjær.
(Bryllupschoret høres langt nede i Lierne.)
Hør, hør, han kalder med Horn og Luur!
Farvel nu Blomster og Skov og Ur!
Farvel min Dal, Du est mig for trang,
Mig vinker Alverdens Jubel og Sang!
Imorgen skal jeg smykkes med Gyldenskrud,
Og ride til Kirken som Olafs Brud!
Faksimile
115.
Sammen skal vi sidde paa Høisædets Hynde –
Ja, nu, først nu skal mit Liv begynde!
(hun iler ud til Venstre. Thorg{
jerd
}ejr seer
tankefuld efter hende; Choret taber sig i det
Fjerne, idet Tæppet falder.)
Faksimile
116.
Anden Akt.
(Thunet ved Fru Kirstens Gaard. Paa Tilskuernes
høire Side sees Hovedbygningen med en Luge i Gavlen;
Vinduer eller Døre ere ikke synlige. Længer mod
Baggrunden paa samme Side en liden Stavkirke
med en Kirkegaard. Paa venstre Side Stabur og
andre Udhuusbygninger. Paa begge Sider i For-
grunden simple Stenbænke. – Det er Eftermiddag.)
høire Side sees Hovedbygningen med en Luge i Gavlen;
Vinduer eller Døre ere ikke synlige. Længer mod
Baggrunden paa samme Side en liden Stavkirke
med en Kirkegaard. Paa venstre Side Stabur og
andre Udhuusbygninger. Paa begge Sider i For-
grunden simple Stenbænke. – Det er Eftermiddag.)
1ste Scene.
Fru Kirsten. Karle og Piger (beskjæftigede
med Tilberedelser til Gildet.)
med Tilberedelser til Gildet.)
Fru Kirsten
Lad der nu ikke fattes hverken i Fad eller
Kruus. (for sig selv.) Haardt holdt det og
tungt har jeg stridt før det kom saa vidt, men
nu vil jeg ogsaa gjøre et Gilde, som skal høres
og spørges. (Til Tyendet.) See vel efter paa Bryl-
lupsbordet om – dog nei, det vil jeg selv gjøre. Vi-
nen skal hældes i Sølvkanderne, de store Drikkehorn
skal fyldes med den vælske Most, Øllet er kun
for Huuskarlene, og den hjemmebryggede Mjød li-
gesaa, – og hør, see vel til, at der findes nok af
gule Voxlys i Kirken, Brudefolkene skal ikke for
Alteret før seent paa Kvælden, med røde Blus skal
de lyses og følges didhen fra Gildestuen. Gaa nu
Alle, og tag vare paa det jeg har sat Jer til,
hver især. (Folkene gaa.) Gud veed, dette Bryl-
lup koster mere end jeg vel kan bære; men Inge-
borg bringer god Medgift og desforuden – o ja, Ar-
ne staaer vel til at styres og raades, som det
bedst lyster mig, naar han først – (seer ud til Høire)
Der kommer Olaf! Ifald jeg kun vidste at han – –
Kruus. (for sig selv.) Haardt holdt det og
tungt har jeg stridt før det kom saa vidt, men
nu vil jeg ogsaa gjøre et Gilde, som skal høres
Faksimile
117.
og spørges. (Til Tyendet.) See vel efter paa Bryl-
lupsbordet om – dog nei, det vil jeg selv gjøre. Vi-
nen skal hældes i Sølvkanderne, de store Drikkehorn
skal fyldes med den vælske Most, Øllet er kun
for Huuskarlene, og den hjemmebryggede Mjød li-
gesaa, – og hør, see vel til, at der findes nok af
gule Voxlys i Kirken, Brudefolkene skal ikke for
Alteret før seent paa Kvælden, med røde Blus skal
de lyses og følges didhen fra Gildestuen. Gaa nu
Alle, og tag vare paa det jeg har sat Jer til,
hver især. (Folkene gaa.) Gud veed, dette Bryl-
lup koster mere end jeg vel kan bære; men Inge-
borg bringer god Medgift og desforuden – o ja, Ar-
ne staaer vel til at styres og raades, som det
bedst lyster mig, naar han først – (seer ud til Høire)
Der kommer Olaf! Ifald jeg kun vidste at han – –
Faksimile
118.
2den Scene.
Fru Kirsten. – Olaf (kommer fra Huset i
Høitidsdragt; han er bleg og tankefuld.)
Høitidsdragt; han er bleg og tankefuld.)
Olaf
(for sig selv.)
Igaar og Idag! Der ligger kun en Midsommernat
imellem og dog bæres det mig for som baade Høst
og Vinter var faldet paa mit Sind, siden den
Tid jeg færdedes deroppe i Lierne – hos hende,
hos Alfhild! (bemærker Fru Kirsten) Ak, kjære
Moder min, er I der?
imellem og dog bæres det mig for som baade Høst
og Vinter var faldet paa mit Sind, siden den
Tid jeg færdedes deroppe i Lierne – hos hende,
hos Alfhild! (bemærker Fru Kirsten) Ak, kjære
Moder min, er I der?
Fru Kirsten
Retsaa, min Søn! Pyntet med Guld og Silke;
{ <...> }det maa jeg vel lide. Nu er det dog at kjen-
des paa Dig, hvo der er Brudgom ikvæld. Jeg
seer Du har hvilet Dig ud.
{ <...> }det maa jeg vel lide. Nu er det dog at kjen-
des paa Dig, hvo der er Brudgom ikvæld. Jeg
seer Du har hvilet Dig ud.
Faksimile
119.
Olaf
Sovet har jeg, men lidet hvilet derved; thi jeg
drømte imens.
drømte imens.
Fru Kirsten
En Brudgom maa drømme, det er gammel Skik.
Olaf
.Min bedste Drøm er ude, lad os ikke tænke mere derpaa.
Fru Kirsten
(afledende Samtalen)
Vi faa en lystig Dag, mener jeg.
Olaf
.Ikke lader det som min Hædersdag huer Himlen!
Fru Kirsten
Hvi saa?
Olaf
.Fru Kirsten
Desbedre lyser Brudeblussene, naar Du gaaer til
Kirke ikvæld.
Kirke ikvæld.
Olaf
(gaaer nogle Gange frem og tilbage; endelig standser
han foran sin Moder og siger)
Om jeg havde fæ-
stet en Fattigmands Datter, uden Gods og uden
Slægt, – sig mig, min Moder! hvad havde I saa gjort?
stet en Fattigmands Datter, uden Gods og uden
Slægt, – sig mig, min Moder! hvad havde I saa gjort?
Fru Kirsten
(betragter ham skarpt.)
Hvi spørger Du?
Olaf
.Svar mig først. Hvad havde I saa gjort?
Fru Kirsten
Olaf
.Ei, det var kun Skjæmt; jeg tænkte lidet
derved.
derved.
Fru Kirsten
Det maa jeg vel tro; thi Du har altid holdt
din Æt i Agt og Ære. Men vær nu lystig og
glad; imorgen sidder Ingeborg som din Viv der-
inde, da vil Du finde baade Fred og Lykke.
din Æt i Agt og Ære. Men vær nu lystig og
glad; imorgen sidder Ingeborg som din Viv der-
inde, da vil Du finde baade Fred og Lykke.
Olaf
.Fred og Lykke? Een Ting fattes dertil.
Fru Kirsten
Hvad mener Du?
Olaf
.Den fagreste Urt, som jeg skulde plukke
sønder og drysse ud for alle Vinde.
sønder og drysse ud for alle Vinde.
Faksimile
122.
Fru Kirsten
Den tossede Drøm; – tænk ikke mere derpaa.
Olaf
.Kanhænde det baadede mig bedst om jeg kunde det.
Fru Kirsten
.I Fruerstuen sidder din Fæstemø mellem sine
Piger, lidet har Du talt med hende idag. –
Vil Du ikke gaa derind?
Piger, lidet har Du talt med hende idag. –
Vil Du ikke gaa derind?
Olaf
.
(i Tanker)
Jo, jo{,}! Hvor er hun?
Fru Kirsten
I Fruerstuen, som jeg sagde Dig.
Olaf
.
(livligt.)
Intet skal fattes hende efter denne Dag. Sølv-
spændte Sko vil jeg skjænke hende; hun skal
bære Søljer og Ringe. De visne Blomsterkviste
skal hun lægge af, jeg vil give hende en gylden
Kjæde at bære!
Faksimile
123.
spændte Sko vil jeg skjænke hende; hun skal
bære Søljer og Ringe. De visne Blomsterkviste
skal hun lægge af, jeg vil give hende en gylden
Kjæde at bære!
Fru Kirsten
Hvem taler Du om?
Olaf
.Om Alfhild!
Fru Kirsten
Jeg talte om Ingeborg, din Fæstemø. Olaf!
Olaf! Du gjør mig angst og bange, saa sælsom
Du er. Næsten kunde jeg fristes til at tro for
Alvor, at hun havde forhexet Dig.
Olaf! Du gjør mig angst og bange, saa sælsom
Du er. Næsten kunde jeg fristes til at tro for
Alvor, at hun havde forhexet Dig.
Olaf
.Det har hun! Ja, forsandt, min Moder! jeg
har været forhexet. Jeg har været i Alfekvin-
dernes Leg; salig og fro var jeg saalænge det
stod paa, men nu –. I lange, lange Aar
vil jeg tynges af Kummer og Vee, saatidt jeg
drages det til Minde.
har været forhexet. Jeg har været i Alfekvin-
Faksimile
124.
dernes Leg; salig og fro var jeg saalænge det
stod paa, men nu –. I lange, lange Aar
vil jeg tynges af Kummer og Vee, saatidt jeg
drages det til Minde.
Fru Kirsten
Var hun en Hex, da skulde Baal og Brand være
hende sikkert; men hun er en listig, underfundig
Kvinde, som har lokket Dig med fager Tale.
hende sikkert; men hun er en listig, underfundig
Kvinde, som har lokket Dig med fager Tale.
Olaf
.Hun er reen som Guds Moder selv!
Fru Kirsten
Ja, ja, see til! Men hvad som er, saa kom
ihu, at imorgen er Du ægteviet; baade Synd
og Skjændsel vilde det da volde Dig, om Du
agtede mere paa hende.
ihu, at imorgen er Du ægteviet; baade Synd
og Skjændsel vilde det da volde Dig, om Du
agtede mere paa hende.
Faksimile
125.
Olaf
.Jeg fatter det vel, heel vel, min Moder!
Fru Kirsten
Og Ingeborg, som Du har trolovet og som har
Dig kjær, ja, Olaf! kjær af Hjertet – Himlens
Straf vilde ramme Dig, ifald –
Dig kjær, ja, Olaf! kjær af Hjertet – Himlens
Straf vilde ramme Dig, ifald –
Olaf
.Vel sandt, vel sandt!
Fru Kirsten
Ei vil jeg tale om vore egne Kaar; men vel
skal Du mærke Dig, at Arnes Datter kan
hjælpe Mangt og Meget paa Fode for os; stærkt
er det gaaet tilagters med vor Æt, og slaaer Sæden
feil iaar, saa skulde det lidet undres mig, om
vi maatte tage Tiggerstaven i Haand.
skal Du mærke Dig, at Arnes Datter kan
hjælpe Mangt og Meget paa Fode for os; stærkt
er det gaaet tilagters med vor Æt, og slaaer Sæden
feil iaar, saa skulde det lidet undres mig, om
vi maatte tage Tiggerstaven i Haand.
Faksimile
126:
Olaf
.Jeg veed det nok!
Fru Kirsten
.Med Arnes Penge kan det Altsammen bødes paa;
en hæderlig Plads vil Du vinde blandt Kongens
Mænd. Tænk Dig vel om; har Du lovet Alf-
hild mere end Du kan holde – og mig tykkes at
mærke noget Sligt hos hende, saa stille hun
end gaaer med det – saa tal med hende derom.
Sig hende, ˹–˺ nu ja, sig hende hvad Du selv vil;
tomhændet skal hun ikke gaa herfra, det kan
Du frit love. See der kommer hun! Olaf, min
Søn! tænk paa din Fæstemø og paa din stolte Æt,
tænk paa din gamle Moder, som maatte gaa i
Jorden af Blussel ifald – vær Mand, Olaf! – Nu
gaaer jeg ind og seer efter Gildebordet. (gaaer ind
i Huset.)
en hæderlig Plads vil Du vinde blandt Kongens
Mænd. Tænk Dig vel om; har Du lovet Alf-
hild mere end Du kan holde – og mig tykkes at
mærke noget Sligt hos hende, saa stille hun
end gaaer med det – saa tal med hende derom.
Sig hende, ˹–˺ nu ja, sig hende hvad Du selv vil;
tomhændet skal hun ikke gaa herfra, det kan
Du frit love. See der kommer hun! Olaf, min
Søn! tænk paa din Fæstemø og paa din stolte Æt,
tænk paa din gamle Moder, som maatte gaa i
Jorden af Blussel ifald – vær Mand, Olaf! – Nu
gaaer jeg ind og seer efter Gildebordet. (gaaer ind
Faksimile
127.
i Huset.)
3die Scene
Olaf (alene)
Olaf
.
(seer ud til Høire)
Hun er saa fro som den unge Raa,
Der den spiller ved Hindens Side;
Snart skal hun vride de Hænder smaa
Og trænges af Nød og Kvide!
Snart maa jeg bryde hendes freidige Tro
Og vække hende op af Drømme,
Og saa – ja saa maa vi skilles, vi To.
Arme Alfhild! saa bitter en Skaal maa Du tømme!
(grublende)
Hvad var mig Ære, hvad var mig Magt,
Hvad var mig min Æt deroppe hos hende!
Faksimile
128.
I hendes Øine mig tyktes der var lagt
En bedre Skat end Verden monne kjende!
Jeg havde glemt bort baade Nød og Strid,
Men alt fra i Nat, da jeg atter kom hid,
Da jeg sad til Høibords i mine Fædres Stue,
Da jeg gik at træde for min Moder frem –
(afbrydende)
Ja, ja, jeg er født og baaren af en Adelsfrue,
Og paa Fjeldet har den frændeløse Alfhild sit Hjem.
For Olaf Liljekrans vilde hun lidet sig skikke.
Jeg maa sige hende – Nei, nei, jeg kan det ikke!
Og dog – ikvæld – ja, forvist det maa skee,
Høre maa hun hvad der volder mig den bittreste
Vee!
Vee!
4de Scene.
Olaf. Alfhild (fra Kirken)
Faksimile
129.
Alfhild
(iler ham glad imøde.)
Olaf! Olaf! Du har ført mig paa det Land,
Der jeg træder mellem Blomster, som jeg fordum
gik paa Sand.
gik paa Sand.
Her hos Dig er forvist saa veen en Ø,
Her kan jeg sørgeløs leve og syndeløs dø!
Saameget gad jeg spørge, saalidet jeg forstaaer,
Alle de underlige Gaader maa Du klare. –
Grønnes altid herude Sommer og Vaar?
Olaf
.Ak, Alfhild!
Alfhild
.Nei, vent med at svare!
Seer Du det Huus med Spiir og Fløi?
Did gik jeg mig imorges at spille;
Faksimile
130.
Herude var Leg, her var Gammen og Støi;
Men derinde, o, der var det saa stille!
Jeg treen gjennem Døren, jeg saae en Sal,
Saa mild en Fred var derinde;
Der dæmred' en Dagning, liflig og {
<...>
}sval,
Der knæled' baade Mand og Kvinde.
Men høit, høit oppe en Jomfru stod,
Hun seiled' paa hvide Skyer,
Hendes Hoved skinned' som Rosenblod,
Det skinned som Himlen, naar Dagen gryer.
Hendes Ansigt var klart, hendes Kjortel var blaa,
En fager Alf hun bar paa sine Arme,
Og rundt om hende legte de Engle smaa,
De lo tilhobe, der de ned paa mig saae
Oppe fra Skyernes Karme!
Faksimile
131.
Olaf
.
(afsides)
Vee mig! jeg har øvet et usaligt Spil,
Jeg maa al hendes Lykke knuse!
Alfhild
.O, sig mig, Olaf! hvo hører til
Derinde, hvo har der tilhuse?
Olaf
.Hver den, der er god og from som Du,
Hver den, der er Barn i Tanker og Hu!
Det er Kirken, Guds Huus, ham hører det til.
Alfhild
Den store Fader! Ak, skjæmte Du vil!
Hans Huus er jo høit over Stjernerne smaa,
Hvor den hvide Skysvane svømmer,
Saa høit, som intet Øie kan naa
Faksimile
132.
Uden Barnets, der det blunder og drømmer! –
Men Kirken Du nævnte! Saa er det jo did
Vi skal ride i festligt Følge,
Som Brud og Brudgom!
Olaf
.
(afsides)
Nu er det paa Tid,
Ei tør jeg det længer fordølge!
Alfhild
.Ak, hvert af dine Ord har vel brændt sig ind
Saa urokkeligt dybt i mit Sind!
De fylde mit Bryst med Fryd og med Kvæder,
Hvorhelst jeg færdes paa Tilje og Toft, ˹–˺
De skinne paa min Sti, de lyse, hvor jeg træder,
Som Guldnaglerne smaa paa Nattens Loft!
Du sagde al Verden skulde bydes til Gjæst,
Faksimile
133.
Foran skulde ride Sanger og Præst,
Riddere skulde føre min Ganger ved Haand,
Roser skulde blomstre paa alle Veie,
Hver den Lilje paa Stien skulde bøie sig som en Vaand,
Alle de Urter smaa skulde sig for Bruden neie!
Olaf
.Har jeg sagt –
Alfhild
.O, Du drages det vel til Minde!
See Dig om, det er skeet paa dit Bud;
Ved Kirken grønnes de ranke Linde,
Alle Rosenblommer er sprunget ud,
Og vugge sig som Alfer i Høitidsskrud.
Aldrig skinned' Himlens lysende Øie
Saa lifligt som her fra det Høie;
Aldrig sang de Fugle saa veent som idag!
Faksimile
134.
De synge jo Brud og Brudgom til Behag! –
Du, Du har voldt mig saa livsalig en Lyst,
Jeg kunde trykke Jord og Himmel til mit Bryst!
Ei findes paa Marken saa fattigt Straa,
Det jeg evned' under Fødder at træde,
Ei saa ringe et Kryb i Jordens Vraa,
At jeg vel maa dele dets Nød og Glæde!
I min Barm er al Vaarens Herlighed inde;
Det bølger og bruser som en Skov i Storm!
Olaf
.
(afsides.)
Og snart skal Sorgens tærende Orm
Gnave Dig, Du unge, deilige Kvinde!
Alfhild
.O, herligt er Livet!
(knæler med oprakte Hænder)
Faksimile
135.
Du Fader som boer
Fjernt i Himmelen! Havde jeg Ord,
Havde jeg Englenes Tunge,
Høit jeg skulde din Lovsang sjunge;
Men jeg kan det ikke; Du er for stor,
Jeg kan kun bøie mig for Dig til Jord –
Tak, Du Unævnelige! Lov og Ære
For Alt hvad jeg her monne nemme og lære!
(reiser sig.)
Ja, Livet er fagert i Olafs Hjem,
Fast saa fagert som at bæres til Døden frem!
Olaf
.Kalder Du det fagert at lægges paa Baare?
Alfhild
Jeg veed ei hvad Du mener, men jeg grubled saa saare,
Og spurgte min Fader hvad Døden var,
Faksimile
136.
Da sang han mig en Vise derom til Svar:
«Naar Menneskets Barn er stedet i Kval
Og lyster at vugges i Slummer,
Da kommer en Alf med hvide Vinger
Og frier det ud fra Nød og Kummer.
Den liden Alf med de hvide Vinger
Reder en Seng saa blød,
Han virker af Liljer de Lagen smaa,
Og Bolster udaf Rosen rød.
Alt paa de Bolster han Barnet bærer,
Han bærer det paa sin Arm,
Og kjører det hjem til Himlen
Paa Skyernes gyldne Karm.
Og det {
<...>
}jeg vil Dig sige forsandt,
I Himlen er mange Smaa,
De drysse alt over det Rosenbolster
Faksimile
137.
Perler, baade hvide og blaa.
Saa vaagner det lidet Menneskebarn,
Det vaagner til Himmelens Glæde, –
Men al den Fryd og megen Gammen
Slet Ingen veed om hernede.»
Olaf
.Alfhild! bedre det var om dit Liv
Var rundet i Fred deroppe paa Fjeldet.
Din Fryd vil visne som et brækket Siv,
Din Tro vil dødes –
Alfhild
.Som Olafs Viv
Er jeg stærk og modig lig Fossevældet!
Du staaer mig jo nær, lad komme hvad vil,
Med Dig vil jeg frydes, med Dig vil jeg lide!
(lyttende)
Faksimile
138.
Tys, Olaf! hører Du det klagelige Spil,
Det klinger som et Kvad om den dybeste Kvide!
(Udenfor til Høire høres dæmpet følgende Chor
af Ligbærere)
af Ligbærere)
Vi bær' den lille Døde
Med Sorg til Gravens Fred,
Vi lægge Ormens Føde
Alt under Muldet ned.
Tung er den Lod at friste:
Med Suk og Sørgesang
At bære Barnets Kiste
Den sidste, tunge Gang!
Alfhild
(uvis og beklemt.)
Hvad er det, Olaf! hvad er det? Sig frem!
Faksimile
139.
Olaf
.Et Barn som bæres til Dødens Hjem
Af sin Moder og de smaa Søskende fem.
Alfhild
Til Døden! Hvor er d{
<...>
}a de Bolstere røde,
De Lillielagen, og hvor er den Døde?
Olaf
.Jeg seer ingen Bolster, hverken røde eller blaa,
Men jeg seer vel de sorte Fjæle;
Der sover den Døde paa Spaaner og Straa.
Alfhild
Paa Spaaner og Straa?
Olaf
Ja, det er det Hele!
Alfhild
.Og hvor er Alfen, som bær ham paa Arm,
Faksimile
140.
Og kjører ham hjem i Himmelens Karm?
Olaf
.Jeg seer kun en Moder hvis Hjerte vil briste,
Og de Smaabørn som følge den sorte Kiste.
Alfhild
.Og hvor er de Perler, hvide og blaa,
Som Englene drysse i Himmelhaven?
Olaf
.Jeg seer kun de Taarer som Søskende smaa
Græde, der de stande ved Graven.
Alfhild
Og hvor er Hjemmet, det deilige Sted,
Der den Døde drømmer og sover?
Olaf
.Det seer Du. De sænke ham i Jorden ned,
Og kaste Muldet derover!
Faksimile
141.
Alfhild
(stille og tankefuld, efter en Pause)
Ei var Døden saa i min Faders Kvæde!
Olaf
.Vel sandt; den megen Gammen og Glæde
Sletingen veed om hernede. –
Har Du aldrig hørt om Haugkongens Skat,
Der lyser som røden Guld hver Nat;
Men vil Du med Hænder tage derpaa,
Intet Du finder uden Gruus og Straa;
Og hør mig, Alfhild! det vel sig hænder
At Livet artes paa samme Sæt;
Kom det ikke for nær, det træffer sig let
At Fingrene smaa Du brænder.
Vel sandt, det skinner som Himmelens Stjerne,
Men kun naar Du seer det fra det Fjerne.
Faksimile
142.
(bemærker Fru Kirsten udenfor til Høire)
Min Moder – hun vil sige Dig – nu gaaer jeg ind.
Alle Engle drysse sin Fred i dit Sind!
(Han gaaer mod Huset, men standses af Fru Kir-
sten. – Himlen overtrækkes af mørke Skyer,
Vinden begynder at suse i Trætoppene. –
Alfhild staaer hensunken i dybe Tanker.)
sten. – Himlen overtrækkes af mørke Skyer,
Vinden begynder at suse i Trætoppene. –
Alfhild staaer hensunken i dybe Tanker.)
5te Scene.
De Forrige. Fru Kirsten.
Fru Kirsten
(sagte.)
Nu, min Søn! ei sandt, Du har vel sagt hende –?
Olaf
.Alt hvad jeg mægtede at føre over mine Læber,
har jeg sagt. Sig nu I hende Resten og
saa, min Moder! lad mig aldrig, aldrig møde
hende mere. (kaster et Blik paa Alfhild og
gaaer ud ved Huset.)
har jeg sagt. Sig nu I hende Resten og
saa, min Moder! lad mig aldrig, aldrig møde
Faksimile
143.
hende mere. (kaster et Blik paa Alfhild og
gaaer ud ved Huset.)
Fru Kirsten
Den Daarskab vil snart brændes ud af ham,
hvis – (som om hun pludselig fik et Indfald)
Men ifald jeg – Ha, ha, vilde det lykkes, da
var han helbredet, det lover jeg for. Men Alf-
hild –? Nu ja, ligegodt, det maa fristes!
hvis – (som om hun pludselig fik et Indfald)
Men ifald jeg – Ha, ha, vilde det lykkes, da
var han helbredet, det lover jeg for. Men Alf-
hild –? Nu ja, ligegodt, det maa fristes!
Alfhild
(for sig selv.)
Saa findes herude baade Nød og Klage,
Lad saa være; ei vil jeg deraf forsage.
Tungt kan ei Verden gaa mig imod,
Olaf er mig jo huld og god!
Alfhild
Ja, ja, det voldes af de Ting, som jeg nys har
lært.
lært.
Fru Kirsten
Af Olaf?
Alfhild
Javist, af Olaf! Han har sagt mig –
Fru Kirsten
Jeg veed det, Alfhild! jeg veed hvad han har
sagt. (afsides.) Han har nævnt sit Bryllup for
hende, kan jeg skjønn˹e˺. (høit.) Og alt ikvæld
skal det gaa for sig.
sagt. (afsides.) Han har nævnt sit Bryllup for
hende, kan jeg skjønn˹e˺. (høit.) Og alt ikvæld
skal det gaa for sig.
Alfhild
Hvad skal gaa for sig?
Faksimile
145.
Fru Kirsten
Brylluppet!
Alfhild
(livligt)
O ja, det veed jeg!
Fru Kirsten
Du veed det og tager det ikke tungere end saa?
Alfhild
Nei, hvi skulde jeg tage det tungt?
Fru Kirsten
(afsides.)
Der er Noget hun pønser paa, det skjønner jeg
grant. (høit) Nu, saameget bedre er det for
os Alle. Men sig mig, naar Gildet er Slut,
hvad agter Du Dig saa til?
grant. (høit) Nu, saameget bedre er det for
os Alle. Men sig mig, naar Gildet er Slut,
hvad agter Du Dig saa til?
Faksimile
146.
Alfhild
.Jeg? Det har jeg lidet tænkt paa.
Fru Kirsten
Jeg mener, er Du tilsinds at blive her, eller
drager Du hjem?
drager Du hjem?
Alfhild
(seer forundret paa hende)
Jeg er tilsinds at blive!
Fru Kirsten
(afsides)
Der har vi det, hun tænker at holde ham i sin
Snare, selv om han gifter sig. Ja, ja, det skal
vi strides om. (høit) Alfhild! jeg under Dig alt
Godt og dersom Du turde lide paa mig –
Snare, selv om han gifter sig. Ja, ja, det skal
vi strides om. (høit) Alfhild! jeg under Dig alt
Godt og dersom Du turde lide paa mig –
Alfhild
Ja, det tør jeg forvist!
Faksimile
147.
Fru Kirsten
Nu godt, saa lader Du mig raade for din Lykke.
Jeg vil tage mig af Dig, som jeg bedst kan og veed,
og ifald Du giver dit Minde dertil, saa skal
Du endnu ikvæld gaa som Brud til Kirken.
Jeg vil tage mig af Dig, som jeg bedst kan og veed,
og ifald Du giver dit Minde dertil, saa skal
Du endnu ikvæld gaa som Brud til Kirken.
Alfhild
.Ja, det veed jeg jo.
Fru Kirsten
(studsende)
Du veed det! Hvo har da sagt Dig?
Alfhild
.Det har Olaf selv sagt.
Fru Kirsten
Olaf! (afsides) Skulde Olaf –? Ja, forsandt,
han har havt den samme Tanke som jeg, at
gifte hende bort for at skille sig af med hende!
Eller kanhænde for at – nu, ligegodt, er hun
først bortgiftet, og er Olaf ligeledes paa sin
Side bleven Ægtemand, saa – (høit) Ja, ja,
godt, Alfhild! naar Olaf har sagt vor Hen-
sigt med Dig, saa har jo ikke jeg fornødent
at – Men skynd Dig nu, gaa derind i Staburet;
der hænger min egen Bryllupsklædning, den skal
Du bære!
han har havt den samme Tanke som jeg, at
gifte hende bort for at skille sig af med hende!
Faksimile
148.
Eller kanhænde for at – nu, ligegodt, er hun
først bortgiftet, og er Olaf ligeledes paa sin
Side bleven Ægtemand, saa – (høit) Ja, ja,
godt, Alfhild! naar Olaf har sagt vor Hen-
sigt med Dig, saa har jo ikke jeg fornødent
at – Men skynd Dig nu, gaa derind i Staburet;
der hænger min egen Bryllupsklædning, den skal
Du bære!
Alfhild
(med barnlig Glæde)
Skal jeg! Din egen Bryllupsklædning!
Fru Kirsten
Gjør som jeg siger. Gaa derind og klæd Dig
paa, saa prægtigt Du lyster.
paa, saa prægtigt Du lyster.
Alfhild
.Og faaer jeg ogsaa Brudekrone?
Faksimile
149.
Fru Kirsten
Javist! Brudekrone og Sølvringe og røde Guldbaand.
Du vil finde nok deraf i Kister og Skabe.
Du vil finde nok deraf i Kister og Skabe.
Alfhild
Sølvringe og røde Guldbaand!
Fru Kirsten
Gaa, gaa, og rap Dig saa alt hvad Du kan.
Alfhild
O, jeg skal ikke være længe derom. (klapper
i Hænderne) Jeg faaer Brudekrone og røde Guld-
baand! (iler ud til Venstre).
i Hænderne) Jeg faaer Brudekrone og røde Guld-
baand! (iler ud til Venstre).
6te Scene.
Fru Kirsten (alene)
Fru Kirsten
Den onde, forbandede Kvinde! Saa glad og trøstig
er hun, skjøndt hun veed at Olaf skal for Alteret
med en Anden. Men saaledes er det mig ret
tilpas; det gaaer lettere end jeg tænkte. Hun seer
saa skyldfri ud som et Barn, og dog kan hun sam-
tykke i, at tage til Huusbond, den jeg først væl-
ger for hende. Og jeg som tænkte at Olaf var
hende isandhed kjær; har han endnu ikke faaet
Forvisning om hendes rette Sindelag, saa skal han
snart faa det. Han skal kjende hende tilbunds,
han skal vide hvi hun har koglet og lokket for
ham, og saa, ja saa er hun ham ikke længer
farlig. (smilende) See, see! Olaf tænkte dog
paa den samme Frelse som jeg; saa snild havde
jeg ikke holdt ham for at være. – Men hvor
finde vi den Svend, som er villig til – Nu,
vakker er hun, og paa Sølv og en liden Grund
dertil, skal det ikke komme an! Skulde Olaf
allerede have talt til Nogen derom? Det er ik-
ke tænkeligt! – Nu, saa vil jeg sørge for den
Sag. Jeg har jo Huuskarle nok paa Gaarden og –
– (seer ud til Høire) Hemming! om jeg prøvede
med ham! Men han saae dem jo sammen paa
Fjeldet igaar, han maa vel vide, at der er Noget
mellem de To. Men ikke desmindre – han er en rin-
ge Svend, og derhos fattig og veg af Sind – vi faa
see, vi faa see!
er hun, skjøndt hun veed at Olaf skal for Alteret
Faksimile
150.
med en Anden. Men saaledes er det mig ret
tilpas; det gaaer lettere end jeg tænkte. Hun seer
saa skyldfri ud som et Barn, og dog kan hun sam-
tykke i, at tage til Huusbond, den jeg først væl-
ger for hende. Og jeg som tænkte at Olaf var
hende isandhed kjær; har han endnu ikke faaet
Forvisning om hendes rette Sindelag, saa skal han
snart faa det. Han skal kjende hende tilbunds,
han skal vide hvi hun har koglet og lokket for
ham, og saa, ja saa er hun ham ikke længer
farlig. (smilende) See, see! Olaf tænkte dog
paa den samme Frelse som jeg; saa snild havde
jeg ikke holdt ham for at være. – Men hvor
finde vi den Svend, som er villig til – Nu,
vakker er hun, og paa Sølv og en liden Grund
dertil, skal det ikke komme an! Skulde Olaf
Faksimile
151.
allerede have talt til Nogen derom? Det er ik-
ke tænkeligt! – Nu, saa vil jeg sørge for den
Sag. Jeg har jo Huuskarle nok paa Gaarden og –
– (seer ud til Høire) Hemming! om jeg prøvede
med ham! Men han saae dem jo sammen paa
Fjeldet igaar, han maa vel vide, at der er Noget
mellem de To. Men ikke desmindre – han er en rin-
ge Svend, og derhos fattig og veg af Sind – vi faa
see, vi faa see!
7de Scene
Fru Kirsten. Hemming (fra Høire)
Hemming
(for sig selv.)
Intet Sted er Ingeborg at finde; hun lægger
mig i Jorden, det er vist. Igaar var hun mild
mod mig, hun gav mig sin Armring; men saa
tog hun den fra mig igjen, og idag vil hun aldrig
saameget som glytte til den Side jeg gaaer.
mig i Jorden, det er vist. Igaar var hun mild
mod mig, hun gav mig sin Armring; men saa
Faksimile
152.
tog hun den fra mig igjen, og idag vil hun aldrig
saameget som glytte til den Side jeg gaaer.
Fru Kirsten
(sagte, idet hun nærmer sig.)
Lidt vaerlig faaer jeg være! (høit) See, Hemming,
er det Dig? Du færdes helst alene, mærker jeg;
Tærnerne og de unge Karle holder Du Dig fra;
naar jeg fornemmer Sligt, saa skjønner jeg vel,
at det ikke skeer uden skjællig Grund.
er det Dig? Du færdes helst alene, mærker jeg;
Tærnerne og de unge Karle holder Du Dig fra;
naar jeg fornemmer Sligt, saa skjønner jeg vel,
at det ikke skeer uden skjællig Grund.
Hemming
.Ei, min høie Frue! hvad skulde –
Fru Kirsten
Jo, Hemming! der er Noget, som Du gaaer og
bærer paa iløn; Du er ikke freidig tilsinds!
bærer paa iløn; Du er ikke freidig tilsinds!
Hemming
(truffen)
Ikke freidig? Jeg?
Faksimile
153.
Fru Kirsten
(smilende)
Her er idag en ung og vakker Kvinde, som huer
Dig godt.
Dig godt.
Hemming
Alle Helgene!
Fru Kirsten
Og hun er Dig god igjen.
Hemming
Mig – Hvem? Ikke veed jeg, hvem I mener.
Fru Kirsten
Ei, Hemming, tal ikke saa! for mig skal Du li-
det blues. Jo, jo, jeg seer grant kan Du tro.
det blues. Jo, jo, jeg seer grant kan Du tro.
Hemming
(afsides)
Himmel! hun maa have mærket paa Ingeborg at –
Faksimile
154.
Fru Kirsten
.Jeg har vel seet, at Bryllupsgildet volder Dig
liden Gammen. Kirkefærden er Dig imod, efter-
di Du selv gad vandre med som Brudgom, men
seer ei Udvei dertil.
liden Gammen. Kirkefærden er Dig imod, efter-
di Du selv gad vandre med som Brudgom, men
seer ei Udvei dertil.
Hemming
(i høieste Bestyrtelse)
Ak, Fru Kirsten! min ædle, høie Frue! for-
tørnes ikke!
tørnes ikke!
Fru Kirsten
(forundret.)
Jeg? Hvi skulde vel jeg fortørnes?
Hemming
(vedblivende)
Jeg har stridt og kjæmpet mod denne usalige El-
skov, saalænge jeg mægtede, og det troer jeg
forvist at hun har med.
skov, saalænge jeg mægtede, og det troer jeg
Faksimile
155.
forvist at hun har med.
Fru Kirsten
Hun? Hun har da sagt Dig, at hun er Dig god?
Hemming
Ja, næsten!
Fru Kirsten
Retvel, retvel, saa I har talt tilhobe derom?
Hemming
Ja, – men kun een, kun een eneste Gang, det
sværger jeg!
sværger jeg!
Fru Kirsten
Een eller ti Gange, det er mig lige kjært! –
(afsides.) De er da alt enige; stor Lykke havde
jeg med mig, at jeg traf paa Hemming; nu un-
drer mig ikke, at Alfhild var saa villig til at
træde for Alt{ <...> }eret. (høit) Hemming! jeg staaer
i megen Gjæld til Dig, efterdi Du fandt min Søn
igjen og ellers var mig til Villie; nu kan jeg gjøre
Vederlag, jeg vil af al Magt staa Dig bi i den
Sag vi nys talte om.
(afsides.) De er da alt enige; stor Lykke havde
jeg med mig, at jeg traf paa Hemming; nu un-
drer mig ikke, at Alfhild var saa villig til at
træde for Alt{ <...> }eret. (høit) Hemming! jeg staaer
Faksimile
156.
i megen Gjæld til Dig, efterdi Du fandt min Søn
igjen og ellers var mig til Villie; nu kan jeg gjøre
Vederlag, jeg vil af al Magt staa Dig bi i den
Sag vi nys talte om.
Hemming
(fortumlet af Glæde.)
I! Vil I det, Fru Kirsten! Ak, Gud og Hel-
gene! jeg tør neppe tro derpaa. (standser) Men
Herr Olaf, Eders Søn! hvad mener I han vil sige?
gene! jeg tør neppe tro derpaa. (standser) Men
Herr Olaf, Eders Søn! hvad mener I han vil sige?
Fru Kirsten
Han vil ei lægge Dig Steen iveien, det skal jeg
vel sørge for.
vel sørge for.
Hemming
(trohjertig.)
Ja, forsandt, han er ogsaa bedst tjent dermed,
for jeg veed, hun er ham ei god af Hjertet.
for jeg veed, hun er ham ei god af Hjertet.
Faksimile
157.
Fru Kirsten
(smilende)
Det har jeg vel mærket, Hemming!
Hemming
Har I! Ja, I er saa klog, Fru Kirsten!
Og jeg som tænkte, at jeg var den Eneste, som
havde mærket det. (betænkeligt.) Men mener I,
at Herr Arne vil give sit Minde?
Og jeg som tænkte, at jeg var den Eneste, som
havde mærket det. (betænkeligt.) Men mener I,
at Herr Arne vil give sit Minde?
Fru Kirsten
Din Huusbond? Jeg skal vide at tale ham
tilrette, det vil nok lykkes.
tilrette, det vil nok lykkes.
Hemming
Mener I? Ak, men jeg er jo dog saa fattig en
Svend!
Svend!
Fru Kirsten
Hemming
Tak, Tak, Fru Kirsten! Himlen lønne Jer
for Eders gode Sind!
for Eders gode Sind!
Fru Kirsten
Men Du tier vel med det, vi her har talt sammen.
Hemming
.Det lover jeg!
Fru Kirsten
Saa hold Dig rede, herude samles Gjæsterne om
føie Tid, vær saa ikke langt fra Haanden. –
(gaaer op mod Staburdøren og speider efter Alfhild.)
føie Tid, vær saa ikke langt fra Haanden. –
Hemming
(for sig selv.)
Nei, dette her er mig som en forunderlig, gjækken-
de Drøm. Ingeborg og jeg, vi skulde faa hinanden!
Ak, kan det være sandt? Saa høit turde jeg al-
drig tænke; – det var mig hver Morgen som jeg
havde gjort en formastelig Gjerning, naar jeg om
Natten blot drømte derom. – Hm! jeg veed forresten
ret vel at det ikke er for min Skyld Fru Kirsten
gjør sig al den Besvær. Hun har Noget isinde;
det gjælder for hende at bryde Forliget med Herr
Arne, og nu hun har mærket at Ingeborg er mig
god, saa vil hun bruge det til Paaskud. Ja, ja,
jeg har saa tidt varet min Huusbond ad, men
han vil aldrig tro mig.
de Drøm. Ingeborg og jeg, vi skulde faa hinanden!
Faksimile
159.
Ak, kan det være sandt? Saa høit turde jeg al-
drig tænke; – det var mig hver Morgen som jeg
havde gjort en formastelig Gjerning, naar jeg om
Natten blot drømte derom. – Hm! jeg veed forresten
ret vel at det ikke er for min Skyld Fru Kirsten
gjør sig al den Besvær. Hun har Noget isinde;
det gjælder for hende at bryde Forliget med Herr
Arne, og nu hun har mærket at Ingeborg er mig
god, saa vil hun bruge det til Paaskud. Ja, ja,
jeg har saa tidt varet min Huusbond ad, men
han vil aldrig tro mig.
Arne
(kalder, udenfor til Venstre)
Hemming! Hemming!
Fru Kirsten
(kommer ned i Forgrunden)
Faksimile
160.
Din Huusbond kalder! Gaa nu! Siden skal jeg
tale med ham; han føier sig nok. Tro mig han
skal følge sin Svend til Kirken i samme Stund
han fører sin Datter did.
tale med ham; han føier sig nok. Tro mig han
skal følge sin Svend til Kirken i samme Stund
han fører sin Datter did.
Hemming
Tak, Tak, Fru Kirsten! Forsandt, I gjør en
god Gjerning mod os Alle. (gaaer ud til Venstre)
god Gjerning mod os Alle. (gaaer ud til Venstre)
Fru Kirsten
(for sig selv.)
Saa ung er hun og dog saa underfundig; hun har
leflet med Hemming, alt imedens hun bildte min
Søn ind at – – Godt, han skal snart lære hendes
Kunster at kjende. Men først maa jeg have Herr
Arne fat; han holder meget af Hemming, vil
nødig skilles fra ham; det lod ogsaa som Hem-
ming frygtede for at det skulde være til Hinder;
men de kan jo mageligt blive sammen, om end Hem-
ming gifter sig. – Hemming seer ellers mere grant
i Tingen end jeg tænkte mig. Hvad vil Olaf sige
dertil, spurgte han; han har da altsaa mærket, at
Alfhild endnu ligger min Søn paa Hjertet. Nu,
lad ham det; tager han hende, saa tier han og-
saa, og er Alfhild først gift – jeg kjender Olaf;
han har stedse sat høi Priis paa, at staa i Agt og
Ære hos Bygdens Mænd, og derfor vil han vel – ja, ja,
det maa, det skal lykkes! (gaaer ud til Høire)
leflet med Hemming, alt imedens hun bildte min
Søn ind at – – Godt, han skal snart lære hendes
Kunster at kjende. Men først maa jeg have Herr
Arne fat; han holder meget af Hemming, vil
nødig skilles fra ham; det lod ogsaa som Hem-
ming frygtede for at det skulde være til Hinder;
Faksimile
161.
men de kan jo mageligt blive sammen, om end Hem-
ming gifter sig. – Hemming seer ellers mere grant
i Tingen end jeg tænkte mig. Hvad vil Olaf sige
dertil, spurgte han; han har da altsaa mærket, at
Alfhild endnu ligger min Søn paa Hjertet. Nu,
lad ham det; tager han hende, saa tier han og-
saa, og er Alfhild først gift – jeg kjender Olaf;
han har stedse sat høi Priis paa, at staa i Agt og
Ære hos Bygdens Mænd, og derfor vil han vel – ja, ja,
det maa, det skal lykkes! (gaaer ud til Høire)
8de Scene.
Hemming (kommer fra Venstre med en Ølbolle
skjult under Koften) Arne (følger ham for-
sigtigt og speidende)
skjult under Koften) Arne (følger ham for-
sigtigt og speidende)
Arne
.Er der Ingen?
Faksimile
162.
Hemming
.Nei, kom I kun, Huusbond!
Arne
.Men det tykkedes mig, at jeg hørte Fru Kirsten.
Hemming
Nu er hun gaaet, kom I kun!
Arne
(sætter sig paa Bænken til Venstre)
Fly mig Bollen hid. – Hemming! godt og vel
er det, at Brylluppet skal gaa for sig i Kvæld.
Imorgen reiser jeg hjem, ja, det gjør jeg! Ikke
en Dag længere bliver jeg i Fru Kirstens Huus.
er det, at Brylluppet skal gaa for sig i Kvæld.
Imorgen reiser jeg hjem, ja, det gjør jeg! Ikke
en Dag længere bliver jeg i Fru Kirstens Huus.
Hemming
.Ei, Huusbond! er der nu igjen Ufred mellem Jer?
Arne
.Er det ikke nok, synes Dig, at hun og alle hendes
fornemme Frænder lade haant om mig; ved Nadver-
den lo de og skjæmtede mellem hinanden, efterdi jeg
ikke kunde komme mig for, at æde af alle de ugude-
lige udenlandske Retter. Og hvad var det saa vi
fik at drikke dertil? Sød Viin og Most, som
vil ligge mig i Maven i otte Dage. Nei, da pri-
ser jeg mit gode hjemmebrygde Øl! (drikker og til-
føier sagte og forbittret.) Af dette har jeg skikket
den Skarnskvinde tre fulde Tønder, og hvad har
hun gjort? Slængt det hen for sine Huuskarle, og
her maa jeg stjæle mig til en Slurk, ja, Hemming!
stjæle mig til at drikke mit eget Øl, for at de
ikke skal skjælde mig for en grov Bonde, der ikke
forstaaer sig paa fornemme Drikkevarer.
Faksimile
163.
fornemme Frænder lade haant om mig; ved Nadver-
den lo de og skjæmtede mellem hinanden, efterdi jeg
ikke kunde komme mig for, at æde af alle de ugude-
lige udenlandske Retter. Og hvad var det saa vi
fik at drikke dertil? Sød Viin og Most, som
vil ligge mig i Maven i otte Dage. Nei, da pri-
ser jeg mit gode hjemmebrygde Øl! (drikker og til-
føier sagte og forbittret.) Af dette har jeg skikket
den Skarnskvinde tre fulde Tønder, og hvad har
hun gjort? Slængt det hen for sine Huuskarle, og
her maa jeg stjæle mig til en Slurk, ja, Hemming!
stjæle mig til at drikke mit eget Øl, for at de
ikke skal skjælde mig for en grov Bonde, der ikke
forstaaer sig paa fornemme Drikkevarer.
Hemming
Ja, ja, Huusbond! jeg har jo varet Jer ad.
Faksimile
164.
Arne
.Aa – varet mig ad! Du er dum, Hemming! me-
ner Du ikke jeg selv har mærket det; men bi
kun, bi kun! (opfarende) At sætte mit gode,
kvægsomme Øl for Huuskarlene, som om det ik-
ke var værdigt at komme paa et Herremandsbord. –
ner Du ikke jeg selv har mærket det; men bi
kun, bi kun! (opfarende) At sætte mit gode,
kvægsomme Øl for Huuskarlene, som om det ik-
ke var værdigt at komme paa et Herremandsbord. –
Hemming
Ja, Fru Kirsten handler ilde med Jer, det er vist!
Arne
(rækker ham Bollen)
Der, sæt Dig ned og drik! (Hemming sætter sig.)
Hør, Hemming! jeg vilde ønske vi vel var hjemme.
Hør, Hemming! jeg vilde ønske vi vel var hjemme.
Hemming
Ja, mig huer det ikke her i Bryllupsgaarden.
Arne
.Nei, da lover jeg min gamle Stue paa Guldvik;
naar vi To sad sammen om Kvælden og legede Brik-
kespil, og havde Ølkruset mellem os –
Faksimile
165.
naar vi To sad sammen om Kvælden og legede Brik-
kespil, og havde Ølkruset mellem os –
Hemming
Medens Jomfru Ingeborg sad ved Væven og baldy-
rede Roser og alskens Blomster i Lindugen –
rede Roser og alskens Blomster i Lindugen –
Arne
.Og sang derhos saa lifligt, at det bares mig for,
som jeg blev ung og rørig igjen. Ja, Hemming!
naar Brylluppet er over, vil vi fare fort med
vort gamle Levesæt.
som jeg blev ung og rørig igjen. Ja, Hemming!
naar Brylluppet er over, vil vi fare fort med
vort gamle Levesæt.
Hemming
Men da er der Ingen, som slaaer Væven og syn-
ger liflige Viser dertil.
ger liflige Viser dertil.
Arne
.Nei, det er sandt nok, Ingeborg er da borte. –
Det vil gaa mig haardt til Hjerte; hun er vild
og selvraadig, men savne hende vil jeg dog, og
det tungt. (tænker sig om) Imellemstunder kunde
jeg vel gjæste hende her – – Men nei, det vil
jeg ikke! Her leer de af mig, de hviske bag
min Ryg, jeg mærker det nok.
Det vil gaa mig haardt til Hjerte; hun er vild
Faksimile
166.
og selvraadig, men savne hende vil jeg dog, og
det tungt. (tænker sig om) Imellemstunder kunde
jeg vel gjæste hende her – – Men nei, det vil
jeg ikke! Her leer de af mig, de hviske bag
min Ryg, jeg mærker det nok.
Hemming
Men ifald I vilde, saa kunde det jo endnu gjøres
om.
om.
Arne
.Gjøres om! Du er dum, Hemming! altid snak-
ker Du om at gjøre om. (rækker ham Bollen.)
Der, drik! det har Du godt af. Gjøres om; nei,
nei, det skal aldrig gjøres om! Det var onde
Vætter som blæste den Tanke i mig at komme
i Slægt med Fru Kirsten. Men nu er det skeet;
de fornemme Frænder faaer tee sig som de vil,
men mine Grander skal ikke spotte over mig, –
har jeg givet mit Ord, saa vil jeg ogsaa holde
det. (forsagt.) Bare jeg vidste at Olaf vilde være
god mod hende, jeg vil bede ham derom – (hef-
tigt.) Han skal være det, ellers kommer jeg med
mine gamle Næver og banker ham.
ker Du om at gjøre om. (rækker ham Bollen.)
Der, drik! det har Du godt af. Gjøres om; nei,
nei, det skal aldrig gjøres om! Det var onde
Vætter som blæste den Tanke i mig at komme
i Slægt med Fru Kirsten. Men nu er det skeet;
de fornemme Frænder faaer tee sig som de vil,
Faksimile
167.
men mine Grander skal ikke spotte over mig, –
har jeg givet mit Ord, saa vil jeg ogsaa holde
det. (forsagt.) Bare jeg vidste at Olaf vilde være
god mod hende, jeg vil bede ham derom – (hef-
tigt.) Han skal være det, ellers kommer jeg med
mine gamle Næver og banker ham.
Hemming
Ja, vel er det, om I tager vare paa hende, for
Olaf agter hende ikke stort, det troer jeg vist.
Olaf agter hende ikke stort, det troer jeg vist.
Arne
.Saa, mener Du det?
Hemming
Mindes I Alfhild, den fattige Pige, som fulgte
med fra Fjeldet igaar?
med fra Fjeldet igaar?
Arne
.Javist gjør jeg. Hun er vakker!
Faksimile
168.
Hemming
(reiser sig.)
Saa tykkes Olaf med.
Arne
.Hvad skal det sige?
Hemming
Olaf har hende kjær! Tidt og mange Gange
gjæstede han hende deroppe; – hvad Fru Kirsten
har snakket Jer for, maa I aldrig tro.
gjæstede han hende deroppe; – hvad Fru Kirsten
har snakket Jer for, maa I aldrig tro.
Arne
.Og hvad Du snakker mig for, troer jeg endnu min-
dre. Du er ilde sindet mod Ingeborg, fordi hun
stundom gjækker Dig, og derfor under Du hende
ikke dette anseelige Gifte; jo, jo, jeg kjender Dig nok.
dre. Du er ilde sindet mod Ingeborg, fordi hun
stundom gjækker Dig, og derfor under Du hende
ikke dette anseelige Gifte; jo, jo, jeg kjender Dig nok.
Hemming
.Ei Huusbond! kunde I tro at –
Faksimile
169.
Arne
.Bilde mig ind, at Olaf Liljekrans har den Tigger-
kvinde kjær! En anseelig, høibyrdig Herre som
han! Det var jo ligervis som En vilde sige, at
Ingeborg, min Datter, havde Sind til Dig.
kvinde kjær! En anseelig, høibyrdig Herre som
han! Det var jo ligervis som En vilde sige, at
Ingeborg, min Datter, havde Sind til Dig.
Hemming
(forlegen)
Til mig – hvor kunde I vel falde paa –
Arne
Nei, jeg falder ikke paa! Men det Ene er
ligesaa urimeligt som det Andet. See der, drik!
og kom ikke meer med den Snak. (reiser sig.)
Der har vi Fru Kirsten med Gjæsterne. Hvad
skal nu gaa for sig?
ligesaa urimeligt som det Andet. See der, drik!
og kom ikke meer med den Snak. (reiser sig.)
Der har vi Fru Kirsten med Gjæsterne. Hvad
skal nu gaa for sig?
Hemming
Herude skal de Alle forsamles, saa følge de Brud
og Brudgom til Høitidsbordet, og derfra til Kirken.
Faksimile
170.
og Brudgom til Høitidsbordet, og derfra til Kirken.
Arne
.Ei, hvilken forbandet Skik! Til Kirken ved Kvælds-
tid; er nu det en Mørkets Gjerning, at gifte sig?
tid; er nu det en Mørkets Gjerning, at gifte sig?
9de Scene.
De Forrige. – Fru Kirsten, Olaf, Ingeborg,
Gjæster, samt Karle og Piger (komme efter-
haanden ind fra forskjellige Sider)
Gjæster, samt Karle og Piger (komme efter-
haanden ind fra forskjellige Sider)
Fru Kirsten
(for sig selv.)
Jeg har ikke truffet Olaf alene; men naar jeg
tænker mig om, saa er det ogsaa bedst, at han
Intet veed deraf forinden det gaaer for sig.
(sagte til Hemming, der har talt hviskende med
Ingeborg) Nu, Hemming! hvordan mener Du
din Huusbond er sindet?
tænker mig om, saa er det ogsaa bedst, at han
Intet veed deraf forinden det gaaer for sig.
(sagte til Hemming, der har talt hviskende med
Ingeborg) Nu, Hemming! hvordan mener Du
din Huusbond er sindet?
Faksimile
171.
Hemming
(sagte)
Ak, Fru Kirsten! Jeg har kun ringe Fortrøst-
ning, hvis ikke I hjælper til.
ning, hvis ikke I hjælper til.
Fru Kirsten
.Ei, det kommer vi nok udaf. (blander sig mel-
lem Gjæsterne)
lem Gjæsterne)
Ingeborg
(sagte til Hemming.)
Hvad mener Du? Hvad er det for et livsaligt
Haab Du taler om?
Haab Du taler om?
Hemming
Ak, jeg tør ikke selv tro derpaa; men Fru Kirsten
mener det vel med os. Hun vil snart vise Jer at –
mener det vel med os. Hun vil snart vise Jer at –
Ingeborg
Tys! der nærmer de sig.
Faksimile
172
Olaf
(dæmpet.)
Sig mig, min Moder! hvor gaaer det hende?
Fru Kirsten
Vel nok, som jeg forud vidste.
Olaf
.Hun veed da at trøste sig?
Fru Kirsten
(smilende)
Det lader saa. Vent kun lidt! Endnu i
Kvæld skal Du faa Vished derfor.
Kvæld skal Du faa Vished derfor.
Olaf
.Hvad mener I?
Fru Kirsten
Jeg mener at hun er en listig Hex! Alle hendes
fagre Ord har været Svig og Bedrag.
fagre Ord har været Svig og Bedrag.
Faksimile
173.
Olaf
.Nei, nei, min Moder!
Fru Kirsten
Det faaer vi nu at see! Alfhild er fro og glad,
saameget veed jeg.
saameget veed jeg.
Olaf
.Vel mig, om saa var!
Fru Kirsten
(høit og afmaalt)
Hr. Arne fra Guldvik! Nu er da omsider den Time
kommen, som jeg mener vi Alle har stundet efter.
kommen, som jeg mener vi Alle har stundet efter.
Hemming
(afsides)
Der bryder det løs!
Fru Kirsten
Snart skal Kirken lyse sin Fred over vore
Børn, og knytte dem sammen til et langt og
kjærligt Samliv.
Faksimile
174.
Børn, og knytte dem sammen til et langt og
kjærligt Samliv.
Hemming
(afsides, studsende)
Hvad nu?
Fru Kirsten
.Vilkaarene ere vi jo enige om. Men jeg tænker
vi her endnu engang besegle dem med Haand og Mund.
vi her endnu engang besegle dem med Haand og Mund.
Hemming
(som før)
Himmel og Jord! Vil hun svige mig?
Arne
.Ei er det fornødent; jeg staaer ved mit Ord
som en ærlig Mand.
som en ærlig Mand.
Fru Kirsten
Det veed jeg vel, Herr Arne! men det er snart
gjort. Først skal til evindelige Tider hver
Splid og Ufred mellem vore Slægter være forbi, –
og den Ugavn og Skade, som de gamle Tvistigheder
har voldt paa baade Sider, skal Ingen kræve
Fyldest for; det maa bæres, som Enhver bedst véd
og kan. Ei sandt, det love vi?
Faksimile
175.
gjort. Først skal til evindelige Tider hver
Splid og Ufred mellem vore Slægter være forbi, –
og den Ugavn og Skade, som de gamle Tvistigheder
har voldt paa baade Sider, skal Ingen kræve
Fyldest for; det maa bæres, som Enhver bedst véd
og kan. Ei sandt, det love vi?
Alle
.Det love vi! (gjensidige Haandtag mellem Bru-
deparrets Slægtninge)
deparrets Slægtninge)
Hemming
(sagte.)
Faa Du Skam, saa forbandet Du løi for mig!
Fru Kirsten
Dernæst er at nævne, hvad vi alt ere enige om,
at Grændseskjællet mellem Herr Arnes Enemærker
og mine, skal flyttes saa langt ind paa hans
Grund, som gode og uvillige Mænd have skjønnet
at være ret og billigt.
at Grændseskjællet mellem Herr Arnes Enemærker
og mine, skal flyttes saa langt ind paa hans
Faksimile
176.
Grund, som gode og uvillige Mænd have skjønnet
at være ret og billigt.
Arne
Ja, ja, det faaer vel saa være!
Fru Kirsten
Det love vi da?
Gjæsterne
Det love vi! (Haandtag som før.)
Fru Kirsten
Endelig giver Herr Arne sin Datter til Medgift
saameget af Sølv, Linklæder og andet Bohave, som
nævnt og opsat er ved Fæstensøllet, og bør det
sig alt tilhobe at være her tilstede paa Gaarden,
fra den Dag Jomfru Ingeborg er flyttet herind
som min Søns Ægtehustru, hvilket skeer ikvæld.
Derom ere vi jo enige?
saameget af Sølv, Linklæder og andet Bohave, som
nævnt og opsat er ved Fæstensøllet, og bør det
sig alt tilhobe at være her tilstede paa Gaarden,
fra den Dag Jomfru Ingeborg er flyttet herind
som min Søns Ægtehustru, hvilket skeer ikvæld.
Derom ere vi jo enige?
Faksimile
177.
Gjæsterne
Det love og vidne vi! (Haandslag.)
Fru Kirsten
Saa række da Brud og Brudgom hinanden Hænder
for at gaa til Gildebordet og derfra til Kirken.
for at gaa til Gildebordet og derfra til Kirken.
Arne
(afsides.)
Ha, ha, nu kan Hemming see til, om Fru Kir-
sten sviger mig.
sten sviger mig.
Hemming
(sagte.)
O, saa er det da forbi med mig; en Daare var
jeg at jeg stolede paa hende.
jeg at jeg stolede paa hende.
Fru Kirsten
Men paa denne frydelige Dag, bør det sig os
at glæde saa Mange som skee kan. Og derfor
har jeg en Bøn til Eder, Herr Arne!
at glæde saa Mange som skee kan. Og derfor
Faksimile
178.
har jeg en Bøn til Eder, Herr Arne!
Arne
.Sig frem! Kan {
<...>
}je{
<...>
}g føie Jer saa skeer det gjerne.
Hemming
(afsides)
Hvad agter hun sig nu til?
Fru Kirsten
Der er endnu et Par unge Folk, som gjerne gad
følges til Brudeskamlen ikvæld; de ere indbyrdes
enige, efter hvad jeg hører. Bruden skal jeg
sørge for, men Brudgommen maa I hjælpe til-
rette; det er Hemming, Eders Svend, og Alfhild!
følges til Brudeskamlen ikvæld; de ere indbyrdes
enige, efter hvad jeg hører. Bruden skal jeg
sørge for, men Brudgommen maa I hjælpe til-
rette; det er Hemming, Eders Svend, og Alfhild!
Ingeborg
(med et Udraab.)
Hemming!
Faksimile
179.
Olaf
(ligesaa)
Alfhild!
Hemming
O, vee, vee{,}! nu forstaaer jeg –!
Gjesterne
(paa samme Tid.)
Hemming og Alfhild! Fjeldjenten! (Latter og Hvisken.)
Olaf
.Alfhild! I vil gifte hende bort med – Nei, nei,
det skal ikke skee! Aldrig, aldrig!
det skal ikke skee! Aldrig, aldrig!
Fru Kirsten
Stille! – Olaf, min Søn! vær stille! jeg beder Dig.
Arne
(for sig selv.)
Hvad nu! Ja, forsandt, Hemming havde Ret,
der er Noget mellem Olaf og Alfhild. (hviskende.)
Ei, Fru Kirsten! jeg skjønner Eders Færd. Nu veed
jeg, hvi Olaf var tre Døgn paa Fjeldet, og nu skal
Hemming skille Jer af med hende. Ha, ha!
Faksimile
180.
der er Noget mellem Olaf og Alfhild. (hviskende.)
Ei, Fru Kirsten! jeg skjønner Eders Færd. Nu veed
jeg, hvi Olaf var tre Døgn paa Fjeldet, og nu skal
Hemming skille Jer af med hende. Ha, ha!
Fru Kirsten
(med tvungen Fatning.)
Hr. Arne! hvor kan I tro Sligt?
Arne
(dæmpet.)
O, jeg seer grant! Nu skulde jeg vel mene jeg
har skjællig Grund til at bryde Forliget.
har skjællig Grund til at bryde Forliget.
Fru Kirsten
(sagte og forskrækket.)
Bryde Forliget! Jeg beder Jer! Vil I beskjæmme
os Alle? (de tale sagte sammen.)
os Alle? (de tale sagte sammen.)
Faksimile
181.
Hemming
(til Ingeborg, med hvem han imidlertid har hvisket.)
Saa hænger det sammen, det sværger jeg Eder til!
Fru Kirsten og jeg har ikke forstaaet hinanden.
Fru Kirsten og jeg har ikke forstaaet hinanden.
Ingeborg
Men saa sig fra! Du skal! Jeg byder Dig!
Hemming
.Nei, nei, det tør jeg ikke; hun vil da mærke,
at det var Eder jeg tænkte paa.
at det var Eder jeg tænkte paa.
Ingeborg
Godt saa vil jeg! (høit) Hemming skal ikke
for Alteret med Alfhild; – han er for god til
at ægte anden Mands Frille!
for Alteret med Alfhild; – han er for god til
at ægte anden Mands Frille!
Olaf
.
(med et Udraab)
Beskjæmmet!
Faksimile
182.
Gjæsterne
Frille!
Arne
(til Ingeborg)
Hvad siger Du?
Fru Kirsten
Himmelen staa os bi!
Olaf
.Forbandelse over mig! Beskjæmmet er hun!
Ingeborg
Ja, høit nævner jeg Ordet: Hun er anden Mands
Frille! Lad den modsige mig som tør!
Frille! Lad den modsige mig som tør!
Arne
.Ingeborg. (afsides) Hvad gaaer der af hende?
Fru Kirsten
(sagte)
Saadan er det fat! Hende, hende er det, som har
Hemming kjær! (sagte og bestemt til Arne)
Agter I nu længere at bryde Forliget? Der seer
I selv paa Jer Datters Færd, hvad Aarsag jeg
havde til at faa Hemming gift!
Faksimile
183.
Hemming kjær! (sagte og bestemt til Arne)
Agter I nu længere at bryde Forliget? Der seer
I selv paa Jer Datters Færd, hvad Aarsag jeg
havde til at faa Hemming gift!
Arne
(forbløffet.)
Min Datter! Kunde I tænke Jer, at hun –
Fru Kirsten
Stil Jer kun ikke slig an! Ingeborg har Sind
til Eders Huuskarl; nu skulde jeg mene, at
jeg har skjællig Grund til at bryde vort Forlig!
til Eders Huuskarl; nu skulde jeg mene, at
jeg har skjællig Grund til at bryde vort Forlig!
Arne
.Bryde, bryde –! Hvad tænker I paa! At
volde mig slig Tort!
volde mig slig Tort!
Fru Kirsten
(spottende)
Ja, for ellers vilde jo I gjøre det!
Faksimile
184.
Arne
(hurtigt.)
Nei, nei, jeg har betænkt mig; det er bedst
vi tie, begge To!
vi tie, begge To!
Fru Kirsten
(for sig selv.)
See saa, nu har jeg vundet! Jeg kjender Olaf;
en forhaanet Kvinde vil ikke friste ham!
en forhaanet Kvinde vil ikke friste ham!
10de Scene.
De Forrige. Alfhild (kommer ubemærket
ud fra Staburet i glimrende Brudedragt med
Krone og udslaaet Haar.)
ud fra Staburet i glimrende Brudedragt med
Krone og udslaaet Haar.)
Arne
(afsides)
Dette har været mig en forbandet Dag! O,
det er dog en listig Hund, den Hemming! han
vidste at Ingeborg havde Sind til ham, derfor
var det ham saa lidet tilpas at Olaf fik hende.
det er dog en listig Hund, den Hemming! han
Faksimile
185.
vidste at Ingeborg havde Sind til ham, derfor
var det ham saa lidet tilpas at Olaf fik hende.
Fru Kirsten
(der imidlertid har gjenvundet sin Fatning.)
Og nu til Gild˹e˺salen! Hemming kan vi siden tænke
paa. – Olaf tag Bruden ved Haand!
paa. – Olaf tag Bruden ved Haand!
Arne
(uvillig, da han seer Ingeborg hviske til Hemming)
Hvor er Bruden? Træd frem, træd frem!
Alfhild
og Ingeborg
(paa engang, idet hver af dem griber en af Olafs Hænder.)
Her er jeg!
Gjæsterne
Hvordan, hun tager Olaf?
(Almindelig Forbauselse)
Faksimile
186.
Fru Kirsten
(afsides)
Saavidt har han da drevet det! (høit til Alfhild.)
Du feiler! Det er ikke din Brudgom!
Du feiler! Det er ikke din Brudgom!
Alfhild
.Jovist, det er jo Olaf!
Ingeborg
(slipper hans Haand.)
Han har da lovet hende –!
Fru Kirsten
(i stærkt Oprør.)
Olaf er ikke din Brudgom, siger jeg. Sig
hende det selv, min Søn!
hende det selv, min Søn!
Olaf
(tier.)
(Fru Kirstens Frænder see forlegne paa hinanden.
Arnes Slægtninge nærme sig mørke og truende)
Faksimile
187.
Arnes Slægtninge nærme sig mørke og truende)
Fru Kirsten
(med hævet Stemme)
Olaf Liljekrans! Svar høit og lydt! Det
kræves med Rette af Dig.
kræves med Rette af Dig.
Olaf
(fortvivlet, kjæmpende med sig selv.)
Det skee da som I vil, min Moder! Ja, ved
alle Helgene! jeg skal svare. Alfhild! Du
feiler! Jeg er ikke din Brudgom! (pegende
paa Ingeborg.) Der – der staaer min Brud!
alle Helgene! jeg skal svare. Alfhild! Du
feiler! Jeg er ikke din Brudgom! (pegende
paa Ingeborg.) Der – der staaer min Brud!
Alfhild
(træder som forstenet et Skridt tilbage og stirrer
paa ham)
Hun! Din – –
Faksimile
188.
Olaf
(med stigende Ophidselse)
Alfhild! gaa bort herfra! Gaa, gaa, langt
ind paa Fjeldet igjen; det tjener Dig bedst.
Jeg har været syg og forvildet i Sind, da jeg gik
deroppe! Hvad jeg har sagt Dig mindes jeg
Lidet af! Jeg veed det ikke og jeg vil ikke vide
det! Hører Du, jeg vil ikke! – Guldkronen kan
Du beholde! Behold Alt, baade Sølv og Guld, som
Du der er klædt i. Mere, ja tifold Mere
skal Du faa – Nu! hvi seer Du saadan paa
mig?
ind paa Fjeldet igjen; det tjener Dig bedst.
Jeg har været syg og forvildet i Sind, da jeg gik
deroppe! Hvad jeg har sagt Dig mindes jeg
Lidet af! Jeg veed det ikke og jeg vil ikke vide
det! Hører Du, jeg vil ikke! – Guldkronen kan
Du beholde! Behold Alt, baade Sølv og Guld, som
Du der er klædt i. Mere, ja tifold Mere
skal Du faa – Nu! hvi seer Du saadan paa
mig?
Alfhild
.
(tager Kronen og de øvrige Smykker af og lægger
dem for Olafs Fødder, idet hun vedbliver ufra-
vendt at stirre paa ham.)
Faksimile
189.
Olaf
.Kanhænde jeg bildte Dig ind at Du skulde være
min Brud ikvæld, kanhænde Du troede mig! Kan-
hænde Du tænkte, at Olaf Liljekrans vilde ægte en –
– en – hvordan var det I kaldte hende? (stamper
med Foden.) See ikke saadan paa mig, siger jeg!
Jeg kjender Dig nok, Du har forhexet mig! Jeg
glemte hvad Slægt jeg var af, jeg glemte min Brud,
min Fæstemø! hun som der staaer. (griber Alfhild
med Heftighed i Armen) See paa hende, Alfhild!
Ha, ha, ha! hende er det jeg har kjær!
min Brud ikvæld, kanhænde Du troede mig! Kan-
hænde Du tænkte, at Olaf Liljekrans vilde ægte en –
– en – hvordan var det I kaldte hende? (stamper
med Foden.) See ikke saadan paa mig, siger jeg!
Jeg kjender Dig nok, Du har forhexet mig! Jeg
glemte hvad Slægt jeg var af, jeg glemte min Brud,
min Fæstemø! hun som der staaer. (griber Alfhild
med Heftighed i Armen) See paa hende, Alfhild!
Ha, ha, ha! hende er det jeg har kjær!
Alfhild
(synker paa Knæ og bedækker Ansigtet med sine Hænder.)
Olaf
.Reis Dig, Alfhild! reis Dig, siger jeg! Dersom
Du tør sørge saa, da slaaer jeg Dig ihjel! –
Hvi er Du ikke glad? Vær lystig og vild
som jeg! – Og I Andre! Hvi staa I der saa
tause og see paa hinanden? Leer, leer dog,
saa det kan runge i Gaarden! – Alfhild!
hvi svarer Du ikke? Har jeg ikke sagt Dig
nok endnu! Ha, ha! saa sig hende et Ord
I Andre med! Læg ogsaa I et Ord med i
Laget![HIS: Usikker rekkefølge. HIS har valgt å transkribere utropstegn. Utropstegn er enten overskrevet med semikolon, eller selv skrevet over semikolon, men rekkefølgen lar seg ikke endelig avklare.] Fru Kirsten vil det! Lee dog ad hen-
de, forhaan hende, træd hende under Fødder!
(med skingrende Latter) Ha, ha, ha! Hun er
jo Olafs Frille!
Du tør sørge saa, da slaaer jeg Dig ihjel! –
Faksimile
190.
Hvi er Du ikke glad? Vær lystig og vild
som jeg! – Og I Andre! Hvi staa I der saa
tause og see paa hinanden? Leer, leer dog,
saa det kan runge i Gaarden! – Alfhild!
hvi svarer Du ikke? Har jeg ikke sagt Dig
nok endnu! Ha, ha! saa sig hende et Ord
I Andre med! Læg ogsaa I et Ord med i
Laget![HIS: Usikker rekkefølge. HIS har valgt å transkribere utropstegn. Utropstegn er enten overskrevet med semikolon, eller selv skrevet over semikolon, men rekkefølgen lar seg ikke endelig avklare.] Fru Kirsten vil det! Lee dog ad hen-
de, forhaan hende, træd hende under Fødder!
(med skingrende Latter) Ha, ha, ha! Hun er
jo Olafs Frille!
Alfhild
(synker mod Jorden saaledes, at hun kommer
til at hvile i en liggende Stilling ved Steen-
bænken til Venstre. – Et stærkt Lyn oplyser
Scenen; Tordenen ruller; under det Følgende
Faksimile
191.
tiltager Mørket og Uveiret mere og mere, ind-
til Aktens Slutning.)
Olaf
.See, see! Det maa jeg lide; nu stemme de i
med derovenfra! Ret nu vil jeg til Kirken
med min Brud! Kom, Jomfru Ingeborg! Men
først vil vi drikke, ja drikke, drikke! Hid
med Kruus og Horn – nei derinde! – Tænd Lys
i Kirken! Orgelet skal spille op til Dands –
ikke klagelige Psalmer – Fy, fy, nei Dands!
(Lyn og Torden) Ha, ha! Det spørges i Him-
len at Olaf Liljekrans holder Brudefærd!
(styrter ud til Høire.)
med derovenfra! Ret nu vil jeg til Kirken
med min Brud! Kom, Jomfru Ingeborg! Men
først vil vi drikke, ja drikke, drikke! Hid
med Kruus og Horn – nei derinde! – Tænd Lys
i Kirken! Orgelet skal spille op til Dands –
ikke klagelige Psalmer – Fy, fy, nei Dands!
(Lyn og Torden) Ha, ha! Det spørges i Him-
len at Olaf Liljekrans holder Brudefærd!
Arne
.Christ fri mig! hans Forstand er borte!
Faksimile
192.
Fru Kirsten
Ei, vær kun trøstig; det er snart forbi, – jeg
kjender ham! (trækker Arne med sig.)
kjender ham! (trækker Arne med sig.)
Arne
(truer sagte til Hemming i Forbigaaende)
O, Hemming! Hemming! Du er en listig Hund!
Gjæsterne
(gaa stille og forstemte ud til Høire; Tyendet til
Venstre.)
Ingeborg
(holder Hemming tilbage)
Hemming! jeg gaaer ikke til Kirken med Olaf Liljekrans.
Hemming
Ak, hvordan skal det hindres?
Ingeborg
Hemming
Ingeborg!
Ingeborg
Hold min Hest sadlet og rede!
Hemming
Hvad! I vil –?
Ingeborg
Jeg vil! Nu veed jeg først hvor kjær Du er
mig, nu jeg staaer Fare for at miste Dig. Gaa,
gjør som jeg siger og vaer mig ad naar Tid er.
(gaaer ud til Høire.)
mig, nu jeg staaer Fare for at miste Dig. Gaa,
gjør som jeg siger og vaer mig ad naar Tid er.
Hemming
Ja, nu er jeg stærk; nu tør jeg friste hvad
det skal være! (gaaer ud til Venstre.)
det skal være! (gaaer ud til Venstre.)
Faksimile
194.
11te Scene.
Alfhild. – Senere Hemming, Ingeborg og
Flere til forskjellige Tider.
Flere til forskjellige Tider.
Alfhild
(bliver en tidlang ubevægelig liggende med Ansigtet
skjult i Hænderne. Endelig hæver hun sig halvt
iveiret, seer sig forvildet om, reiser sig og siger
med stille, afbrudt Latter:)
Een Falk kan hvile sig paa Dronningens Arm,
En A{
<...>
}nden maa lide stor Nød og Harm!
Een Fugl fik Fjære baade røde og blaa,
En Anden maa nøies med Hammen graa! ˹–˺
Jeg har vidst at Taarernes varme Flod
Husvale naar Verden gaaer tungt imod;
Men nu har jeg fristet saa vild en Vee,
At jeg kunde mig derover tildøde lee!
Faksimile
195.
(Det er nu ganske mørkt. Kirkens Vinduer bli-
ve oplyste. Alfhild gaaer hen til Huset og
lytter, medens det følgende Chor høres dæmpet
indenfor:)
ve oplyste. Alfhild gaaer hen til Huset og
lytter, medens det følgende Chor høres dæmpet
indenfor:)
Chor af Bryllupsgjæster
Hil og sæl baade Brudgom og Brud,
De sidde i Lyst og Gammen herinde.
Hr. Olaf er sig en Ridder prud,
Skjøn Ingeborg saa veen en Kvinde!
Hemming
(lister sig under Choret ind fra Venstre)
Hesten staaer opsadlet! Nu et lønligt Tegn
til Ingeborg og saa afsted! (gaaer ud til
Høire bag Huset.)
til Ingeborg og saa afsted! (gaaer ud til
Høire bag Huset.)
Alfhild
.De drikke ham til af sølverne Kruus,
Faksimile
196.
Bruden er bænket høit ved hans Side;
Paa Alteret tændes op de gule Voxlys,
Snart skal de til Kirken udride!
Derinde de sidde ved Gildebord
Og tale saa mangt et skjæmteligt Ord!
Jeg maa færdes alene i Uveir og Nat,
Ak, har
2
da
1
mig
Alle forstødt og forladt!
Olaf! Stormen slider i mit Haar!
Olaf! Regnen mig pidsker og slaaer!
Olaf! Olaf! Kan Du see mig lide
Al den unævnelige Angst og Kvide!
(leer)
Regn og Storm, det er ringe Ting,
Lidet at agte mod det hvasse Sting
Her i min venstre Side! –
Mit Hjem, min Fader, Alt gav jeg hen,
Faksimile
197.
For at følge Olaf, min Hjertensven!
Han svoer mig til, Du skal vorde min Brud!
Og jeg kom – Guds Kjærlighed var i mit Hjerte;
Men han jog mig fra sig, han stødte mig ud;
Saa høit han lo, da jeg vred mig i Smerte!
Lig en Hund maa jeg sidde ved Gildehusets Port
I Uveirsnatten. Jeg vil bort, jeg vil bort!
(vil gaa, men standser)
Nei, jeg mægter det ikke; jeg kan ikke gaa, ˹–˺
Her maa jeg vaandes, her maa jeg blive!
Saalidet Markens Urter formaa
Selver sig med Rod oprive!
Hos Olaf har jeg voxet mig fast med Rod,
Enten han er mig falsk eller god!
(Pause. – Huuskarlene komme fra Venstre med
Fakler.)
Fakler.)
Faksimile
198.
Alfhild
(ligesom greben af en ængstelig Anelse)
Hvorhen gaa I? Hvorhen, hvorhen? Hvad
skal der skee?
skal der skee?
En Karl
Ei, see! see! Det er jo Alfhild; hun er her
endnu!
endnu!
Alfhild
O, sig mig det! Hvad skal skee, hvad skal
gaa for sig?
gaa for sig?
Karlen
Vielsen! Har Du ikke Lyst til at see
derpaa?
derpaa?
Alfhild
(i feberagtig Angst.)
Vielsen! O, nei, nei! vent dermed, kun til imor-
gen! Er Vielsen holdt, da er Alting forbi
for mig, jeg veed det!
Faksimile
199.
gen! Er Vielsen holdt, da er Alting forbi
for mig, jeg veed det!
Karlen
.Vente! Nei, Alfhild! det er nok hverken ef-
ter Brudgommens eller Brudens Sind.
ter Brudgommens eller Brudens Sind.
En Anden
Tænk Dig om! Ifald Du selv var Bruden, saa
gad Du nok ikke vente. (Latter.)
gad Du nok ikke vente. (Latter.)
Første Karl
Nu skal vi ned til Kirkeporten og lyse med
de røde Brudeblus, naar Følget rider fra Gaar-
den.
de røde Brudeblus, naar Følget rider fra Gaar-
den.
Anden Karl
Kom og vær med, Alfhild! Du skal ogsaa
faa et Blus at bære!
faa et Blus at bære!
Faksimile
200.
Flere
.Ja, ja, det maa Du! Det er jo Herr Olafs
Hædersdag!
Hædersdag!
(Latter.)
Alfhild
(tager en af Faklerne.)
Ja, ja, jeg vil! Som den Ringeste i Rækken
vil jeg staa dernede, og saa, naar han seer mig,
naar jeg beder ham derom, naar jeg minder ham
om Alt hvad han har lovet og svoret, – o, sig
mig, sig mig, troer I da ikke han vil blive
mig god igjen! Troer I det? O, sig ja,
sig ja! Sig at I troer det!
vil jeg staa dernede, og saa, naar han seer mig,
naar jeg beder ham derom, naar jeg minder ham
om Alt hvad han har lovet og svoret, – o, sig
mig, sig mig, troer I da ikke han vil blive
mig god igjen! Troer I det? O, sig ja,
sig ja! Sig at I troer det!
Karlene
.Ha, ha, ha! Det vil han vist, kom nu! (De
gaa ud til Høire bag Huset.)
gaa ud til Høire bag Huset.)
Faksimile
201..
A{
<...>
}lfhild
.
(med frembrydende Taarer)
De haane mig Alle, – Hver og En!
Saa haard er end ikke Fjeldkammens Steen;
Den lader dog Mosset trives derpaa;
Mig er Ingen saa god! Jeg – jeg maa forgaa!
(Lyn og Torden.)
Himlen selv er mig ond og gram,
Den øser sin Vrede over mit Hoved;
Men den har ei et Lyn for at knuse ham,
Der listeligt sveg hvad han loved!
(Orgeltoner høres fra Kirken.)
O, hør! Der synge Guds Engle smaa!
De mane Olaf til det hellige Alter!
Og jeg skal udenfor Kirkedøren staa,
Og vaandes i gyldne Pjalter!
Faksimile
202.
(svinger Faklen høit i Veiret.)
Nei, nei, Du deroppe! jeg gjør det ei!
Frist mig ikke længer ellers sviger jeg Dig!
(holder inde og lytter til Orgelsangen.)
Guds Engle synge! Af Gravens Muld
Mægted' de at synge den Døde!
O, min Barm er saa bristende fuld!
(knæler og vender sig mod Kirken.)
Hold op med de Toner bløde!
Hold op med Sangen, saa mild og lind!
Ellers lokker I Olaf for Alteret ind!
(hviskende og i den høieste Angst.)
Vær stille! o vær stille! kun saa liden en Stund!
Nu er han dysset i Glemselsblund!
O, vækker ham ikke, ellers vil han ride
Til Kirken – og da maa jeg Døden lide!
Faksimile
203.
(Orgelet lyder stærkere gjennem Stormen. Alf-
hild springer op fortvivlet og ude af sig selv.)
Nei, alle Guds Engle har mig forladt!
De haane mig i min Jammer!
De mane ham ud; – nu har de ham fat!
Haha! Skal jeg færdes i sorten Nat,
Lyst skal der være i dit Brudekammer!
(kaster Faklen ind igjennem den aabne Luge
i Gavlen og styrter til Jorden. – Hemming
og Ingeborg komme hurtig frem bag ved
Huset.)
Hemming
Nu er det Tid! Hesten staaer sadlet bag
ved Staburet.
ved Staburet.
Ingeborg
Hemming
.Jo, jo, vær ganske tryg; og i Gildehuset har
jeg stængt baade Døre og Luger; der er tyk-
ke Jernringe for, Ingen kan slippe ud!
jeg stængt baade Døre og Luger; der er tyk-
ke Jernringe for, Ingen kan slippe ud!
Ingeborg
Afsted da! Op til Dalen, som Alfhild
har talt om!
har talt om!
Hemming
Ja, didop! Der vil Ingen søge os!
(De ile ud til Venstre. – Alfhild bliver
en Tidlang ubevægelig liggende. Pludselig hø-
res Støi og Skrig i Brudehuset; Luerne slaa
ud igjennem Taget.)
en Tidlang ubevægelig liggende. Pludselig hø-
res Støi og Skrig i Brudehuset; Luerne slaa
ud igjennem Taget.)
Alfhild
(springer forvildet op.)
Faksimile
205.
Det brænder! – Haha! Jeg kommer ihu!
Her var mig for mørkt – det voldte
mig Gru!
mig Gru!
Ha, Olaf! før var det Dig som lo,
Nu leer Alfhild, saa vild og fro! –
I Brudehuset er Nød og Harm,
Bruden brænder paa Brudgommens Arm!
(Huuskarlene styrte efterhaanden ind uden
Fakler, og blive som forstenet staaende. O-
laf kommer tilsyne oppe i Lugen, som han
med fortvivlet Kraft søger at udvide.)
Fakler, og blive som forstenet staaende. O-
laf kommer tilsyne oppe i Lugen, som han
med fortvivlet Kraft søger at udvide.)
Olaf
.Alfhild! Dig er det! Det maatte jeg vide!
Guld og Maard skal Du herefter slide,
Ifald Du mig frelser af Vaanden stor!
Faksimile
206.
Alfhild
(med vild Latter)
Ja, jeg veed, Du holder saa vel dit Ord!
Rid nu til Kirken med Spillemand og Præst!
Hold nu dit Bryllup og glem din Frille!
Alfhild har hædret Dig som hun kunde bedst, –
Hun har svunget Brudeblusset ved dit Gilde!
(Hun styrter ud i Baggrunden. Karlene ile
til for at hjælpe; en Deel af Taget styrter
sammen, Olaf sees høit oppe, omringet af
Luerne, idet Tæppet falder.)
til for at hjælpe; en Deel af Taget styrter
sammen, Olaf sees høit oppe, omringet af
Luerne, idet Tæppet falder.)
Faksimile
207.
Tredie Akt.
(En lys og blomstrende Dal med den rigeste Træ-
vegetation og omringet af høie, sneebedækte
Fjelde. I Mellemgrunden et stille Fjeldvand; paa
venstre Side en Fjeldpynt, der styrter steilt
nedad mod Vandet. Paa samme Side nærmere
i Forgrunden en ældgammel Bjælkestue, næsten
ganske overvoxet og skjult af Buske og Græs.
Morgenrøden skinner paa Fjeldene; i Dalen
selv er Dagen kun halvt brudt frem; under
de følgende Scener staaer Solen op.)
vegetation og omringet af høie, sneebedækte
Fjelde. I Mellemgrunden et stille Fjeldvand; paa
venstre Side en Fjeldpynt, der styrter steilt
nedad mod Vandet. Paa samme Side nærmere
i Forgrunden en ældgammel Bjælkestue, næsten
ganske overvoxet og skjult af Buske og Græs.
Morgenrøden skinner paa Fjeldene; i Dalen
selv er Dagen kun halvt brudt frem; under
de følgende Scener staaer Solen op.)
1ste Scene
Alfhild (ligger sovende og halvt skjult mellem
Buskene ved Huset; en sagte Musik udtrykker
hendes vexlende Drømme.) Olaf (kommer ned
fra Lien til Høire. Over Bryllupsklædningen
bærer han en grov Kofte.)
Buskene ved Huset; en sagte Musik udtrykker
hendes vexlende Drømme.) Olaf (kommer ned
fra Lien til Høire. Over Bryllupsklædningen
Faksimile
208.
bærer han en grov Kofte.)
Olaf
.Her var det, jeg kjender Grønningen her ved Vandet.
Hist under Lindetræet drømte jeg min sælsomme
Drøm. Paa Hældingen der ved Fjeldet stod jeg,
da Alfhild første Gang kom mig imøde; lagde
min Fæstensring for Buestrengen og skjød; –
det Skud har været et Trolddomsskud; det r{ <...> }am-
mede Skytten selv.
Hist under Lindetræet drømte jeg min sælsomme
Drøm. Paa Hældingen der ved Fjeldet stod jeg,
da Alfhild første Gang kom mig imøde; lagde
min Fæstensring for Buestrengen og skjød; –
det Skud har været et Trolddomsskud; det r{ <...> }am-
mede Skytten selv.
Sælsomt, naar jeg færdes heroppe, høit over
Bygden, da er det som en anden Luft legte om
mig, som om et friskere Blod rullede i mine
Aarer, som om jeg fik et andet Sind, et andet
Tænkesæt?
Bygden, da er det som en anden Luft legte om
mig, som om et friskere Blod rullede i mine
Aarer, som om jeg fik et andet Sind, et andet
Tænkesæt?
Hvor er hun nu?
Jeg skal, jeg vil finde hende igjen! Hidop
maa hun komme; hun har jo intet Hjem der-
ude i den kolde, vide Verden. Og jeg – er ikke
ogsaa jeg en hjemløs Flygtning derude? Blev jeg
ikke en Fremmed i min Moders Huus, en Frem-
med mellem mine Frænder, fra den første Stund
jeg mødte hende?
Faksimile
209.
maa hun komme; hun har jo intet Hjem der-
ude i den kolde, vide Verden. Og jeg – er ikke
ogsaa jeg en hjemløs Flygtning derude? Blev jeg
ikke en Fremmed i min Moders Huus, en Frem-
med mellem mine Frænder, fra den første Stund
jeg mødte hende?
Er hun da en Hex, raader hun over løn-
lige Kunster som – –?
lige Kunster som – –?
Min Moder! Hm! det bæres mig for,
som det ikke vilde baade mig vel at lade
hende styre min Færd, hun blæser mig Tanker
ind i Hjertet, som ikke har tilhuse der. –
Nei, nei, jeg vil finde Alfhild igjen, afbede
al min Uret og saa – (standser og seer ud til
Venstre.)
som det ikke vilde baade mig vel at lade
hende styre min Færd, hun blæser mig Tanker
ind i Hjertet, som ikke har tilhuse der. –
Nei, nei, jeg vil finde Alfhild igjen, afbede
al min Uret og saa – (standser og seer ud til
Venstre.)
Faksimile
210.
2den Scene.
Olaf. Alfhild (fremdeles sovende). Thorg{
jerd
}ejr
(kommer fra Venstre bag Huset.)
(kommer fra Venstre bag Huset.)
Olaf
.Godt Møde, Fremmedkarl!
Thorg{
jerd
}ejr
.Tak, det Samme igjen. Du er tidlig ude!
Olaf
.Eller seent; tidlig paa Dagen, men seent
paa Natten!
paa Natten!
Thorg{
jerd
}ejr
Du hører vel hjemme nede i Bygderne, Du,
kan jeg tænke.
kan jeg tænke.
Olaf
.Min Slægt hører hjemme der. Og Du?
Faksimile
211.
Thorg{
jerd
}ejr
Der Ens Hu er bunden, der har En hjemme;
det er derfor jeg helst færdes her; – mine
Grander skal ingen Uskjel gjøre mig.
det er derfor jeg helst færdes her; – mine
Grander skal ingen Uskjel gjøre mig.
Olaf
.Det har jeg mærket
Thorg{
jerd
}ejr
Saa har Du tiere været heroppe?
Olaf
.Jeg har jaget en Hind herinde i Sommer;
men naar jeg ret seer til, saa er det et
forhexet Kongebarn.
men naar jeg ret seer til, saa er det et
forhexet Kongebarn.
Thorg{
jerd
}ejr
(seer stivt paa ham.)
Den Jagt er farlig!
Faksimile
212.
Olaf
.
For Skytten?
Thorg{
jerd
}ejr
.
(nikker.)
Olaf
.Ja, jeg sad just og tænkte det Samme ved mig
selv; det bares mig for, at jeg var bleven trold-
skudt paa den Jagt.
selv; det bares mig for, at jeg var bleven trold-
skudt paa den Jagt.
Thorg{
jerd
}ejr
Farvel, og god Lykke!
Olaf
.Faa Du Last og Skam! Ønsker Du en Jægers-
mand til Lykke, saa kommer ham ikke
Vildtet paa Skud.
mand til Lykke, saa kommer ham ikke
Vildtet paa Skud.
Thorg{
jerd
}ejr
.Ifald Skuddet rammer Skytten selv, saa ti-
mes ham den bedste Lykke, naar han ingen
Lykke har med sig.
Faksimile
213.
mes ham den bedste Lykke, naar han ingen
Lykke har med sig.
Olaf
.Du taler kløgtigt!
Thorg{
jerd
}ejr
.Ja, ja, her er Mangt og Meget at lære her-
inde.
inde.
Olaf
.Tilvisse! Her har jeg lært det Bedste jeg veed.
Thorg{
jerd
}ejr
.Farvel! Dine Frænder skal jeg bringe Bud
og Hilsen fra Dig.
og Hilsen fra Dig.
Olaf
.Agter Du Dig nedover?
Thorg{
jerd
}ejr
.Saa var min Agt. Der er lystige Dage
dernede har jeg spurgt. En mægtig Ridders-
mand holder sit Bryllup –
Faksimile
214.
dernede har jeg spurgt. En mægtig Ridders-
mand holder sit Bryllup –
Olaf
.Da skulde Du været med inat; nu er nok
den bedste Gammen forbi.
den bedste Gammen forbi.
Thorg{
jerd
}ejr
Jeg tænker jeg kommer tidsnok endda.
Olaf
.Kanhænde! Men Du skulde dog været med
inat; saa lys og varm en Gildesal skulde
Du aldrig have seet før.
inat; saa lys og varm en Gildesal skulde
Du aldrig have seet før.
Thorg{
jerd
}ejr
Godt og vel for den som var inde.
Olaf
.Jeg kjender den som maatte staa udenfor.
Faksimile
215.
Thorg{
jerd
}ejr
Ja, ja! udenfor, – det er Fattigmands Plads!
Olaf
.Jeg kjender den som maatte staa udenfor, og
som endda havde det baade bedre og værre end
de, som var inde.
som endda havde det baade bedre og værre end
de, som var inde.
Thorg{
jerd
}ejr
.Jeg maa nok derned kan jeg skjønne; jeg vil
spille op i Laget. Nu henter jeg min Stren-
geleg og saa –
spille op i Laget. Nu henter jeg min Stren-
geleg og saa –
Olaf
.Du er Spillemand?
Thorg{
jerd
}ejr
Og ikke blandt de Sletteste. Nu henter
jeg min Strengeleg, der den ligger gjemt ved
Fossen; de Strenge skulde Du høre! Med dem
sad jeg engang paa Sengestok og spillede Bru-
den ud af Gildehuset over Hei og Mark –
Har Du aldrig hørt liden Ingrids Vise? Den
som kunde spille Bruden af Fæstemandens Arm,
kan vel spille Barnet hjem til sin Fader
igjen. Farvel! Dvæler Du her, saa kan
vi mødes naar jeg kommer nedover. (gaaer
ud til Høire ved Vandet.)
jeg min Strengeleg, der den ligger gjemt ved
Fossen; de Strenge skulde Du høre! Med dem
Faksimile
216.
sad jeg engang paa Sengestok og spillede Bru-
den ud af Gildehuset over Hei og Mark –
Har Du aldrig hørt liden Ingrids Vise? Den
som kunde spille Bruden af Fæstemandens Arm,
kan vel spille Barnet hjem til sin Fader
igjen. Farvel! Dvæler Du her, saa kan
vi mødes naar jeg kommer nedover. (gaaer
ud til Høire ved Vandet.)
3die Scene.
Olaf. Alfhild.
Olaf
.Ha, om det var – Ja, forvist, jeg kan ikke
tvivle derpaa. Alfhild sagde jo selv, hen-
des Fader slog Strengelegen saa lifligt, at
det, engang hørt, aldrig kunde glemmes igjen.
Han nævnte Jomfru Ingrid, som blev borte
paa Bryllupskvælden for mange Aar siden, –
der var en ung Spillemand, hed Thorg{ jerd }ejr, han
havde hende kjær, saa blev der sagt. Mange
underlige Sagn gik siden om ham; stundom stod
han midt nede i Bygden og spillede saa fagert,
at Alle maatte græde derved; men Ingen vid-
ste hvor han havde tilhuse. Alfhild – ja,
hun { <...> }er hans Barn! Her er hun voxet op,
her i denne øde Dal, som Ingen har vidst
af at sige i mange Aar; og Ingrid, som for-
svandt – han sagde jo – (bemærker Alfhild.)
Alfhild! Der er hun! I Brudeklæderne er
hun flygtet herop. Her skal Du altsaa vaag-
ne efter Bryllupsnatten; saa tung en Dag
blev min Hædersdag for Dig! Du vilde ud
i Livet, sagde Du; Du vilde lære Alverdens
Herlighed at kjende. Saa tung en Vandring
har Du været paa; men nu skal det Alt
blive godt! Hun rører sig; det er som hun
vaander sig i Sorg og Angst; – naar Du
vaagner skal det være til Fryd og Glæde!
tvivle derpaa. Alfhild sagde jo selv, hen-
des Fader slog Strengelegen saa lifligt, at
det, engang hørt, aldrig kunde glemmes igjen.
Han nævnte Jomfru Ingrid, som blev borte
Faksimile
217.
paa Bryllupskvælden for mange Aar siden, –
der var en ung Spillemand, hed Thorg{ jerd }ejr, han
havde hende kjær, saa blev der sagt. Mange
underlige Sagn gik siden om ham; stundom stod
han midt nede i Bygden og spillede saa fagert,
at Alle maatte græde derved; men Ingen vid-
ste hvor han havde tilhuse. Alfhild – ja,
hun { <...> }er hans Barn! Her er hun voxet op,
her i denne øde Dal, som Ingen har vidst
af at sige i mange Aar; og Ingrid, som for-
svandt – han sagde jo – (bemærker Alfhild.)
Alfhild! Der er hun! I Brudeklæderne er
hun flygtet herop. Her skal Du altsaa vaag-
ne efter Bryllupsnatten; saa tung en Dag
blev min Hædersdag for Dig! Du vilde ud
i Livet, sagde Du; Du vilde lære Alverdens
Faksimile
218.
Herlighed at kjende. Saa tung en Vandring
har Du været paa; men nu skal det Alt
blive godt! Hun rører sig; det er som hun
vaander sig i Sorg og Angst; – naar Du
vaagner skal det være til Fryd og Glæde!
Alfhild
(endnu halvt i Drømme)
Det brænder! Frels ham, han er derinde!
Han maa ikke dø! Lad ham Redning finde!
(springer forfærdet op; Musiken standser.)
Hvor er jeg! Mig tykkes – Der staaer han jo!
(iler hen til ham)
Olaf Liljekrans! frels mig fra mine Drømme!
Olaf
.Alfhild! vær trøstig, slaa Dig til Ro!
Faksimile
219.
Alfhild
(viger sky og ængstelig tilbage)
Mener Du at kogle mig med Ord saa ømme?
Ondt bær' Du i Hjertet, Smiil bær' Du om Mund,
Du lokke mig ikke i Trolddoms-Blund!
Olaf
.Alfhild! kom til Dig selv igjen;
Jeg er jo Olaf, din Hjertensven!
Tungt er Du krænket; jeg har handlet Dig imod;
Men jeg var Dig dog altid i Hjertet god!
Svag har jeg været, forblindet, bedaaret, –
Det er deraf jeg har Dig tildøde saaret!
Alfhild! kan Du forlade mig min Færd,
Jeg sværger Dig til, jeg skal blive Dig værd!
Kummerens Taarer skal jeg kysse fra din Kind,
Skal jævne din Sti, skal bære Dig paa Hænder,
Faksimile
220.
Skal svale Sorgen, som svider i dit Sind,
Skal læge det Saar som i Hjertet brænder!
Alfhild
.
(mildt og klagende)
Jeg kjender Dig vel, jeg skjønner din List.
Tro mig, jeg er bleven klog siden sidst.
Du vil daare mig med Ord, Du vil bilde mig ind,
Det er Dig, som ligger mig saa tungt i Sind.
Du vil bilde mig ind, det var Dig som lærte
Mig at smeltes i Fryd, at vaandes i Smerte!
Det lykkes Dig lidet, jeg kjender Dig vel,
Enten Du kommer ved Morgen eller Kvæld.
Jeg kjender Dig vel; thi jeg læser paa Panden
De svigfulde Mærker. Saa var ei den Anden!
Olaf
.Den Anden? Hvem mener Du?
Faksimile
221.
Alfhild
.Han som er død!
Det er deraf mig voldes saa bitter en Nød.
Forstaaer Du mig ikke? Du skal vide der var To;
Det er deraf jeg aldrig fanger Hvile og Ro!
Den Ene bar mig med Elskov i Hu,
Den Anden var mig ond og svigagtig som Du;
Den Ene kom til mig ved sildig Sommerkvæld,
Da blomstred' mit Hjertes Rosenblommer;
Den Anden lokked' mig dybt i Fjeld,
Hvor der aldrig er Sol og Sommer!
Den onde, svigagtige Olaf er Du,
Den Anden, som bar mig med Elskov i Hu,
Den Anden, som aldrig gaaer mig af Minde,
Ham brændte jeg inde!
(synker ned paa en Steen ved Huset og brister
Faksimile
222.
i Graad.)
Olaf
.Har han røvet din Fred, har han ranet din Ro,
Saa lad ham ei længer i Hjertet bo!
Alfhild
.Ak, om jeg sænktes i Graven ned,
Jeg føler det vel, min Sorg fulgte med!
Jeg vidste det ikke, – jeg sværger Dig til,
Jeg tænkte jeg var ham saa lidet mild;
Nu seer jeg, jeg maa mig tildøde græmme,
Og kan ham dog ikke forglemme!
(kort Pause.)
Sig mig, eier Du Strenge i dit Bryst?
Jeg troer det; thi lifligt klinger din Røst;
Lifligt – skjøndt den med Svig er blandet. –
Har Du Strenge i dit Bryst, da gaa trindt om Landet
Faksimile
223.
Og syng om Alfhild en klagelig Sang
For Bygdens Piger; hør kun engang:
«Jeg var mig igaar saa liden en Hind,
Jeg gik i de grønnende Lunde!
Alle saa kom de i Skoven ind,
Og jaged' mig med Falk og med Hunde!
Jeg var mig igaar saa fattig en Fugl,
Jeg sad under Lindegrene;
Alle saa jog de mig fra mit Skjul,
Og kasted' paa mig med Stene!
Jeg var mig igaar den vilde Due,
Der aldrig fanger Fred og Hvile;
Alle saa kom de med Kogger og Bue,
Og skjød mig i Hjertet med Pile!
Olaf
(smertelig bevæget.)
Faksimile
224.
Ak, at jeg laa under grønnen Tue,
Stedet til evig Hvile!
Hvert dit Ord er som staalsat Bue,
Der rammer mit Hjerte med Pile!
Alfhild
(springer op med barnlig Glæde)
Saadan skal det være, saa er det Ret!
Ja, forsandt, vel eier Du Strenge i Brystet!
Slig skal det synges; da mene de let,
At Du selv er af al min Smerte krystet.
De mene, din egen Vee er saa stor,
Som den Du gjøgler i klagende Ord!
(standser og seer sørgmodig paa ham.)
Dog nei, Du skal ikke synge derom;
Af Alfhilds Kummer vil Ingen røres!
Hvorhen jeg gik og hvorfra jeg kom
Faksimile
225.
Skal aldrig derude spørges og høres!
Syng heller om Olaf Liljekrans,
Som red sig i Alfekvindernes Dands!
Syng om Alfhild, den falske Kvinde,
Som lokked' ham hans Fæstemø af Sinde;
Syng om al den Sorrig og Nød,
Da Olaf Liljekrans laa paa Baaren død!
Syng om al den Vaande og Vee,
Da de bar af Stuen de Døde tre!
Den Ene var Olaf, den Anden hans Mø!
Og dertil hans Moder af Sorg maatte dø!
Olaf
.Ja, Olaf er død, det er ret som Du siger;
Men jeg vil være Dig saa fuldgod en Ven
Hvorhelst Du dvæler og hvor Du gaaer hen;
Aldrig fra din Side jeg viger!
Faksimile
226.
Maa jeg lide saa tungt for det jeg forbrød,
Straffen selv skal være mig sød.
Det skal mig lindre, det skal mig husvale,
At færdes hos Dig i de øde Dale!
Fra Sol gaaer op, til Sol gaaer ned,
Skal jeg tro som Hunden følge dit Fjed!
Jeg skal klæde min Anger i klagende Ord,
Saa lydt og saalænge til Du derpaa troer.
Hver en livsalig Stund herinde
Skal jeg mane frem for dit Minde!
Hver en blomstrende Urt skal derom tale,
Derom skal synge baade Gjøg og Svale!
Alle de Træer som grønnes i Lunde
Skal hviske derom med tusinde Munde!
Alfhild
Hold op! Jeg veed det, Du vil daare mig paany,
Faksimile
227.
Langt bedre om Du vilde bort fra mig fly!
Saa fager en Falskhed er dit Ord,
Saa svigfulde Tanker i dit Hjerte boer!
Hvad vil Du heroppe? Hvi kommer Du herhen?
Vil Du bilde mig ind, Du kan kjende Dig igjen?
Her var jo fordom saa fagert et Sted,
Nu er Forbandelsens Lyn slaaet ned!
Fordum, da jeg gik her alene
Var der duftende Løv paa alle Grene!
Alle Fugle sang, alle Blomster sprang ud,
Da Du tog mig i Favn og kaldte mig din Brud!
Men nu – hele Dalen er brændt inat;
Brændt er baade Træer og Krat;
Visnet er Straaet, brændt er Løv,
Hver en Blomst er vorden til smuldrende Støv! –
Ja, jeg seer det vel, – paa en eneste Nat
Faksimile
228.
Er Verden bleven gammel! – Da jeg gik forladt
Derude, og segned' af Kval og Skam,
Da blegnede Livets gyldne Ham.
Intet lever igjen uden Svig og Bedrag;
Det har Olaf lært mig paa min Bryllupsdag!
Min Fader løi, han bød mig tro,
At den Døde bæres til Englenes Bo;
Men Olaf kjendte et sandere Ord;
Den Døde sænkes i sorten Jord!
(udbryder med den dybeste Smerte.)
Ja, jeg kan vidne, Du vidste Besked;
Selv er jeg sænket i Jorden ned!
Olaf
.Alfhild! Dit Ord falder knusende tungt!
O Gud! dit Sind var saa friskt og ungt – –
Forlad mig, min Brøde, forglem din Vee!
Faksimile
229.
Alfhild
(med et stærkt og stigende Udtryk af Forvildelse)
Tys, tal ikke til mig! See, Olaf, see!
De bære et Lig til Graven frem;
Men der er ingen Moder, ingen Søskende fem,
Der er ingen Bolster, hverken røde eller blaa, –
Alfhild ligger paa Spaaner og Straa!
Aldrig skal jeg kjøres i Himmelens Karm,
For at vaagne i Gud Faders Arm.
Jeg har ingen Moder, hvis Hjerte vil briste,
Jeg har Ingen som sørger ved den sorte Kiste;
Jeg har i Verden vide hverken store eller smaa,
Som græde for mig ved Graven.
Der er ingen Engle som drysse Perler blaa
Alt for min Fod i Himmelhaven,
Og aldrig jeg kommer til det deilige Sted,
Faksimile
230.
Der den Døde drømmer og sover!
Olaf
.Alfhild!
Alfhild
.Nu sænkes jeg i Jorden ned!
Nu kaste de Muldet derover!
Og her maa jeg ligge med al min Nød,
Maa leve og lide, skjøndt jeg er død;
Maa vide, at Alt er for mig forbi,
Og kan dog ikke glemme, kan ei kjæmpe mig fri;
Maa høre, naar han, som min Elskov jeg gav,
Rider til Kirken over min Grav!
Maa høre ham vaandes i vildene Flammer,
Og kan ikke mildne hans Jammer!
O, hvor mit Bryst er trangt sluttet inde!
Jeg er gaaen Guds Engle af {
<...>
}Minde!
Faksimile
231.
Ingen af dem hører mig klage og bede –
Jeg er stængt ude bag Livets Port –
Grav mig op igjen! Lad mig ikke ligge hernede!
(iler ud til Venstre)
Olaf
.Alfhild! Alfhild! O, Christ, hvad har jeg gjort?
(følger ilsomt efter.)
4de Scene.
Ingeborg og Hemming (komme efter en kort
Pause ind fra Høire.)
Pause ind fra Høire.)
Ingeborg
See saa! nu er vi da heroppe! Hvor her er
deiligt og lyst og fredsomt!
deiligt og lyst og fredsomt!
Hemming
.Ja, her skal vi leve godt tilsammen!
Faksimile
232.
Ingeborg
Men mærk Dig vel, at Du er min Svend, ikke
Andet, – saalænge til min Fader har givet
sit Minde.
Andet, – saalænge til min Fader har givet
sit Minde.
Hemming
Det gjør han aldrig!
Ingeborg
Vær Du rolig, vi finde nok paa Raad. –
Men nu maa vi tænke paa, at vælge os en
Stue til at bo i.
Men nu maa vi tænke paa, at vælge os en
Stue til at bo i.
Hemming
Her er nok af dem. Over hele Dalen ligge
øde Huse; Alt staaer endnu, som dengang
de sidste Mennesker døde bort i den store
Landfarsot for mange Aar siden.
øde Huse; Alt staaer endnu, som dengang
de sidste Mennesker døde bort i den store
Landfarsot for mange Aar siden.
Faksimile
233.
Ingeborg
Her huer det mig godt! Derhenne ligger ogsaa
slig en gammel Stue; Vandet har vi nærved,
og Skoven er vist rig paa Vildt. Du kan fiske
og jage; ja, vi skal leve et deiligt Liv!
slig en gammel Stue; Vandet har vi nærved,
og Skoven er vist rig paa Vildt. Du kan fiske
og jage; ja, vi skal leve et deiligt Liv!
Hemming
Ja, forvist, et deiligt Liv! Jeg fisker og ja-
ger, og Du sanker Bær imens og seer Huset
tilrette.
ger, og Du sanker Bær imens og seer Huset
tilrette.
Ingeborg
Gjør jeg? Nei, det maa Du tage vare paa!
Hemming
.Ja, ja, da, som Du vil. O, et lysteligt Liv
skal vi leve! (standser og tilføier noget forknyt.)
Men naar jeg ret tænker mig om; – jeg har
hverken Bue eller Fiskeredskab med.
skal vi leve! (standser og tilføier noget forknyt.)
Men naar jeg ret tænker mig om; – jeg har
hverken Bue eller Fiskeredskab med.
Faksimile
234.
Ingeborg
(ligeledes med et Udtryk af Forsagthed.)
Og det falder mig ind, her er ingen Terner som
kan gaa mig tilhaande.
kan gaa mig tilhaande.
Hemming
Det gjør jeg saa gjerne!
Ingeborg
Nei, ellers Tak! – Og alle mine gode Klæder –
Jeg tog ikke Andet med end Brudestakken, som
jeg staaer og gaaer i.
Jeg tog ikke Andet med end Brudestakken, som
jeg staaer og gaaer i.
Hemming
Det var ilde betænkt af Dig!
Ingeborg
Sandt nok, Hemming! Og derfor skal Du
en Nat liste Dig ned til Guldvik og tage med
Dig af Klæder og andre Ting, saameget jeg
har Brug for.
en Nat liste Dig ned til Guldvik og tage med
Dig af Klæder og andre Ting, saameget jeg
Faksimile
235.
har Brug for.
Hemming
Og blive hængt som Tyv!
Ingeborg
Nei, derfor skal Du vare Dig vel, det byder
jeg. (betænkeligt.) Men naar saa den lange
Vinter kommer? Ingen Mennesker er herop-
pe, Dands og Sang faa vi aldrig at høre –
Hemming! skulde vi blive her eller – –
jeg. (betænkeligt.) Men naar saa den lange
Vinter kommer? Ingen Mennesker er herop-
pe, Dands og Sang faa vi aldrig at høre –
Hemming! skulde vi blive her eller – –
Hemming
Ja, hvor skulde vi ellers ty hen?
Ingeborg
(utaalmodigt.)
Ja, men der kan jo ingen Mennesker leve her.
Hemming
Jovist kan de leve!
Faksimile
236.
Ingeborg
Ei, Du seer jo selv de ere døde Allesammen!
Hemming! jeg mener det er bedst jeg rei-
ser ned til min Fader.
Hemming! jeg mener det er bedst jeg rei-
ser ned til min Fader.
Hemming
Men hvad skal der blive af mig?
Ingeborg
Du skal ride i Krigen!
Hemming
I Krigen! Og blive slaaet ihjel!
Ingeborg
.Vist ikke! Du skal udføre en berømmelig
Gjerning, saa bliver Du Riddersmand, og
saa vil ikke min Fader være Dig imod.
Gjerning, saa bliver Du Riddersmand, og
saa vil ikke min Fader være Dig imod.
Hemming
Ja, men om de nu slaa mig ihjel?
Faksimile
237.
Ingeborg
Nu, det kan vi altid tænke paa. Idag og
imorgen faa vi vel blive her; saalænge sidde
Gjæsterne i Gildehuset og tære Bryllupskosten,
– søge de efter os, saa skeer det vel rundt
om i Bygden; heroppe kan vi være trygge
og – – (standser og lytter)
imorgen faa vi vel blive her; saalænge sidde
Gjæsterne i Gildehuset og tære Bryllupskosten,
– søge de efter os, saa skeer det vel rundt
om i Bygden; heroppe kan vi være trygge
og – – (standser og lytter)
(Udenfor til Høire høres langt borte følgende
Chor:)
Chor:)
Afsted, afsted, at finde
Alfhild, den onde Kvinde;
For vor Sorg og Møde
Skal hun med Livet bøde!
Hemming
Ingeborg! Ingeborg! De ere efter os!
Faksimile
238.
Ingeborg
Hvor skal vi ty hen?
Hemming
.Ja, hvor kan jeg vide –
Ingeborg
Gaa ind i Stuen; gjør Døren tilrette, saa
den kan stænges indenfra.
den kan stænges indenfra.
Hemming
.Ja, men –
Ingeborg
Gjør som jeg siger! Jeg gaaer op paa Bakken
imens og seer efter om de ere langt borte.
(gaaer ud til Høire.)
imens og seer efter om de ere langt borte.
Hemming
Ja, ja da! Ak, bare de ikke faaer os fat!
(gaaer ind i Huset.)
Faksimile
239.
5te Scene.
Olaf (kommer fra Skoven tilvenstre.) Strax
efter Ingeborg (fra Høire)
efter Ingeborg (fra Høire)
Olaf
.
(seer sig om og kalder med dæmpet Stemme)
Alfhild! Alfhild! Intet Sted er hun at see!
Som en Fugl smuttede hun mig afsyne inde
i Skoven og jeg –
Som en Fugl smuttede hun mig afsyne inde
i Skoven og jeg –
Ingeborg
De er lige herved og – (standser forskrækket.)
Olaf Liljekrans!
Olaf Liljekrans!
Olaf
.Ingeborg!
Hemming
(stikker ubemærket Hovedet ud af Døren og
faar Øie paa Olaf.)
Faksimile
240.
Herr Olaf! Saa! Nu er det da vel forbi
med mig! (trækker sig ilsomt tilbage)
med mig! (trækker sig ilsomt tilbage)
Ingeborg
(afsides)
Han maa være redet i Forveien.
Olaf
.
(afsides)
Hun maa være kommen herop med sin Fader
for at lede om mig.
for at lede om mig.
Ingeborg
(afsides)
Men jeg følger ikke med!
Olaf
(afsides)
Jeg viger ikke herfra!
Faksimile
241.
Ingeborg
(høit, idet hun træder nærmere)
Olaf Liljekrans! Du har mig nu fat; men
ilde gjør Du, om Du tænker at tvinge mig.
ilde gjør Du, om Du tænker at tvinge mig.
Olaf
.Det er saalidet min Agt!
Ingeborg
Hvi kommer Du da hid, sammen med mine
Frænder?
Frænder?
Olaf
.Gjør jeg det? Det er jo tvertom Dig som –
Ingeborg
Det Paafund daarer mig ikke; jeg saae jo
nylig hele Følget –
nylig hele Følget –
Olaf
.Hvem? Hvem?
Faksimile
242.
Ingeborg
Min Fader og vore Slægtninge!
Olaf
.Heroppe?
Ingeborg
.Javist, lige her ved!
Olaf
.Ha, da er min Moder med dem.
Ingeborg
Ja, det er hun rigtignok; men hvor kan
det skrække Dig?
det skrække Dig?
Olaf
.Jo, det er mig de søge!
Ingeborg
Nei, det er mig!
Faksimile
243.
Olaf
.
(forbauset.)
Dig!
Ingeborg
(begynder at fatte Sammenhængen)
Eller – bi lidt – Ha, ha, ha! hvad falder
mig ind! – Hør, skal vi To være ærlige
mod hinanden?
mig ind! – Hør, skal vi To være ærlige
mod hinanden?
Olaf
.Ja, det var just min Agt!
Ingeborg
Nu godt, saa sig mig, hvad Tid kom Du
herop?
herop?
Olaf
.Inat!
Faksimile
244.
Ingeborg
Jeg ligesaa!
Olaf
.Du?
Ingeborg
.Javist, javist! Og Du drog bort uden at
Nogen vidste derom?
Nogen vidste derom?
Olaf
.Ja!
Ingeborg
Jeg ligesaa!
Olaf
.Men saa sig mig –
Ingeborg
Tys, vi har knap Tid! Og Du flygtede her-
op, fordi Du havde kun ringe Lyst til at følge
mig for Alteret?
op, fordi Du havde kun ringe Lyst til at følge
Faksimile
245.
mig for Alteret?
Olaf
.Ei, hvor kan Du tro –
Ingeborg
Jo, det kan jeg godt tro. Sig kun frem; vi
skulde jo tales ærligt ved.
skulde jo tales ærligt ved.
Olaf
.Nuvel da, det var derfor jeg –
Ingeborg
Godt, godt, jeg gjorde ligesaa!
Olaf
.Du, Ingeborg!
Ingeborg
Og nu seer Du vel nødig, at Nogen kommer
Dig paa Spor?
Dig paa Spor?
Faksimile
246.
Olaf
.Ja, det skal ikke nægtes!
Ingeborg
Jeg ligesaa! Ha, ha, ha! det er et lystigt
Træf; jeg flygtede for Dig og Du for mig!
Begge flygtede vi hidop, og nu mødes vi, just
som vore Frænder ere efter os! Hør, Olaf Lil-
jekrans! det er et Ord, vi forraade ikke
hinanden!
Træf; jeg flygtede for Dig og Du for mig!
Begge flygtede vi hidop, og nu mødes vi, just
som vore Frænder ere efter os! Hør, Olaf Lil-
jekrans! det er et Ord, vi forraade ikke
hinanden!
Olaf
.Det er et Ord!
Ingeborg
Men nu maa vi skilles ad!
Olaf
.Jeg forstaaer!
Faksimile
247.
Ingeborg
Thi fandt de os sammen, saa –
Olaf
.Ja, saa vilde det falde Dig sværere at blive
fri for mig!
fri for mig!
Ingeborg
Farvel! Kommer jeg engang til at holde Bryl-
lup, saa skal Du være min Brudesvend.
lup, saa skal Du være min Brudesvend.
Olaf
Og skulde Sligt times mig, saa vil Du nok
være mig til Villie paa samme Viis.
være mig til Villie paa samme Viis.
Ingeborg
Det forstaaer sig! Farvel! Farvel! og vær
ikke umildt sindet mod mig.
ikke umildt sindet mod mig.
Olaf
.Ingeborg
.Jeg ligesaa! Hvor vi mødes – bare ikke for
Alteret. (gaaer ind i Huset. Olaf ind i Sko-
ven til Høire i Baggrunden)
Alteret. (gaaer ind i Huset. Olaf ind i Sko-
ven til Høire i Baggrunden)
6te Scene.
Fru Kirsten, Arne fra Guldvik, Bryllups-
gjæster, Bønder og Huuskarle (fra Høire)
gjæster, Bønder og Huuskarle (fra Høire)
Fru Kirsten
See, her vil vi begynde Jagten. Vore Folk
maa spredes ad og søge rundt om Vandet; – hun
skal herfrem og da – Vee, vee hende! der er
ikke Naade og Barmhjertighed i mit Sind.
maa spredes ad og søge rundt om Vandet; – hun
skal herfrem og da – Vee, vee hende! der er
ikke Naade og Barmhjertighed i mit Sind.
Arne
.Hvad vil I da gjøre?
Faksimile
249.
Fru Kirsten
Holde Dom over hende – lige paa Stedet, der
hun træffes! Den Udaad hun har øvet paa mi-
ne Enemærker har jeg Magt og Myndighed
til at straffe efter Ret og Skjøn.
hun træffes! Den Udaad hun har øvet paa mi-
ne Enemærker har jeg Magt og Myndighed
til at straffe efter Ret og Skjøn.
Arne
.Ja, hvad hjælper det til? Hvad som er tabt
vindes ikke derved tilbage.
vindes ikke derved tilbage.
Fru Kirsten
Nei, men jeg faaer Hævn over hende og det
er ingen ringe Vinding. Hævn, Hævn maa
jeg have, ifald jeg skal bære og overleve mit
Tab og al den Skam hun har paaført mig.
Uveiret inat har fordærvet hele Aarets Grøde
for mig, ikke et uskadt Straa staaer igjen paa
min Ager, og herinde, hvor hun selv har sagt
at hun holder til, her blomstrer og trives det
Alt saa rigt, som jeg aldrig har seet! Er
det ikke hemmelige Kunsters Virkning? Olaf
har hun hildet saa fast i sit djævelske Garn,
at han, inat i det vildeste Uveir, flygtede af
Bygden for at følge hende. Mit Huus har
hun brændt af lige til Grunden; alle Luger og
Døre havde hun stengt udenfra; – det var et
Guds Under at Huuskarlene bragte betimelig
Hjælp!
er ingen ringe Vinding. Hævn, Hævn maa
jeg have, ifald jeg skal bære og overleve mit
Tab og al den Skam hun har paaført mig.
Uveiret inat har fordærvet hele Aarets Grøde
for mig, ikke et uskadt Straa staaer igjen paa
min Ager, og herinde, hvor hun selv har sagt
Faksimile
250.
at hun holder til, her blomstrer og trives det
Alt saa rigt, som jeg aldrig har seet! Er
det ikke hemmelige Kunsters Virkning? Olaf
har hun hildet saa fast i sit djævelske Garn,
at han, inat i det vildeste Uveir, flygtede af
Bygden for at følge hende. Mit Huus har
hun brændt af lige til Grunden; alle Luger og
Døre havde hun stengt udenfra; – det var et
Guds Under at Huuskarlene bragte betimelig
Hjælp!
Arne
.Ak, Gud bedre det; jeg er dog ræd for at
det har kostet to Liv, som jeg saameget holdt
af, – Ingeborg og min Svend, Hemming!
det har kostet to Liv, som jeg saameget holdt
af, – Ingeborg og min Svend, Hemming!
Fru Kirsten
Ei, ei, Herr Arne! I maa ikke rent fortvivle
endnu. Ingeborg kan nok være sluppen derfra;
Alle vi Andre kom jo uskadte ud, trods den
forbandede Hexekvindes List; – Ingeborg er bleven
forvildet af Skrækken og er flygtet et Sted hen.
Faksimile
251.
endnu. Ingeborg kan nok være sluppen derfra;
Alle vi Andre kom jo uskadte ud, trods den
forbandede Hexekvindes List; – Ingeborg er bleven
forvildet af Skrækken og er flygtet et Sted hen.
Arne
.Ja, ja, lad saa være med Ingeborg; men Hem-
ming er nu aldrig at spørge efter, det veed
jeg vist!
ming er nu aldrig at spørge efter, det veed
jeg vist!
Fru Kirsten
Hvi saa?
Arne
.O, han var bleven slig en listig, udtænkt Djæ-
vel paa den sidste Tid! Han har ladet sig
brænde inde bare for at faa Hævn over mig;
han vidste, jeg kan ikke være ham en Dag
foruden. O, jeg kjender ham!
vel paa den sidste Tid! Han har ladet sig
brænde inde bare for at faa Hævn over mig;
han vidste, jeg kan ikke være ham en Dag
foruden. O, jeg kjender ham!
Faksimile
252.
Fru Kirsten
Ja, hvordan end er, Alfhild maa vi fange; hun
skal forhøres, dømmes og fældes; jeg har U-
gjerninger nok at paasige hende.
skal forhøres, dømmes og fældes; jeg har U-
gjerninger nok at paasige hende.
Arne
.Og jeg kan nævne flere, ifald det gjøres behov;
hun har stjaalet min abildgraa Hest ud af
Stalden inat; imorges var den borte baade
med Sadel og Bidsel.
hun har stjaalet min abildgraa Hest ud af
Stalden inat; imorges var den borte baade
med Sadel og Bidsel.
Fru Kirsten
(afsides)
Ingeborg og Hemming borte! og hans Hest
ligesaa; var jeg i hans Sted, jeg veed nok
hvad jeg vilde tro. (høit.) Nu bryde vi op
og deles ad i smaa Hobe; den, som først faaer
Øie paa Alfhild blæser i Horn eller Luur;
d{ <...> }e Andre lytte derefter og følge Lyden til
vi samles.
ligesaa; var jeg i hans Sted, jeg veed nok
hvad jeg vilde tro. (høit.) Nu bryde vi op
og deles ad i smaa Hobe; den, som først faaer
Øie paa Alfhild blæser i Horn eller Luur;
Faksimile
253.
d{ <...> }e Andre lytte derefter og følge Lyden til
vi samles.
(De gaa ud til forskjellige Sider)
Arne
(som er bleven alene tilbage)
Og jeg som ikke er kjendt her, hvor skal jeg
finde frem. (kalder) Hemming! Hemming!
(holder inde) Naa, det er jo sandt han er –
(hovedrystende) Hm! Hm! Det var skammeligt
gjort af ham! (gaaer ud til Høire)
finde frem. (kalder) Hemming! Hemming!
(holder inde) Naa, det er jo sandt han er –
(hovedrystende) Hm! Hm! Det var skammeligt
gjort af ham! (gaaer ud til Høire)
7de Scene.
Alfhild (kommer frem ved Vandet paa ven-
stre Side; hun bærer en liden Bylt.)
stre Side; hun bærer en liden Bylt.)
Alfhild
Tilende har jeg klaget, tilbunds har jeg grædt;
Jeg maa hvile, nu er jeg til Døden træt!
Faksimile
254.
(synker ned paa en Steen i Forgrunden.)
Først vil jeg sige min Fader Farvel!
Saa vandrer jeg ind paa det øde Fjeld!
Hernede seer jeg Olaf, hvorhelst jeg færdes;
Jeg maa op i Høiden, at mit Sind kan hærdes!
Jeg maa døve og glemme den tunge Lære,
Maa dysse i Blund alle Minder kjære!
Ak, jeg som tænkte mig Livet saa rigt!
Intet er Sandhed, Alt er Digt,
Alt er kun Tant og gjøglende Løgne;
Intet kan gribes og fattes med Hænder,
Intet maa skues med vaagne Øine,
Intet holder Stand, naar vi ret det kjender!
(Luurtoner høres fra Skoven)
Min Moders Arvesølv bringer jeg med;
Det vil jeg grave i Jorden ned!
Faksimile
255.
Jeg vil grave det ned under Birkens Rod,
Derude, hvor jeg fordum med Olaf stod!
(aabner Bylten og fremtager en Brudekrone
og andre Smykker.)
Denne sølverne Krone har min Moder baaret;
Ogsaa hende har da Verden forlokket og daaret,
Ogsaa hun har da troet paa Kjærligheds Magt!
Blev ogsaa hun saa bitterlig vakt?
Var det kun Spot, naar min Fader kvad
Om Elskovs Lyst, som gjør Barmen glad?
Ak, da skulde han tiet dermed;
Hans Sange har røvet mig Livsens Fred,
Hans Sange bygged i min Barm et Huus
For Verdens Fry{
<...>
}d, – nu ligger det i Gruus!
(Luren høres atter)
Sølvet er sig saa ædelt Malm,
Faksimile
256.
Det smuldres ikke som Høstens Halm;
Laa det i Jorden vel tusinde Aar,
Det skinner endda, det aldrig forgaaer!
Livets Lyst er som Høstens Halm,
Sorgen er Sølvet, det ædle Malm!
(pakker Smykkerne sammen i Bylten.)
Min Fader har nævnt mig en Trolddomsskat,
Deraf drypped' ni blanke Perler hver Nat;
Men hvormange Perler den end monne føde,
Lige stor og rig blev dog Skatten hin røde!
<...>
Min Sorg er for mig en Trolddomsskat;
Deraf skal dryppe ved Dag og Nat
Ikke ni, – nei, tusinde Perler smaa,
Og Skatten vil dog aldrig forgaa!
(rykker en Blomst op og betragter den vemodigt)
Du lille Blomst! Det var før min Tro,
Faksimile
257.
At Du kunde frydes ved Livet;
Jeg havde tænkt mig det var Dig givet
At vide Du var til, at føle Dig fro! –
Men nu har Verden givet mig Besked,
Du føler det ei, om jeg træder Dig ned.
Angerløs jeg tør Dig oprive;
Thi Du har aldrig vidst at Du var ilive!
Ja, Verden har gjort mig saa klog, saa klog!
Fordum fulgte jeg Skyernes Tog,
Fløi drømmende med paa de vide Baner
Og kaldte dem Himmelens Svaner!
Fordum jeg tænkte, at Træets Grene
Bredte sig ud for at skygge min Vandring,
Jeg tænkte mig Liv i Fjeldets Stene.
Nu er mig voldt saa tung en Forandring.
Nu veed jeg det bedre; – kun Menneskets Bryst
Faksimile
258.
Kan vaandes i Smerte, kan vugges i Lyst.
Der boer ingen Ven mellem Blomster og Grene,
Jeg maa bære min Sorg alene!
(reiser sig.)
Velan da! Op mellem Iis og Snee, –
Baade her og hist er kun Gravens Læ!
(vil gaa.)
8de Scene.
Alfhild, – Fru Kirsten, Arne, Bryl-
lupsgjæster, Bønder og Karle (fra for-
skjellige Sider) Senere Olaf Liljekrans.
lupsgjæster, Bønder og Karle (fra for-
skjellige Sider) Senere Olaf Liljekrans.
Fru Kirsten
.Der er hun! Staa stille, Alfhild! Prøv
ikke paa at undkomme, ellers skyde vi Dig ned.
ikke paa at undkomme, ellers skyde vi Dig ned.
Alfhild
Hvad vil Du mig?
Faksimile
259.
Fru Kirsten
Det skal Du tidsnok erfare! (peger paa Byl-
ten) Hvad bærer Du der?
ten) Hvad bærer Du der?
Alfhild
Min Moders Arv!
Fru Kirsten
Giv hid! See, see, en Sølvkrone! Forsandt,
Alfhild! er Du din Moders eneste Datter, da
frygter jeg stærkt, at Brudekronen ikke mere
vil trænges om i hendes Æt. (til Karlene.)
I binde hende! Hun staaer der og lader saa
sorgløs i Sind; Ingen kan vide hvad hun pøn-
ser paa.
Alfhild! er Du din Moders eneste Datter, da
frygter jeg stærkt, at Brudekronen ikke mere
vil trænges om i hendes Æt. (til Karlene.)
I binde hende! Hun staaer der og lader saa
sorgløs i Sind; Ingen kan vide hvad hun pøn-
ser paa.
(Alfhild bindes.)
Fru Kirsten
(høit og med undertrykt Lidenskabelighed.)
Faksimile
260.
Retten er sat! Som I Alle vide har
jeg lovlig Hævd og Adkomst til at værne om
mine Enemærker, til at fælde Dom efter
Landets Lov over hver den, der gjør mig U-
skjel paa min egen Grund. Dette er, hvad
Du, Alfhild! har fordristet Dig til og derfor
staaer Du nu her som Anklaget for din Dom-
mer. Forsvar Dig om Du kan, men glem ikke
at det gjælder Livet.
jeg lovlig Hævd og Adkomst til at værne om
mine Enemærker, til at fælde Dom efter
Landets Lov over hver den, der gjør mig U-
skjel paa min egen Grund. Dette er, hvad
Du, Alfhild! har fordristet Dig til og derfor
staaer Du nu her som Anklaget for din Dom-
mer. Forsvar Dig om Du kan, men glem ikke
at det gjælder Livet.
Arne
.Men hør, Fru Kirsten!
Fru Kirsten
Forlad mig, Herr Arne! Jeg er i min Ret
og den vil jeg holde paa. (til Alfhild.)
Træd frem og svar mig!
og den vil jeg holde paa. (til Alfhild.)
Træd frem og svar mig!
Faksimile
261.
Alfhild
Spørg Du kun, jeg skal svare!
Fru Kirsten
.
Mange og haarde ere de Beskyldninger, som
reises mod Dig. Først og fremst paasiger
jeg Dig her, ved ugudelige Kunster at have
daaret min Søn, Olaf Liljekrans, saa at
hans Sind og Tanker vendte sig fra hans
Fæstemø, som han havde trolovet, – saa,
at han, syg i Hjertet, ingen Dag fandt
Fred i sit Hjem, men drog hid op til denne
ukjendte Dal, hvor Du har holdt til. Alt
Sligt kan ikke være tilgaaet paa vanlig Viis;
Du er derfor sigtet for Trolddom, forsvar
Dig om Du kan!
reises mod Dig. Først og fremst paasiger
jeg Dig her, ved ugudelige Kunster at have
daaret min Søn, Olaf Liljekrans, saa at
hans Sind og Tanker vendte sig fra hans
Fæstemø, som han havde trolovet, – saa,
at han, syg i Hjertet, ingen Dag fandt
Fred i sit Hjem, men drog hid op til denne
ukjendte Dal, hvor Du har holdt til. Alt
Sligt kan ikke være tilgaaet paa vanlig Viis;
Du er derfor sigtet for Trolddom, forsvar
Dig om Du kan!
Faksimile
262.
Alfhild
Lidet har jeg hertil at svare. Trolddom kal-
der Du hin sælsomme Magt, som drog Olaf
hid op. Kanhænde Du har Ret; men denne
Trolddom kom ikke fra den Onde; – hver
den Stund Olaf har været her, Guds Øie
maatte see derpaa! hver den Tanke jeg
har fæstet paa Olaf, Guds Engle maatte
kjende den{!} ˹,˺ og de skulde ikke blues derover.
der Du hin sælsomme Magt, som drog Olaf
hid op. Kanhænde Du har Ret; men denne
Trolddom kom ikke fra den Onde; – hver
den Stund Olaf har været her, Guds Øie
maatte see derpaa! hver den Tanke jeg
har fæstet paa Olaf, Guds Engle maatte
kjende den{!} ˹,˺ og de skulde ikke blues derover.
Fru Kirsten
Nok, nok{,}! Du føier endnu Bespottelser til
din Brøde. Vee Dig, Alfhild! hvert et
Ord tynger med i Skaalen. Dog, Du om det!
(til de Øvrige) Jeg æsker Eder Alle til Vid-
ne paa hendes Svar. (vender sig til Alfhild.)
Jeg beskylder Dig dernæst for atter igjen inat
at have, ved de samme hemmelige Kræfter,
trukket Olaf her op, samt at Du holder ham
gjemt herinde!
din Brøde. Vee Dig, Alfhild! hvert et
Ord tynger med i Skaalen. Dog, Du om det!
(til de Øvrige) Jeg æsker Eder Alle til Vid-
ne paa hendes Svar. (vender sig til Alfhild.)
Jeg beskylder Dig dernæst for atter igjen inat
Faksimile
263.
at have, ved de samme hemmelige Kræfter,
trukket Olaf her op, samt at Du holder ham
gjemt herinde!
Alfhild
Der har Du Ret! Lønligt er han gjemt
herinde!
herinde!
Fru Kirsten
Det vedgaaer Du?
Alfhild
Ja, men saa mægtig Du end er, fri ham
ud kan Du ikke. Kanhænde det baadede
mig bedst, om Du var dertil istand; men
ikke Du, ikke den hele vide Jord har saa
stærk en Magt og Evne!
ud kan Du ikke. Kanhænde det baadede
mig bedst, om Du var dertil istand; men
ikke Du, ikke den hele vide Jord har saa
stærk en Magt og Evne!
Faksimile
264.
Fru Kirsten
(i heftigt Udbrud)
Nu er Døden Dig vis! Sig frem, hvor
har Du ham?
har Du ham?
Alfhild
(trykker Hænderne mod Brystet.)
Herinde – i Hjertet! Kan Du rive ham
ud deraf, d{ <...> }a hexer Du bedre end jeg!
ud deraf, d{ <...> }a hexer Du bedre end jeg!
Fru Kirsten
Det Svar gavner lidet; sig frem! hvor
er han?
er han?
Alfhild
Jeg har svaret!
Fru Kirsten
(med tilbagetrængt Forbittrelse)
Godt, godt!
Faksimile
265.
Arne
.
(til de Omstaaende)
Havde Hemming været ilive, saa skulde
han nok faaet Sandheden ud af hende; han
var bleven saa listig paa sine sidste Dage.
han nok faaet Sandheden ud af hende; han
var bleven saa listig paa sine sidste Dage.
Fru Kirsten
.Nu kommer den tredie Klage mod Dig:
Du har inat stukket Ild paa min Gaard
og brændt den af til Grunden. Kanhænde
Menneskeliv er gaaet tilspilde, det vide
vi endnu ikke; men hvad som end er, der-
ved hverken skades eller rettes paa din Sag;
thi din Agt at brænde os inde Alle tilhobe
ligger klarlig for Dagen. Nægter Du
mit Paasagn at have brændt Gaarden
af inat?
Du har inat stukket Ild paa min Gaard
og brændt den af til Grunden. Kanhænde
Menneskeliv er gaaet tilspilde, det vide
vi endnu ikke; men hvad som end er, der-
ved hverken skades eller rettes paa din Sag;
thi din Agt at brænde os inde Alle tilhobe
ligger klarlig for Dagen. Nægter Du
mit Paasagn at have brændt Gaarden
af inat?
Faksimile
266.
Alfhild
Jeg nægter det ikke, jeg har brændt din Gaard!
Fru Kirsten
Og hvormed vil Du besmykke din Gjerning?
(med bitter Spot.) Du skal ei kunne sige
at Du handlede overilet. God Leilighed hav-
de Du, saavidt jeg mindes, til at tænke Dig
om; Du stod udenfor, Ingen kom Dig nær,
Ingen hindrede Dig fra at overlægge saa ro-
ligt Du kunde og vilde. Ei skal Du sige
at Gildestuens Lystighed steg Dig til Hove-
det, ei heller at Vinen gjorde Dig hed og
fortumlet; thi Du var nok ikke med der-
inde, Du stod udenfor, og der var svalt
nok, der var kjølige Vinde, som nok kun-
de gjøre Dig besindig.
(med bitter Spot.) Du skal ei kunne sige
at Du handlede overilet. God Leilighed hav-
de Du, saavidt jeg mindes, til at tænke Dig
om; Du stod udenfor, Ingen kom Dig nær,
Ingen hindrede Dig fra at overlægge saa ro-
ligt Du kunde og vilde. Ei skal Du sige
at Gildestuens Lystighed steg Dig til Hove-
det, ei heller at Vinen gjorde Dig hed og
fortumlet; thi Du var nok ikke med der-
inde, Du stod udenfor, og der var svalt
nok, der var kjølige Vinde, som nok kun-
de gjøre Dig besindig.
Faksimile
267.
Alfhild
Ja, jeg har brændt din Gaard inat; men Du
og Olaf og Alle I Andre derude har øvet en
værre Færd mod mig. Verden var mig en
Høisal, som hørte den store Fader til{.} ˹;˺ –
Himlen blaa var dens Tag, Stjernerne vare
de Lamper, som lyste fra dens Loft. Jeg
gik glad og rig derinde; men I, I kastede
en Brand midt ind i den gyldne Herlighed;
nu er Alting dødt og fortørret!
og Olaf og Alle I Andre derude har øvet en
værre Færd mod mig. Verden var mig en
Høisal, som hørte den store Fader til{.} ˹;˺ –
Himlen blaa var dens Tag, Stjernerne vare
de Lamper, som lyste fra dens Loft. Jeg
gik glad og rig derinde; men I, I kastede
en Brand midt ind i den gyldne Herlighed;
nu er Alting dødt og fortørret!
Fru Kirsten
Slig Tale baader Dig lidet! End engang
spørger jeg, hvor er Olaf Liljekrans, min
Søn?
spørger jeg, hvor er Olaf Liljekrans, min
Søn?
Alfhild
Jeg har svaret!
Faksimile
268.
Fru Kirsten
Saa har Du ogsaa fældet din Dom og jeg
vil bekræfte den.
vil bekræfte den.
(Olaf kommer frem paa Klippepynten mellem
Træerne, uden at bemærkes af de Tilstedeværende)
Træerne, uden at bemærkes af de Tilstedeværende)
Olaf
.
(afsides)
Alfhild –! Hjælp Gud! hvad er det?
(trækker sig useet tilbage)
Fru Kirsten
Som skyldig i Trolddomskunster og Mordbrand
er Du efter Landets Lov hjemfalden til Dø-
den. Denne Straf udsiges herved over Dig,
og skal den ufortøvet, samt her paa Stedet
fuldbyrdes!
er Du efter Landets Lov hjemfalden til Dø-
den. Denne Straf udsiges herved over Dig,
og skal den ufortøvet, samt her paa Stedet
fuldbyrdes!
Faksimile
269.
Arne
Men hør, Fru Kirsten!
Fru Kirsten
Dommen er fældet! Alfhild skal lide
Døden!
Døden!
Alfhild
Gjør som Dig lyster; lidet skal jeg være
Dig hinderlig deri. Da Olaf fornægtede sin
Kjærlighed, da slukkedes mit Liv, – jeg
lever ikke længer!
Dig hinderlig deri. Da Olaf fornægtede sin
Kjærlighed, da slukkedes mit Liv, – jeg
lever ikke længer!
Fru Kirsten
Før hende op paa Fjeldstupet der!
(To Karle føre Alfhild op.)
Fru Kirsten
For sidste Gang, Alfhild! giv mig min
Søn tilbage!
Søn tilbage!
Faksimile
270.
Alfhild
Jeg svarer ikke mere!
Fru Kirsten
.Det ske da som Du vil! (til Karlene) Styr-
ter hende ud! Nei, vent! Der falder mig
Noget ind. (til Alfhild) Som Du der staaer
kommer jeg til at mindes Dig, da Du igaar
traadte frem med Guldkronen paa og mente
at Du var Olaf Liljekrans værdig til Brud.
Nu skal vi dog see, hvormeget Du agtes;
her er Bønder og Karle og mange ringe
Mænd tilstede; – kanhænde dit Liv end
staaer til at frelses! Ja, Alfhild! Du
seer paa mig, men saa er det; jeg vil
være naadig! (vender sig til de Øvrige.)
Ei sandt, I kjende Alle den gamle Vedtægt,
som byder, at naar en Kvinde er dømt for
en halsløs Gjerning, som hun der, da frel-
ses hendes Liv og hun er fri, ifald en uberyg-
tet Mand træder frem og nævner hende uskyl-
dig og siger sig villig og rede til at ægte
hende. Ei sandt, den Vedtægt kjende I?
ter hende ud! Nei, vent! Der falder mig
Noget ind. (til Alfhild) Som Du der staaer
kommer jeg til at mindes Dig, da Du igaar
traadte frem med Guldkronen paa og mente
at Du var Olaf Liljekrans værdig til Brud.
Nu skal vi dog see, hvormeget Du agtes;
her er Bønder og Karle og mange ringe
Mænd tilstede; – kanhænde dit Liv end
staaer til at frelses! Ja, Alfhild! Du
seer paa mig, men saa er det; jeg vil
være naadig! (vender sig til de Øvrige.)
Ei sandt, I kjende Alle den gamle Vedtægt,
Faksimile
271.
som byder, at naar en Kvinde er dømt for
en halsløs Gjerning, som hun der, da frel-
ses hendes Liv og hun er fri, ifald en uberyg-
tet Mand træder frem og nævner hende uskyl-
dig og siger sig villig og rede til at ægte
hende. Ei sandt, den Vedtægt kjende I?
Alle
.Ja, ja!
Alfhild
(med frembrydende Taarer)
O, at maatte forhaanes, forhaanes saa dybt
i min sidste Stund!
i min sidste Stund!
Fru Kirsten
Nuvel, Alfhild! Denne Vedtægt skal kom-
me Dig tilgode. Ifald kun den ringeste
Karl i mit Følge træder frem og siger sig
villig til at ægte Dig, da er Du fri. (seer
sig om) Er der Ingen som melder sig?
me Dig tilgode. Ifald kun den ringeste
Karl i mit Følge træder frem og siger sig
Faksimile
272.
villig til at ægte Dig, da er Du fri. (seer
sig om) Er der Ingen som melder sig?
(Alle tie.)
Fru Kirsten
Giv hende Sølvkronen paa; den skal følge
med i Kjøbet; kanhænde, Alfhild! at Du
derved stiger i Priis!
med i Kjøbet; kanhænde, Alfhild! at Du
derved stiger i Priis!
(Kronen sættes paa Alfhilds Hoved.)
Fru Kirsten
For anden Gang spørger jeg, er Ingen villig
til at frelse hende? (Hun seer sig om.)
til at frelse hende? (Hun seer sig om.)
(Alle tie.)
Fru Kirsten
Nu gjælder det; nu frygter jeg for at dine
Øieblikke ere talte. Hører mig vel, I
Karle deroppe! Ifald Ingen svarer paa
det tredie Opraab, da agte I paa mit Tegn
og styrte hende i Søen! Brug nu dine
Kunster, Alfhild! see til om Du kan kog-
le Dig fra Døden. (Med høi Røst.) For
sidste Gang! Der staaer Hexekvinden og
Mordbrændersken; hvo frelser og ægter hende?
Øieblikke ere talte. Hører mig vel, I
Karle deroppe! Ifald Ingen svarer paa
Faksimile
273.
det tredie Opraab, da agte I paa mit Tegn
og styrte hende i Søen! Brug nu dine
Kunster, Alfhild! see til om Du kan kog-
le Dig fra Døden. (Med høi Røst.) For
sidste Gang! Der staaer Hexekvinden og
Mordbrændersken; hvo frelser og ægter hende?
(Hun seer sig om. Alle tie. – Fru Kirsten
hæver raskt Haanden til Tegn, Karlene gribe
Alfhild; i samme Øieblik styrter Olaf frem
paa Klippepynten i fuld Bryllupsklædning.)
hæver raskt Haanden til Tegn, Karlene gribe
Alfhild; i samme Øieblik styrter Olaf frem
paa Klippepynten i fuld Bryllupsklædning.)
Olaf
.
Jeg frelser og ægter hende!
(Han støder Karlene bort og afriver hendes Baand.
Alfhild synker med et Skrig til hans Bryst;
han omslynger hende med den venstre Arm
og løfter den Høire truende i Veiret.)
Alfhild synker med et Skrig til hans Bryst;
han omslynger hende med den venstre Arm
og løfter den Høire truende i Veiret.)
Faksimile
274.
Alle
(staa som forstenede med Udraabet:)
Olaf Liljekrans!
Fru Kirsten
Olaf Liljekrans, min Søn! hvad har Du
gjort? Beskjæmmet Dig for evig!
gjort? Beskjæmmet Dig for evig!
Olaf
.Nei, jeg aftvætter den Skam og Skjændsel,
som jeg paadrog mig ved din Færd mod hende!
Min Brøde vil jeg udsone og gjøre mig selv
lykkelig derved! (fører Alfhild frem.) Ja,
for Eder Alle nævner jeg høit og lydt denne
unge Kvinde som min Brud! Hun er uskyl-
dig i Alt det som er paasagt hende; kun
jeg har forbrudt mig. (bøier Knæ for
hende) Og for din Fod beder jeg Dig glemme
og forlade –
som jeg paadrog mig ved din Færd mod hende!
Min Brøde vil jeg udsone og gjøre mig selv
lykkelig derved! (fører Alfhild frem.) Ja,
for Eder Alle nævner jeg høit og lydt denne
unge Kvinde som min Brud! Hun er uskyl-
dig i Alt det som er paasagt hende; kun
jeg har forbrudt mig. (bøier Knæ for
hende) Og for din Fod beder jeg Dig glemme
Faksimile
275.
og forlade –
Alfhild
(hæver ham op.)
Ak, Olaf! Du har givet mig al Verdens
Herlighed tilbage!
Herlighed tilbage!
Fru Kirsten
Du vil ægte hende! Godt og vel, saa er
jeg ikke længere Moder for Dig!
jeg ikke længere Moder for Dig!
Olaf
Stor Sorg voldes mig derved, skjøndt det er
længesiden I var en sand Moder for mig.
I brugte mig kun til at bygge Eders egen
Stolthed iveiret, jeg var svag og fandt
mig deri. Men nu har jeg vundet Kraft
og Villie; nu staaer jeg fast paa mine Fød-
der og grunder min egen Lykkes Bygning!
længesiden I var en sand Moder for mig.
I brugte mig kun til at bygge Eders egen
Stolthed iveiret, jeg var svag og fandt
mig deri. Men nu har jeg vundet Kraft
og Villie; nu staaer jeg fast paa mine Fød-
der og grunder min egen Lykkes Bygning!
Faksimile
276.
Fru Kirsten
Men betænker Du da ikke –
Olaf
.Intet vil jeg meer betænke, jeg veed hvad
jeg vil. Nu først forstaaer jeg min sæl-
somme Drøm. Det blev mig spaaet at
jeg skulde finde den fagreste Blomst, at
jeg skulde plukke den sønder og drysse den
ud for alle Vinde. O, saaledes er det skeet!
En Kvindes Hjerte er den fagreste Blomst
i Verden; alle de rige og gyldne Blade
deri har jeg sønderrevet og drysset ud for
alle Vinde. Men trøst Dig, Alfhild! –
Mangt et Sædefrø er fulgt med, Sorgen
har modnet det, og deraf skal spire et
rigt Liv for os herinde i Dalen; thi her
vil vi bo og bygge!
jeg vil. Nu først forstaaer jeg min sæl-
somme Drøm. Det blev mig spaaet at
jeg skulde finde den fagreste Blomst, at
jeg skulde plukke den sønder og drysse den
ud for alle Vinde. O, saaledes er det skeet!
En Kvindes Hjerte er den fagreste Blomst
i Verden; alle de rige og gyldne Blade
deri har jeg sønderrevet og drysset ud for
alle Vinde. Men trøst Dig, Alfhild! –
Mangt et Sædefrø er fulgt med, Sorgen
har modnet det, og deraf skal spire et
rigt Liv for os herinde i Dalen; thi her
Faksimile
277.
vil vi bo og bygge!
Alfhild
O, nu er jeg salig som den første Stund vi
mødtes!
mødtes!
Fru Kirsten
(afsides)
Ingeborg er borte; – denne rige Dal hører
Alfhild til; ingen Anden har Ret dertil –
(høit) Nuvel, Olaf! Jeg vil ikke være din
Lykke imod. Mener Du at finde den
paa den Viis, saa – – Mit Minde har
I dertil!
Alfhild til; ingen Anden har Ret dertil –
(høit) Nuvel, Olaf! Jeg vil ikke være din
Lykke imod. Mener Du at finde den
paa den Viis, saa – – Mit Minde har
I dertil!
Olaf
.Tak, min Moder, Tak! Nu fattes mig
Intet mere!
Intet mere!
Faksimile
278.
Alfhild
(til Fru Kirsten)
Og mig forlader Du al min Brøde?
Fru Kirsten
Nu, nu{,}! Kanhænde der var Feil paa min
Side med, lad os ikke tale mere derom!
Side med, lad os ikke tale mere derom!
Arne
.Men jeg da? Og min Datter, som Herr
Olaf havde trolovet – Dog, det er jo
sandt, kanhænde hun ikke mere { <...> }er til!
Olaf havde trolovet – Dog, det er jo
sandt, kanhænde hun ikke mere { <...> }er til!
Olaf
.Jovist er hun til!
Arne
Hun lever! Hvor er hun? Hvor?
Olaf
.Det kan jeg ikke sige; men det er at nævne,
at vi Beggeto i Venskab have brudt Tro-
lovelsen.
Faksimile
279.
at vi Beggeto i Venskab have brudt Tro-
lovelsen.
Fru Kirsten
I seer, Herr Arne! at jeg – –
Arne
.Ja, ja, min Datter skal ikke tvinges
paa Nogen. Alfhild var det beskaaret
at faa en Riddersmand; det Samme kan
vel times Ingeborg. (med Værdighed.)
I ædle Herrer og velbyrdige Mænd! Hø-
rer mit Ord! Det er kommet mig for
Øre, at jeg, blandt Mange af Jer, holdes
for en Mand, der er lidet bevandret i
høviske Sæder og Skikke. Jeg vil nu
vise, at det er Løgn i Jer Hals! I de
gamle Krønniker fortælles, at naar en
brav Konge mister sin Datter, saa ud-
lover han hendes Haand og Halvdelen af
Riget til den, som finder hende igjen. –
Jeg vil gjøre som de gamle, brave Konger.
Den som finder Ingeborg igjen faaer hen-
des Haand og mit halve Gods og Eie der-
til. Ere I med paa det?
paa Nogen. Alfhild var det beskaaret
at faa en Riddersmand; det Samme kan
vel times Ingeborg. (med Værdighed.)
I ædle Herrer og velbyrdige Mænd! Hø-
rer mit Ord! Det er kommet mig for
Øre, at jeg, blandt Mange af Jer, holdes
for en Mand, der er lidet bevandret i
høviske Sæder og Skikke. Jeg vil nu
vise, at det er Løgn i Jer Hals! I de
gamle Krønniker fortælles, at naar en
Faksimile
280.
brav Konge mister sin Datter, saa ud-
lover han hendes Haand og Halvdelen af
Riget til den, som finder hende igjen. –
Jeg vil gjøre som de gamle, brave Konger.
Den som finder Ingeborg igjen faaer hen-
des Haand og mit halve Gods og Eie der-
til. Ere I med paa det?
De unge Karle
.Ja, ja!
9de Scene.
De Forrige. Ingeborg (træder hurtig
ud fra Huset og trækker Hemming efter sig)
ud fra Huset og trækker Hemming efter sig)
Ingeborg
Her er jeg! Hemming har fundet mig!
Alle
(forbausede)
Ingeborg og Hemming! Heroppe!
Faksimile
281.
Arne
(forbittret.)
Ei, saa skal da ogsaa – –
Ingeborg
(kaster sig om hans Hals.)
O, Fader! Fader! Det nytter Dig ikke; Du
har givet dit Ord!
har givet dit Ord!
Arne
.Ham gjaldt det ikke! Nu skjønner jeg
det nok; han har selv ført Dig bort!
det nok; han har selv ført Dig bort!
Ingeborg
Nei, tvertom, Fader! Det var mig som
førte ham bort!
førte ham bort!
Arne
(forskrækket.)
Ingeborg
(sagte)
Saa sig ja, strax paa Stedet! Ellers
fortæller jeg til alle Mennesker, at det
var mig som – –
fortæller jeg til alle Mennesker, at det
var mig som – –
Arne
.Ti, ti! Jeg siger jo ja! (træder mellem
dem og seer bistert paa Hemming.) Dig
var det altsaa, som stjal min abildgraa
Hest med Sadel og Bidsel?
dem og seer bistert paa Hemming.) Dig
var det altsaa, som stjal min abildgraa
Hest med Sadel og Bidsel?
Hemming
Ak, Herr Arne! –
Arne
.O, Hemming! Hemming! Du er en – (be-
tænker sig.) Naa, Du er min Datters Fæ-
stemand; lad det saa være godt dermed.
tænker sig.) Naa, Du er min Datters Fæ-
Faksimile
283.
stemand; lad det saa være godt dermed.
Hemming
og Ingeborg
O, Tak! Tak!
10de Scene.
De Forrige. Thorg{
jerd
}ejr, (med en Strengeleg
i Haanden, har under det Foregaaende blan-
det sig mellem Mængden.)
i Haanden, har under det Foregaaende blan-
det sig mellem Mængden.)
Thorg{
jerd
}ejr
Ei, see, see! Her er folksomt i Dalen
idag!
idag!
Bønderne
Thorg{
jerd
}ejr Spillemand!
Alfhild
(kaster sig i hans Arme)
Min Fader!
Faksimile
284.
Alle
.Hendes Fader!
Olaf
.Ja, ja, Gubbe! Idag er her folksomt og
lysteligt herinde, og saa skal det herefter-
dags blive ved. Det er din Datters Bryl-
lup som holdes; af Kjærlighed har hun
kaaret sin Fæstemand, om Kjærlighed har
Du sjunget for hende, – Du vil ikke
være os imod!
lysteligt herinde, og saa skal det herefter-
dags blive ved. Det er din Datters Bryl-
lup som holdes; af Kjærlighed har hun
kaaret sin Fæstemand, om Kjærlighed har
Du sjunget for hende, – Du vil ikke
være os imod!
Thorg{
jerd
}ejr
Alle gode Vætter værne om Eder!
Alfhild
.Og Du bliver hos os?
Thorg{
jerd
}ejr
Nei, nei, Alfhild!
Faksimile
285.
En Spillemand har ikke Hjem eller Bo,
Hans Hu stævner vidt, han aldrig finder Ro!
Hver den, som eier en Sangbund i sit Bryst
Han er hjemløs i Dale, han er hjemløs ved Kyst;
I Liens Løvsal, paa den grønnende Eng
Maa han synge og røre den dirrende Streng,
Han maa lure paa det Liv, som lønligt boer
Under Fossens Væld, ved den vilde Fjord,
Maa lure paa det Liv, som i Brystet banker,
Klæde Folkets Drømme i Toner og Ord,
Og klare dets gjærende Tanker!
Olaf
.Men stundom vil Du dog gjæst{
<...>
}e os her!
Nu skal en Hal mellem Birkene bygges;
Her, min Alfhild! skal dit Liv betrygges,
Jeg og min Elskov skal leve Dig nær,
Faksimile
286.
Aldrig dit Øie af Taarer skal skygges!
Alfhild
.Ja, nu jeg seer det, Livet er rigt!
Rigt som mit Hjertes fagreste Digt!
Saa tung og saa sort var end aldrig Sorgen,
Den følges engang af en lysende Morgen!
(knæler.)
Guds Engle smaa! I har ledet mit Fjed,
I har atter skjænket mig Trøst og Fred!
I styred' min Gang ved Afgrundsranden,
I støtted' min Fod, der var veg og svag!
O, kan jeg end ikke tro med Forstanden, –
Med Hjertet vil jeg tro til min sidste Dag!
Ja, himmelske Magter! I vaage endnu!
Klart skinner Solen efter Uveirets Gru; –
Af Livets Brand blev min Kjærlighed frelst;
Faksimile
287.
Lad saa times og mødes hvadhelst!
Nu er jeg freidig, nu er jeg stærk,
Rede til Livets vexlende Værk!
(med et Blik til Olaf.)
Og naar vi engang – –
(afbryder og hæver Hænderne høit iveiret.)
Paa Englenes Arm
Bæres vi hjem i Himmelens Karm!
(De Øvrige have dannet en Gruppe om hende;
Tæppet falder.)
Tæppet falder.)
Faksimile
